torsdag den 7. juni 2012

Sommeren, en spændende tid

Det kommer nok ikke bag på bloggens læsere, at jeg har en last med at cykle. I dag var jeg atter i sadlen, og kørte en lille tur på 47 km. Det er ret tydeligt, at sommeren er kommet til Bornholm - ikke sådan at forstå, at vi har det med varme for tiden, for det har vi bestemt ikke, men vi har en hel del turister på øen, og mange af dem er på cykel.

Dette bevirker, at cykelstierne bliver brugt en hel del - eller rettere misbrugt. Nogle steder på øen, er cykelstierne indrettet således, at man kan køre begge veje, hvilket selvfølgeligt er tydeligt afmærket og skiltet på omtalte cykelstier. Måske er det ikke alle der kan læse, eller tyde vore skilte, for på næsten alle cykelstier, møder jeg cyklister i begge retninger - selv om dette kun er tilladt på udvalgte steder. Dertil er der ligeledes forhindringer i biler, der anvender cykelstier til parkeringspladser.

Derfor kan sommeren godt blive ret spændende for en gammel cykelrytter som mig - til tider lidt for spændende.

Nu har vi snart det store politiske folkemøde i Allinge, så bliver det rigtig spændende - jeg tror jeg vælger en rute langt uden om Allinge i de dage, når jeg skal ud på racercyklen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar