tirsdag den 6. marts 2012

Indoor cycling

Igennem vinteren har jeg deltaget på fem forskellige hold i KIF’s ”Indoor cycling”. Jeg startede på pensionistholdet – da jeg jo er pensionist, og ikke mindst, min form var nærmest ikke eksisterende på det tidspunkt, så der var ingen grund til at forcere noget.

Da jeg har drevet lidt indendørs cykling hjemme i udestuen, var jeg godt klar over, at det ikke er den store konditionstræning, man får ud af denne form for træning, men mit kolesteroltal var for højt (ifølge lægen), og dertil kunne jeg ikke tåle ”Simvastatin”, som er et middel til at få kolesteroltallet ned med. Simvastatin har så mange bivirkninger, at det er et middel, jeg skal holde mig langt væk fra – derfor er der kun den hårde vej tilbage.

I starten vekslede jeg imellem to hold – med samme træner, pensionist- og begynderholdet, men efter 1½ måned begyndte jeg at se mig om efter udfordringer på andre hold, da jeg havde en følelse af, at jeg ikke fik nok ud af det. Og joh, jeg fandt et par hold, der gik noget mere til den – og ikke nok med det, de brugte den fulde time til strabadserne. Selv om øvelserne kunne få sveden til at løbe som en vandhane, sagde mit pulsur noget andet. Jeg kom ikke op på min maxpuls som jeg havde stillet til 165 – egentlig lidt højere end min alder foreskriver (som er 161).

Da jeg så ville øge min træning fra to dage til tre dage om ugen, faldt valget på lørdagen – hvor det var en helt tredje træner, der stod for aktiviteten. Hans træningsform viste sig at afvige en hel del fra de øvrige hold – og nu fik jeg pulsen op på de ønskede 165. Og ikke nok med det, min vægt er gået fra 78 til 74 kg, hvilket må tilskrives, at være til samtlige holds fortjeneste, - og når man som jeg, der har diabetes 1, er dette vægttab bestemt et plus på kontoen.

Dog er der en anden ting ved ”Indoor cycling” som er positivt – og det er, at det har en god indvirkning på et for højt blodtryk. Blodtrykket rasler ned efter hver træningstime, så kom bare i gang.

Jeg glæder mig til min næste blodprøve, som garanteret viser et fald i kolesteroltallet – men dette vil jeg skrive om på et senere tidspunkt. Som diabetiker, går jeg til kontrol hver tredje måned, derfor har jeg hele tiden kontrol med alle de vigtige tal.

Lige en ting, som jeg undrer mig over! Det er kendetegnende for alle hold, at kvinderne står for mindst 80 % deltagelse – jeg er temmelig skuffet over mit eget køns 20 % mødedeltagelse.

Det kan vi da gøre meget bedre, ikk?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar