onsdag den 28. december 2011

Pensionist og hobby

Hvis man skal tro det der bliver skrevet om os pensionister, spiller vi alle golf på et eller andet plan. Dog har jeg aldrig sat mine fødder på en golfbane, da denne sport overhovedet ikke siger mig noget som helst. Min nevø, Bjarne, købte engang et helt sæt brugte golfkøller til mig, i håb om, at jeg ville følge ham på golfbanen, da han selv lige var startet i sporten. Men jeg var ikke til at rokke - golf siger mig absolut intet. Kort efter begyndte Bjarne at springe i faldskærm – og har gjort det siden.

Min sport har altid været noget på en cykel. Jeg startede i 1960 i Lyngby Cycle Club, og kørte mit første cykelløb på Bornholm i 1961 - altså for 50 år siden. I dag er det omsat til motionscykling, både på mountainbike og racer - alt efter vejret. Så længe jeg kan sidde på en cykel uden stok, bliver jeg ved.

Nu er alt det, der kan defineres som fritid for en folkepensionist, bestemt ikke underlagt en eller anden form for en sportsgren. Der er mange opgaver for en pensionist med hus og have, men disse opgaver hører slet ikke under fritid.

Hvis ikke man skal havne i "alderdomskriminalitet", må man aktivere sin hjerne med meget andet meningsfyldt arbejde, da det almindelige arbejdsmarked, slet ikke er interesseret i ens arbejdskraft. Når man derimod blander sig aktivt i debatter, og samtidig udfører et ulønnet stykke arbejde, for at "opklare" eller komme uretfærdigheder til livs, mener jeg, at der er tale om en "hobby". Vel at mærke, en hobby, der giver mening - for én selv. Her på min blog, vil der bl.a. komme indlæg om "Kammeratstøtteordningen" og miljøsager, samt andre sager jeg falder over. Nogen skal jo holde øje med ”dem” derude i samfundet!

Jeg har også andre hobbyer - så som fotografering af alt muligt, som bl.a. sker i vor egn. F.eks. Trolling Master Bornholm, i perioden den 25.-28. april 2012, som går ud på, at fange den største laks i Østersøen, eller som depotbestyrer i Handicap tour De Bornholm - et motionscykelløb for handicappede, samt kontrollør i andre cykelløb, som jeg får tid til i løbet af året.

Har jeg så en interesse i politik? Politik skulle jo være det samme som holdninger, men det er bare blevet til bortforklaringer i stedet for. Politikere løber fra deres løfter, hurtigere end nogen travhest kan følge med. Og for os folkepensionister er det da helt galt. Vi kan jo ikke bare strejke, så hvorfor tage os alvorligt? Politikere er kun interesseret i magt! Hvis man smed dem alle ud i havet, ville alle som én drukne omgående, da de, i stedet for at svømme, ville rage alt vand til sig.

Der er to ting i denne verden, man helst ikke skal kunne se blive lavet - og det er pølser og politik. Så kan det vist ikke skrives tydeligere.

onsdag den 21. december 2011

Den første sne

Nu er det næsten ikke engang noget, der er lovligt at tænke her på Bornholm - noget med sne! Efter den sidste vinter, med rekord store snedriver, er der stadig en del her på øen, som er yderst nærtagen over ordet sne.

Jeg husker stadig vor Brugs her i Tejn, da vi var helt isoleret fra at modtage nye forsyninger udefra - Brugsen lignede en Sovjetisk købmand under udsalg, da de fleste varer var udsolgte på rekordtid.

Men. men - vi fik vinterens først spæde snefald i dag, og nu går vi i vort stille sind og håber, at det var dét!

Togtider for bornholmerrejsende

Dagen før Lene og Helena skulle hjem igen til det "synnejyske", så Lene lige sin reservation igennem - vel at mærke, en reservation som DSB havde solgt til hende og lille Helena. Der var 11 minutter til at skifte tog i København.

Okay, 11 minutter kan man vel nok klare på et togskifte, men når man som fastboende på Bornholm godt véd, at toget til tider befinder sig langt ude på perron 26, kan man godt få nogle betænkeligheder om et projekt med det togskifte?

Ikke engang en telefonopringning til DSB, kunne skabe klarhed over hvor toget fra Ystad ville holde i København. Ej heller kunne togpersonalet i omtalte tog til København, fortælle hvor toget ville holde, da det var noget Bane Danmark tog en afgørelse om i sidste øjeblik!

Derfor besluttede jeg, at tage med på turen til København som bagageslæber, så jeg kunne "spæne" efter Lene med Helena på 2½ år på armen.

Bare et par minutter før afgang, var Lene og Helena på toget - men det var ikke DSB's skyld. Hele den seance fik mig til at tænke på, at det var de forhold DSB byder beboerne og rejsende fra Bornholm.

På "Leonora Christina" fik Helena sig en velfortjent "skraber", inden omtalte togtur til "Københavnstrup".

lørdag den 17. december 2011

Lene og Helena på julebesøg






I dag kom vor yngste datter Lene, og meget apropos, Lenes yngste, Helena på et kort julebesøg.

Jeg hentede dem i Rønne lufthavn kl. 11:45, men nåede lige et kort besøg ved min gamle ven, Bent, i Rønne. Det gælder om at udnytte tiden, når nu jeg kommer til Rønne.

Inden flyets landing, fangede jeg flyet i luften over Rønne lufthavn, da vindretningen gjorde, at flyet måtte en tur længere østpå, for at kunne lande i forhold til vinden.

Det er ikke hver dag, at Helena ser os, hvilket tydeligt ses på billedet - hun er bestemt ikke helt tryg ved den gråskæggede gamle mand, der tager billederne.

På tirsdag tager de hjem igen - men nu med båd til Ystad, og videre med toget til Vojens.

Bornholm er ikke bare lige noget, man tager hen til - især ikke om vinteren.

onsdag den 14. december 2011

Venner, som er holdt med at ryge i år



Julen står for døren - og lige efter har vi så starten på et helt nyt år. Året 2012 står og vinker til os.

Så er det jeg tænker på de gode venner, som har forladt os i det forløbne år - eller som jeg plejer at sige, dem, som bestemt er holdt med at ryge!

Fra min gamle arbejdsplads i Odder, er der faldet et par stykker fra, men med så stor en arbejdsplads, som Bording A/S var i sin tid, er det vel helt normalt med ”frafald”, selv om jeg lige stopper op, når jeg får så sørgelig en meddelelse. Men som folkepensionist, og med venner i samme alder, må man helt naturligt forvente et tab, da vi befinder os i "den forkerte ende af skalaen".

Dem, som jeg vil nævne her på bloggen, er helt private venner, som jeg har mistet.

En, som jeg tænker tilbage på er Carl Johan, eller bare Carl, som han selv kaldte sig. Carl døde i marts. Jeg havde sendt Carl en del billeder på hans e-mail om den snestorm vi havde i vinters, da Carl havde et rigtig godt kendskab til Bornholm.

Efter et par uger uden svar, begyndte jeg at blive bekymret. Derfor ringede jeg til Carls underbo på "Typografernes Stiftelse" på Bispebjerg.

Det var bestemt ikke nogen god melding jeg fik. Carl var død omkring det tidspunkt jeg havde sendt min e-mail, og var allerede bisat.

Carl besøgte os her i Tejn sommeren før han døde. Altså omkring et ½ år efter hans besøg, er han bare ikke mere.

Jeg har valgt et par billeder fra hans besøg. Det ene er fra "Egilsholm", hvor Carl i sine drengeår var på feriekoloni. Det var første gang - og sidste, han betrådte lokalerne på "Egilsholm" siden sine drengeår. Det andet billede er fra Dueodde, kort efter vi forlod "Egilsholm" - da Carl trængte til en vand.

Den anden jeg vil nævne, er Phyllis.
Jeg var til fødselsdag ved Phyllis fætter Bent i Rønne den 11. juni, hvor jeg fik en hilsen fra hende, ligesom jeg trådte ind af døren hos Bent. Phyllis havde lige ringet fra Amager for at ønske sin fætter tillykke med de 80 år.
Dagen efter får hun et hjertestop og udånder på hospitalet den 18. juni. Phyllis var bare en ener.

Den sidste jeg vil nævne, er min meget gode ven fra Odder, Ove. Det er ikke så længe siden Ove døde på Horsens Sygehus. Ove havde et svagt hjerte, som slet ikke kunne klare, at få den barske sandhed oplyst.

Jeg talte med Ove over telefonen kort før han døde. Vi havde en masse minder - gode som dårlige, som lige blev belyst ved den lejlighed. Der blev grinet en del i telefonen - derfor ramte det ekstra hårdt, da jeg modtog det uventede budskab. Ove var en meget kendt og højt respekteret glarmester i Odder.

Ære være deres minde.

søndag den 11. december 2011

Cimber - en yorkshire terrie



Som pensionist, kommer jeg naturligvis også hos andre pensionister. Bent i Rønne er en af dem.

Bent er en pensioneret politiassistent på 80 år, og må betegnes som en rigtig god ven af os.

For ikke så længe siden mistede Bent sin tro følgesvend igennem 14 år - cocker spanielen Jolly. De to var bare uadskillige, så Bent var meget langt nede efters Jollys død.

Der var naturligvis ikke ret meget andet at gøre, at Bent måtte have sig en anden hund - dog skulle det ikke være en hvalp fra 8 uger, da Bents alder ikke var til hvalpe af den størrelse. Derfor opsøgte bent, sammen med sin gode nabo Christian, en fælles bekendt, som måske kunne løse problemet?

Og Bent fik sit store ønske opfyldt. Da de to naboer så Cimber for første gang, udbrød Christian: "Det er bare vores hund".

Cimber er en yorkshire terrie på 3 år, som allerede er afrettet så meget, at den lystrer Bent på næsten alt. Men den er også en del livligere en den afdøde Jolly, så Bent har fået noget at se til.

Cimber er et rigtig livsstykke, der omgående følte sig hjemme i sine nye omgivelser - og så er han helt vild med at køre i bil, hvilket bestemt er en stor fordel hos Bent.

lørdag den 10. december 2011

Ole fylder 20 år i dag

Og hvem er så lige Ole?

Ole er søn af Thomas og Susanne, som bor i Flensborg, hvilket alle og enhver véd ligger lige på den anden side af grænsen i Tyskland. Og hvem er så Thomas og Susanne?

Thomas kom for første gang til os i Odder, som et Sydslesvig feriebarn, i 1977. Jeg hentede ham på Skanderborg station, da Thomas ankom med specialtoget fra Flensborg, fyldt med forventningsfulde feriebørn, op til deres mange ferieværter i Danmark. Thomas ankom som den eneste, der skulle af på stationen i Skanderborg. En mut lille dreng, med et manillakort om halsen, så vi kunne læse, at han var vort feriebarn. Thomas muthed bestod i, at han slet ikke anede hvem vi var - hans nye plejeforældre. Det kan man vel næppe fortænke ham i?

Det er igennem årene blevet til mange gode timer sammen med Thomas - som i dag er blevet en voksen mand på 2 meter. Ja, han er ikke bare blevet voksen, han er også blevet gift med Susanne, samt, er den lille familie blevet beriget med 2 sønner - hvor den ældste, Ole, i dag fylder 20 år.

Derfor Thomas og Susanne, et stort tillykke med jeres søn Ole på denne dag :-)

mandag den 5. december 2011

Fitness i Klemensker




Som man har kunnet læse i mit forrige indlæg, deltager jeg i et Fitness Center i Klemensker. Nu er det bare en god måned siden jeg startede, så det er så som så, hvor meget jeg er kommet i form - men lidt hjælper det jo altid. En ting er i hvert fald helt sikkert, jeg bliver ikke i bedre form hjemme på sofaen!

Jeg er efterhånden blevet fast deltager på "Indoor cycling" - på pensionistholdet om mandagen. Når man ikke har trænet i længere tid, går formkurven, i min aldersklasse, direkte lodret ned - eller for at sige det lidt tydeligere, den et i frit fald. Så da jeg mødte til træning på mit pensionisthold, var min forhåbning bare, at jeg ikke fald helt igennem - hvilket jeg (heldigvis) heller ikke gjorde. Holdet består af 3 mandlige og 9 kvindelige medlemmer, og jeg er dybt imporneret af dem alle. Flere på holdet, er ældre end jeg, men de går til den med krum hals.

I dag var vor instruktør blevet syg, så en anden instruktør, fra et af de yngre hold, mødte op for at lede træningen. Det blev en noget hårdere træning end vi var vant til - og igen blev jeg imponeret af holdet. Enkelte kunne selv sige fra, når kroppen ikke ville mere, men hovedparten kom igennem hele programmet - endda med et lille smil på læben. Og endnu nogle, kunne sågar synge lidt med på de udvalgte julemelodier - slet ikke dårligt.

Dog tror jeg (har jeg en lumsk mistanke om), at de fleste glæder sig til, at vor instruktør bliver rask igen - men lidt forandring skader jo aldrig!

torsdag den 1. december 2011

Jul i Klemensker




Lige udenfor Klemensker, på vejen mod Olsker/Allinge, bor en familie, der er helt vild med udendørs julelys. Hvert år kommer der nye påfund af figurer - enten på hustaget eller i haven.

Egentlig havde jeg regnet med, at det var færdigt sidste år med denne tradition, da familien har fået udskiftet taget - men nej, det ser bare ud som om, at det nye tag er blevet skånet, til "fordel" for have og anden udenomsplads, som så får pladsen til endnu mere julelys og figurer.

Billedet er taget i dag, da jeg alligevel var en tur på Fitnesscentret i Klemensker til "indoor cycling" om aftenen.
Bedøm selv, har den udendørs julepynt/lys taget overhånd – eller er det helt op til smag og behag?

Næste år, kan vi helt sikkert forvente endnu mere af samme skuffe!

Selvfølgelig er huset landskendt, da TV har været på besøg flere gange. Og et eller andet sted, skiller det sig jo også ”lidt” ud.

onsdag den 30. november 2011

Vor bolig i Tejn










Vi købte vort hus her i Tejn for 10 år siden. Da vi på det tidspunkt stadig boede i Hovedgård, lejede vi huset ud for 2 år - dog flyttede vore lejere lidt før dette lejemål, så min kone Birthe flyttede til Bornholm i slutningen af 2003, mens jeg solgte huset i Jylland.

Da jeg så flyttede til Bornholm i foråret 2004, startede der en større ombygning for vor nye bolig.Hele køkkenet blev skrottet og flere vægge blev revet ned, så stue og køkken blev til ét stort rum, hvilket gav en masse lys fra det store vindue ud mod Østersøen.

Der blev lagt et nyt trægulv i hele huset - ja, selv i udestuen blev der gennemført med det samme trægulv som i den øvrige del af huset. De gamle gipsplader i loftet blev skiftet ud med profilbrædder, og samtlige vægge fik en tiltrængt løft i form af glasvævstapet og maling.

Badeværelset fik en totalrenovering, så det gamle støbejernsbadekar måtte lade livet til fordel for en brusekabine. Nye fliser på gulv og vægge, så jeg havde en del at se til.Derefter begyndte jeg at opføre en form for udhus, som kunne anvendes til mange formål bl.a. mine egne fritidssysler, men også som anneks for vore gæster, da hytten fik sit eget badeværelse m.v. Vor gode ven, Ole Bolin, forærede mig et skilt til hytten, da han havde fundet på navnet "Krogenborg". Navnet blev accepteret omgående.

Efter udgravningen til hyttens fundament, blev der en del jord "til overs". Der byggede jeg så starten til vor nye terrasse. Efterfølgende udvidede jeg terrassen rundt om huset, så selv den gamle terrasse blev lagt sammen med den nye. Fra om morgenen til sent om aftenen, er der altid en plads i solen på terrassen - skønt.

Midt i den gamle have, var der en kæmpe silkefyr. Dette træ måtte lade livet, da det skyggede alt for meget - og så var der ligeledes faren for at det under en storm kunne vælte ind i huset. På træets stamme har jeg bygget et havebord, med bænker hele vejen omkring. Bordet kalder jeg for stambordet.

Det meste af haven har jeg ændret. Omkring 50 træer er blevet fældet, træer der bare groede vildt, men vi fik da brænde til et par år. Jorden er blevet trimmet og meget mere.

Joh, som pensionist har man masser af tid.

tirsdag den 29. november 2011

Det grå guld?

I den lige overståede valgkamp, hørte vi igen og igen budskabet, at der var brug for alle hænder på arbejdsmarkedet. Efterlønsordningen fik en ordentlig bredside, så den i realiteten var helt væk.

Et af postulaterne for dette drastiske udfald var, at for hver 2 personer der gik på pension, kom der kun én person ind på arbejdsmarkedet. Så nu skulle de ældre tvinges til at blive meget længere på arbejdspladsen.

Men er der overhovedet brug for "Det Grå Guld?" - som det meget populært er blevet kaldt i årevis! Næsten lige siden jeg selv gik på efterløn i 2004, har jeg forsøgt at finde noget at rive i, da jeg meget hurtigt manglede noget at stå op til. Jeg tror jeg har søgt over 200 stillinger - i hele landet. Så på et tidspunkt kontaktede jeg den daværende Beskæftigelsesminister, Klaus Hjort Frederiksen, for at forklare ham, at der slet ikke var brug for "Det Grå Guld" - som han så hårdnakkede hævdede. Men hans svar var, at problemet var reelt nok.

Måske taler vi slet ikke om det samme land?!?

Så kom valget, hvor den blå blok havde et forslag liggende til efter valget - efterlønnen skulle reduceres så meget, at den faktisk ikke var eksisterende mere. Rød blok gik til valg på at bevare efterlønnen.
Rød blok vandt valget, og godkendte blå bloks forslag - ja, jeg er også forvirret, dog på et højere niveau selvfølgelig!

Men nu havde rød blok fortalt så meget om, at der var hårdt brug for de ældre blev længere på arbejdsmarkedet, så med det i mente, skrev jeg en ansøgning til Teknik og Miljø på Bornholms Regionkommune, da jeg mener, at jeg stadig kan bidrage med noget. Intet svar!

En måned senere rykkede jeg for et svar, da jeg mente, at det er almindelig god skik, at man svarer en borger på en ansøgning – vi taler jo også om en kommune!! Stadig intet svar! Ingen gider have en folkepensionist, så drop alt det ævl om, at vi skal blive længere på arbejdsmarkedet.

"Det Grå Guld" er bare en kliche!

mandag den 28. november 2011

Lidt om denne blog

Nu hedder bloggen "Pensionist på Bornholm", så jeg vil bl.a. prøve at beskrive hvordan der er, at være pensionist på øen.

Hvis I så derved tror, at det er en ægte bornholmer der er på bloggen, må jeg skuffe jer. Jeg er en "københavnsk jyde", der har boet i Sverige, Færøerne, Australien - men er endt som pensionist på Bornholm. Så emner her på bloggen, kan strække sig over meget andet end Bornholm - så er I advaret.

Men, en person som jeg - en tilflytter til Bornholm, er at betragte som en "førder" - for de ægte bornholmere. Da jeg i sin tid bosatte mig på Færøerne, blev jeg hurtigt accepteret på øerne. Her på Bornholm bliver jeg aldrig accepteret i min levetid. Lidt underligt at tænke på!

Da jeg også er tidligere cykelrytter - og nu ivrig motionscyklist, er der mange muligheder for emner på bloggen. Og så gør det vel heller ikke noget, at jeg tager en del billeder.