søndag den 13. maj 2012

Cykeltur til Rønne

Selv om jeg stadig knokler i Fitness Centret i Klemensker med "Indoor Cycling", så er det slet ingen forhindring for, at jeg også tager en tur på racercyklen - ud på de bornholmske landeveje.

Da det var relativt koldt i dag, set i forhold til først på ugen, hvor vi nærmest havde lummervarme, skulle der alligevel nærmest bedrives vold på mig, for at få mig til at blive hjemme.

Solen skinnede fra en skyfri himmel over hele Bornholm, mens der luftede en frisk vind fra syd på 6 m/s, så lige over middag var jeg på vej til Allinge. Derefter drejede jeg af mod Hasle - og så igennem skoven mod Sorthat og Muleby. Engang syntes jeg det var nogle underlige navne til disse byer - i dag har jeg helt vænnet mig til dem.

Bøgeskoven stod endnu lys grøn, selv om det ikke varer længe, før bladene tager en mørkere farve. Naturligvis havde jeg mit kamera med - om ikke andet, kan billedet fremkalde en hjemlængsel til min gamle ven på Tasmanien.

På havnen var der ikke den store trængsel, men jeg skulle da lige ned og runde havnemolen bag om Bornholmerfærgens færgelejer.

Da vinden, som før skrevet, var i syd, tog hjemturen næsten ingen tid - syntes jeg. Jeg kørte over Nyker til Klemensker og hjem over Olsker, så jeg fik set lidt af øen i dag.

"Hammerodde" lå ved sit normale færgeleje i Rønne, dog havde færgen stadig "Bornholmstrafikken" malet på siden.
Jo, jeg var på cykel til Rønne. Her min racercykel foran hurtigfærgen "Villum Clausen" og Sankt Nicolai kirken

Ingen kommentarer:

Send en kommentar