lørdag den 28. juli 2012

Helligdomsklipperne


Stien der fører ned til Helligdomsklipperne. Bygningen der ses i billedet, er
Bornholms Kunstmuseum - også et besøg værd!
Jeg har før gået fra Tejn til Helligdomsklipperne langs de etablerede kyststier, hvilket jeg godt kan anbefale, da oplevelsen står helt i mål til anstrengelserne. Men i dag tog jeg den gamle mountainbike ud mod Stammershalle, ned gennem bakken ved Døndalen - og op igen på den anden side, hvor stien, ned til Helligdomsklipperne, går lige til venstre på toppen af bakken.

Klipperne set nedefra
Ved samme sti ligger Bornholms Kunstmuseum, som man passerer ned til klipperne. Her kan man sætte sin cykel i dertil indrettede faciliteter, og hvis man har trang til en vand eller is, kan man købe det lige ved siden af. Så her er der tænkt på turisten, der er på tur.

Klipperne tårner sig 22 meter op over havets overflade. Under istiden befandt klipperne sig under havet, men rejste sig, da isen smeltede. Denne naturkyst, som man finder her, findes ingen andre steder i Danmark.


Den klippe, hvor mågen sidder på, skal man
nok holde sig fra - bare et godt råd.









I Middelalderen lå der et kapel (Trefoldighedskapellet) på marken lige ovenfor Helligdomsklippen. For foden af klippen lå en hellig kilde, der gav livgivende vand - der blev bragt op til kapellet. Ved Skt. Hans nat besøgte mange mennesker stedet i håb om helbredelse for alle mulige sygdomme og skavanker. Det er ud fra denne aktivitet, at navnet "Helligdomsklipperne" stammer fra.



Trapperne ned til havet, trænger til en kærlig hånd -
mildt sagt. Det kan sagtens blive bedre.




Når jeg tænker på min tid i Australien - og navnlig med tanke på hvor meget/lidt man betaler i skat - set i forhold til skatten i Danmark, kan det godt undre mig, at vi ikke vedligeholder de steder som vi gerne ser vore turister besøger.
Overalt hvor jeg kom på Tasmanien, som har steder der er langt højere en her på Bornholm, var alt vedligeholdt i sådan en grad, at jeg havde mere end svært ved at forestille mig, at der kunne ske ulykker på deres trappe og stisystemer.

Her på Bornholm er det desværre meget anderledes. På trapperne ved Døndalen, skal man passe meget på, da der er flere trin der enten mangler, eller er pilrådne. Her ved Helligdomsklipperne er det ikke helt så slemt, men alligevel! Der er flere trin som er rådne, og et gelænder er simpelt hen faldet af i den ene side.

Hvis vi vil vore turister det godt, er der bestemt plads til forbedringer på dette sikkerhedsområde.

  
Selv voksne forstår ikke faren ved at
klatre på klipperne. Her er én, som har
meget besvær med at komme ned igen.

Stenen ved Helligdomsklipperne, som står lige ovenfor
stisystemet, der forbinder Tejn med Gudhjem ved kysten.
 




fredag den 27. juli 2012

Kirkelige vielser – i det fri!?!

Kirkelige vielser – i det fri, kan kun lade sig gøre med særlige tilladelser. Dette vil den tidligere kirkeminister, Tove Fergo, nu have lavet om på, så man tilgodeser de ønsker, som tilsyneladende er et stort ønske mellem de brudepar, som ønsker sig kirkelige vielser.

Men er det så en kirkelig vielse – udenfor kirken, vi her taler om? Eller taler vi bare om en romantisering af et bryllup? Kan man så ikke bare lade den lokale borgmester stå for handlingen ude i det fri – resultatet er det samme, man bliver gift!

Hvis man vil have en kirkelig vielse, så skal det vel foregå i kirken? Ikke fordi jeg er speciel religiøs, men det burde være et resultat af en kirkelig vielse?

Meeeen, på den anden side, så er der heller ikke hunde i hundekiks, eller spejdere i spejderhagl! Er der kød i en kødpølse?? Den lader vi stå lidt endnu – for det er et rigtig godt spørgsmål!

Kald det hvad det er – en romantisering af et bryllup, som foretages udenfor kirken. For en kirkelig vielse kan det aldrig blive!

torsdag den 26. juli 2012

Bornholm, en grøn Ø?

Jeg har skrevet om det før, men det er så som så med respons, så jeg kan let få det indtryk, at bornholmerne er lidt ligeglade med, om øen skal opfattes som grøn. Der er fra kommunens side gjort en del tiltag for, at vore omgivelser skal se os som en Ø, som går en grøn tid i møde - men er det bare en "salgstale af varm luft, eller er der noget om det?

I min tid som miljøansvarlig ved en virksomhed, som havde indført miljøledelse, var en miljøpolitik noget af det første vi fik indført - noget som de fleste kommuner også havde. En miljøpolitik er det samme som en holdning på en række punkter, der tager udgangspunkt i de omgivelser vi er afhængig af.

Når man så går skridtet videre, kommer man til miljømålsætninger, som er et naturligt led efter politikken - hvilke mål sætter vi os, set i forhold til vore omgivelser? Derefter følger handlingsplaner for at opfylde målsætningerne - og helt igennem er vi inde på noget målbart, som vi kan forholde os til. Det er slet ikke så svært!

Hvis man forsøger at finde Bornholm Regionskommunes miljøpolitik, så bliver man godt skuffet. Politik er holdninger, så måske har vor kommune slet ingen miljøholdninger?

For nogle år tilbage, spurgte jeg en bornholmsk politiker, om politikerne på Bornholm slet ikke havde miljøholdninger, da der ikke fandtes en miljøpolitik på øen. Manden svarede, om hvad jeg egentlig troede han lavede som folkevalgt? Det var lige netop det der undrede mig.

Jeg har også sendt sms'er til opstillede politikere op til et valg, og her er der ingen grænser for forståelsen - men så kommer der en tid efter valget, hvor det så bliver mere end svært at få kontakt til de samme mennesker!

Har vi brug for et grønt parti, der kan tage sig af miljøet - eller er det noget de etablerede partier vil tage sig af?

Naturligvis prøver jeg at provokere til en diskussion her på bloggen, da jeg mener emnet er ret vigtigt - og der er nok at tage fat på!

onsdag den 25. juli 2012

Helena 3 år

Vort yngste barnebarn, Helena, som bor i det synnejyske, fylder 3 år i dag :) Så igen i dag har jeg været ude for at hejse flaget, på samme måde som Helenas far/mor allerede har gjort det.

Helena er helt sin egen, på samme måde som sin mor Lene - og ikke nok med det, Helena er også en tro kopi af sin mor af udseende.

Mht. til billeder, er det på samme måde som med de øvrige børnebørn, det kniber med at være i besiddelse af helt aktuelle billeder, så jeg har måttet en tur ind på Lenes hjemmeside, for at finde et billede af Helena. Og det billede bekræfter, at Helena er helt sin egen.

Stort tillykke med de tre år Helena, vi glæder os til at se dig igen her på Bornholm.

tirsdag den 24. juli 2012

Læsere fra hele verden på min blog

Her ca. 3/4 år efter jeg startede min blog, undrer det mig en del over, hvilke lande jeg har mine læsere fra. Naturligvis er flertallet af læsere fra Danmark, da bloggen er dansk - og det er også her jeg henvender mig til, samt, at Danmark sikkert er det land, hvor jeg har flest bekendtskaber.

Jeg har også bekendtskaber i Tyskland, Norge, England og Australien, så de lande besøger ret tit min blog, og så er der alle de lande, der af nysgerrighed bare lander på bloggen.

Men nu kommer det, jeg undrer mig en del over. Danmark er naturligvis det land, hvor jeg har flest besøgende - men det land, hvor jeg har næst flest besøgende - er Rusland, og her kender jeg bestemt slet ingen.

Det kunne være rart, hvis gæsterne fra Rusland kom med lidt kommentarer, eller bare fortalte, hvorfor de besøger bloggen så ofte?

mandag den 23. juli 2012

Jørgen Leth og Brian Holm

Så er Brian Holm "røget i flæsket" på Jørgen Leth. Nu kan man vel næppe tænke sig to så store modsætninger indenfor cykelsporten, som netop disse to personer, så det skulle vel ske på et tidspunkt.

Jeg husker engang en episode i cykelløbet "Post Danmark Rundt", hvor Brian Holm og Frank Høj var gået i udbrud, og passerede målstregen hånd i hånd. Nu skal man næsten have en "ultra intern viden" fra cykelsportens verden, for at forstå denne seance mellem Holm og Høj, for da Bjarne Riis blev spurgt om hans mening, til det passerede, da d'herre ikke havde kørt cykelløb om sejren, var det bestemt ikke den samme mening som delte Riis og Holm. Bjarne Riis kunne simpelt hen ikke forstå, at de to ryttere ikke var så professionelle, at de kørte løb til stregen.

Da Brian Holm blev spurgt om en kommentar til Bjarne Riis's holdning, svarede han: "Altså, på et eller andet tidspunkt, bliver man træt af stodderen." Og hans københavnske dialekt, gjorde ikke denne udtalelse ret meget bedre, hvilket han selvfølgelig ikke kan dadles for! Vi taler som vi taler, men Brian Holms mening var der slet ingen tvivl om - en mening han naturligvis har lov til at have.

At Brian Holm så i dag, kalder Jørgen Leth for en "gammel, romantisk tosse", og en "dagdrømmer, der ikke har fattet noget", gør, at jeg godt kan sætte mig ind i, at Jørgen Leth ikke ønsker at tale mere om cykling.

Er det for meget at påstå, at det Brian Holm beskylder Jørgen Leth for, fortæller noget mere om Brian Holm end om Jørgen Leth?

Der må være grænser for, hvor lavt et plan Jørgen Leth skal diskutere på!

Dermed ikke være sagt, at jeg på ikke respekterer Brian Holms arbejde han udfører indenfor cykelsporten, for det gør jeg bestemt. Men hans udtalelser om Jørgen Leth, klæder han bestemt ikke!

Jon, 13 år i dag


Jon Krog Belseth, 13 år i dag. Tillykke Jon.            Foto: Randi Krog Belseth
Vort barnebarn i Norge, Jon, fylder 13 år i dag, hvilket er en rigtig god grund til at hejse flaget for.

Jon er så blevet teenager, og befinder sig et sted imellem barn og voksen - og dermed træder Jon, langsomt, men sikkert, væk fra barndommens rækker.

Her fra din fødeø Bornholm, ønsker vi dig et stort tillykke med dagen i dag.

Da der går mange dage imellem Jon kommer til øen, har vi ikke de mest aktuelle billeder af Jon, så jeg har måttet ty til Jons mors hjemmeside http://cloudberry-fotografiskeglimt.blogspot.dk/ for at finde det bedste billede af Jon - og meget bedre kan det næppe blive.

lørdag den 21. juli 2012

Bornholmer-Cross Pokalløb


Mads på skamlen til sin fortjente hyldest
- og ikke mindst med sin pokal
I dag var det sidste dag for træningsugen for mange crossryttere, der var samlet på Crossbanen i Aakirkeby. Ugen afsluttede med et pokalløb i de mange klasser - lige fra den mindste rytter, der kan styre en crosscykel, til de mere garvede crossryttere.

Kun et enkelt uheld lagde en skygge over arrangementet, men heldigvis vendte den tilskadekommende igen tilbage til banen inden pokaluddelingen.

Vejret i dag, viste sig fra den gode side. Selv om det var stærkt blæsende, så undgik vi regnen, som ellers havde sat sit præg midt på ugen.

Vort familiemedlem fra Ørting, Mads S. Rasmussen, var den eneste i sin klasse, hvilket man tydeligt kunne se i de to Heat han stillede op i. Det er måske ikke det rigtige udtryk, at påstå, at han bankede sine modstandere - næh, han nærmest lammetævede dem alle.

Dette er ikke bare noget vi siger om Mads, da han blev kommenteret under hele sin kørsel. Mange havde deres video kørende - her var der måske noget de kunne lære af? Og det var ikke så få rosende ord der faldt for Mads flotte kørsel.

Stort tillykke fra Bornholm til Mads :-)

Starten er gået til 1. Heat. Mads får en dårlig start, men det retter han efter den andet sving på banen, herefter var der
ingen af de andre, der så ham mere i det løb
Feltet er kommet godt gennem første sving på banen, og som man kan se, har Mads allerede taget teten frem til næste sving, som kun er få meter væk - derefter var det bare fuld knald gennem crossbanens mange bakker og sving.

Så I røgen knejter?  Oven i købet hentede Mads en af sin konkurrenter med en hel omgang!
  
Mads S. Rasmussen passerer målstregen - langt foran sine konkurrenter. Jeg ville godt have taget nogle billeder af Mads
i kamp med sine konkurrenter, men de kom aldrig i nærheden af ham!


torsdag den 19. juli 2012

Atomaffald på Bornholm?

Skal vi have atomaffald gravet ned på Bornholm? Det er det helt store spørgsmål for tiden.

Atomaffaldet er fra forsøgsstationen på Risø, og det siges at være helt ufarligt!?! Så hvor er problemet?

Okay, hvis det er så ufarligt, som det HELE tiden bliver hævdet i pressen, så grav det da ned i baghaven på Risø. Det er trods alt derfra atomaffaldet kommer fra.

Hvor svært kan det være!

Eller - er det for tæt på Christiansborg?

Linedance i Rutsker

Christina på dansegulvet, hvor hun følte sig hjemme
På Rutskers eneste restaurant i byen, The Ranch (ja, mindre kan ikke gøre det), var der budt op til Linedance i går aftes. Medlemmer af Odders Linedancer, var mødt talstærkt op i Rutsker på Bornholm.

Nu er Linedance ikke noget jeg før har været til, og det var da også kun fordi, der var familiemedlemmer blandt linedancerne, jeg var kommet. Men én ting slog mig, og det var den livsglæde danserne gik til den på.

Vor niece, Christina, fortalte mig da også, at det var på grund af musikken hun var faldet for linedance. Okay, så langt kunne jeg godt følge Christina, men jeg tror aldrig, at jeg kunne lokkes ud på dansegulvet - dertil er jeg nok for gammel.
Men som et motionsmiddel kan jeg sagtens se noget i denne form for sport, for deltagerne "svedte tran" ude på dansegulvet.

Ligesom "Indoor Cycling", var der flest kvindelige deltagere - af en eller anden uforklarlig grund?
  
Det var glade mennesker, der var
på dansegulvet i Rutsker

Flere havde påklædningen til lejligheden


 

onsdag den 18. juli 2012

Doping i touren - igen

Så skal vi til det igen - doping i touren! Fränk Schleck er taget for "doping". Når jeg skriver "doping" er det fordi, at stoffet xipermid, er et vanddrivende stof, og slet ikke et præstationsfremmende middel. Dog er stoffet også kendt som, at kunne sløre sporingen af dopingmidlet EPO, så det er vel derfor det er på listen over forbudte stoffer?

Fränk Schleck nægter at have indtaget stoffet, og betragter det som, at være tilført ham i form af en forgiftning! Hvis Fränk Schleck bliver kendt skyldig, kan han risikere op til 2 års karantæne, samt en bøde på en årsløn, så det er ikke bare en walk over sag for ham og holdet.

Egentlig kan man sidestille sagen på lige fod med Alberto Contados sag, hvor Contador blev taget med det forbudte stof clenbuterol.
Afsløringen af de forbudte stof, var i så lille en "mængde", at det bestemt ikke kunne betegnes som præstationsfremmende for rytteren. Contador påstod da også, at den eneste måde han har kunne indtage dette stof på, har været igennem en bøf - altså en madforgiftning for en cykelrytter.

Reglen for en sportsmand er, at han alene er ansvarlig for indtagelsen af det han spiser og drikker, så derfor, hvis Fränk Schlecks B-prøve også er positiv, kan han kun dømmes på samme vilkår, som Alberto Contador blev!

Enhver professionel cykelrytters skræk må være, at blive testet positiv, da hans indkøb af fødevarer, under et cykelløb, altid vil være ude af hans hænder - og alligevel hæfter han juridisk for det!

Dog har historien indenfor cykelsporten lært mig, at ikke alle er lige indenfor sporten!
Michael Rasmussen er aldrig blevet testet positiv - det er "kun" hans oplysninger om, hvor han har befundet sig, som ikke var i orden.
Hans straf blev på 2 års karantæne, samt blev han udelukket fra alle de store cykelhold, hvilket naturligvis ikke var officielt, men blev en kedelig kendsgerning.
Mange ryttere, som sidder i tourfeltet i dag, er tidligere dopingdømte, men de kan sagtens køre i touren - hel i modsætning til Michael Rasmussen.

Noget er helt galt - og det er ikke kun rytterne jeg tænker på!

Hvis man var på nakken af andre sportsgrene, på samme måde som indenfor cykelsporten, kunne man helt sikkert finde mange andre dopingsager.
Men indenfor dopingsager, er det næsten kun cykelsporten, der er interessant - jeg undres!

mandag den 16. juli 2012

Motocross i Aakirkeby


Mads S. Rasmussen var flyvende på crossbanen
Så fik vi også prøvet det - at være til Motocross. Og det var en rigtig god oplevelse, skal jeg hilse og sige fra os begge.

Inden vi faktisk vidste det, fandt jeg ud af, at vort familiemedlem, Mads S. Rasmussen, havde nummer 75, da det næsten ikke er til at kende den ene crosskører fra den anden - men det kunne jeg altså!

Vi var begge meget enige om, at Mads har stort talent for denne sport - og det er så sagt af to som bestemt ikke kender noget som helst til denne sport - men vi kunne sammenligne hans kørsel med de andre crosskører. Herefter var vi slet ikke i tvivl, Mads har et helt specielt talent for denne sport.

Dagen i dag, samt det meste af ugen, er tilegnet træning i sporten, så Mads far, Jan Rasmussen, har nok at se til med at have crosscyklen klar, hver gang der bliver kaldt til samling på banen, og det gør der flere gange om dagen.


Der er kaldt til samling - og dermed undervisning, inden det igen går løs på banen
Mads i aktion
Mads stil kunne der ikke peges fingre af




















Mekaniker og far, Jan Rasmussen, sørger for cyklen altid er klar
- og så er Mads kun 12 år, flot!


















Der er godt nok stil over knejten i Aakirkeby

søndag den 15. juli 2012

Familiebesøg fra Ørting


Jan og familie er ankommet til Tejn
Det er altid dejligt, at få familiebesøg her på Bornholm, da det ikke er hver dag vi ser noget til familien i det jyske.

Jan, Christina og deres to børn, Mia og Mads, kom lige forbi i går, og var her igen i dag til lidt at spise.

Mads er motocrosskører, og deltager i Aakirkeby i et kursus hele ugen, der afsluttes med et løb på lørdag, så hele familien har taget denne tur, som en kombination af ferie, line dance og Mads sportsudvikling.

fredag den 13. juli 2012

Stemningsbilleder fra Allinge Jazz

Doghouse Cats folder sig ud på scenen
Selv om temperaturen ikke når op over de 20 grader, med periodiske småbyger, forhindrer det ikke det jazzglade publikum at indfinde sig i Allinge Jazz Festival - og godt for det, for det er rigtig meget god musik i de bands der i øjeblikket gæster toppen på Bornholm.

Hele ugen igennem spiller de mange jazzbands forskellige steder i Allinge, til stor glæde for de fremmødte - dog ser det ud til (for mig at se), at der er lidt langt imellem udskænkningen af øl, og det kan meget vel have noget at gøre med den kølige sommer.


To af musikerne fra Doghouse Cats

Men, da festivalen er baseret på salget af de våde varer, kan dette, helt naturligt, godt få en afgørende betydning på bundlinjen.

I morgen lørdag, har DMI lovet regn og skyer hele dagen – ikke lige det vejr, der er bedst for dette arrangement, men lad os nu se, hvor slemt det bliver?

Mange af de faste folk, der arrangerer denne festival, har bebudet, at det sikkert er sidste år de er med, og at det nu er på tide, at nye kræfter, der må tage over. Det kan derfor godt blive spændende om hvilken fremtid Allinge Jazz går i møde.

Dog lader de gamle arrangører skinne igennem, at de står til rådighed med råd og dåd for de der vil tage over, så måske er det bare en raslen med sablen?



Overalt står der emnnesker for at nyde misikken og en øl

Et publikum der er kommet i "hyggemode"


I haven på Margeritten på kirketorvet, spillede Bourbon Street Jazzband - og de besøgende havde en god oplevelse

Bourbon Street Jazzband, er klar til at folde sig ud for et forventningsfuldt publikum. Kort efter sad alle med "løse hoveder" og nikkede i takt til musikken. Som fotograf har man mange små pudsige iagttagelser.


tirsdag den 10. juli 2012

Svindlere som ringer fra "microsoft"

I den sidste tid har vi været meget plaget af svindlere, som foregiver, at de ringer fra "microsoft"! Efterhånden nærmer det sig hastigt, at det er et tocifret gange de har ringet den sidste måned. Deres primære mål er, ar de kan få en virus ind i vor PC, for derefter at styre systemet, og eventuelt få hele systemet til at gå ned, som kun genåbnes af svindlerne - selvfølgelig gennem en økonomisk modydelse.

Selv om jeg har haft den største lyst til, at svare dem igen på det mest svinske engelske jeg i sin tid lærte i Wayatinah på Tasmanien (det er, trods alt, svindlere og bedragere der er i telefonen), så tager jeg det i mig igen, og fortæller, at jeg bestemt ikke har lyst til at tale med dem.

To dage efter ringer telefonen igen. Nu afbryder jeg bare.

Kendetegnet for telefonopringningen er, at det altid er et hemmeligt nummer der ringer op, derefter kommer der en lille pause, hvorefter en stemme, på engelsk med en indisk accent, fortæller, at det er fra Microsoft, og at din computer er i fare.

Lad dig ikke narre - afbryd samtalen med det samme. Og med samme procedure næste gang de ringer, for de bliver ved et stykke tid!

Jazz festivalen i Allinge

Der var andet end kaffe og brød i dag, der blev
serveret foran bageren i Allinge - øl bl.a.
Her på 2. dagen i Allinge Jazz Festival, er vejret slået markant om. Ja, selv i går, hvor DMI havde lovet lidt skyer med sol, fik vi et par regnbyger - stik imod forudsigelserne. Også i dag havde DMI lover tørt vejr med nogen sol (ifølge vejrmeldingerne fra i går), men vejret er slået helt om i efterårshumør.

Men dårligt vejr eller ej, så var der en del mennesker i Allinge samlet omkring den eneste bager i byen. Engang havde Allinge fire bagerbutikker, men tiden har gjort, at der nu kun er plads til én bagerbutik - og den har kun åbent om sommeren!

Et svensk jazzband havde slået sig ned foran bageren, og jeg må sige, at der var en del mennesker samlet til både øl, kaffe med brød eller bare for at nyde den gode musik, så der er stadig liv i byen - på trods af vejret!



Mange mennesker havde fundet vej til bageren. Det svenske Jazzband sad helt inde i hjørnet og spillede til stor fornøjelse for de mange mennesker, der trodsede det dårlige vejr.

mandag den 9. juli 2012

Allinge Jazz Festival 2012

Så er Allinge Jazz Festival i fuld gang. Bornholms Viceborgmester, Steen Colberg Jensen, bød i eftermiddags velkommen til den 14. Jazz Festival i Allinge.

Viceborgmesteren sagde bl.a., at det var skønt at se så mange mennesker i Allinge - på trods af enkeltstarten i Tour de France, som var i fuld gang lige i øjeblikket. Okay, det var stikordet til mig, så jeg skyndte, at tage nogle billeder, så jeg kunne komme hjem på sofaen foran skærmen for at se touren.
Dog havde Viceborgmesteren også en nyhed på programmet. Prisen på øl var sat ned i år, og da øl var det eneste man tjente på under Festivalen, håbede man således på, at gæsterne ville drikke nogle flere øl end de plejede.
Så i lyset af, at det store diskussionsemne for tiden er, at danskerne drikker for meget øl og spiritus, set i forhold til resten af verden, er det en melding, der bare vil noget – og så sagt af en Viceborgmester? Nå, nu mener jeg også, at jeg kunne se et lille glimt i øjet på Viceborgmesteren, da han ønskede deltagerne en god festival ;)
Steen Colberg Jensen byder velkommen i Allinge
Allinge havn er fyldt med sejlbåde




















Vejret har i dag vist sig fra den bedste side, men ifølge DMI, holder det sikkert kun til og med i morgen.

lørdag den 7. juli 2012

Vejret denne sommer

Bortset fra nogle enkelte dage, har vi ikke haft noget, der bare ligner sommer i år. I foråret havde vi et par uger, der måske kunne være et forvarsel til en god solrig sommer, men efterfølgende dalede temperaturen til et lavpunkt, der hører hjemme i efterårsmånederne. Og Bornholms mere kendte navn som "Solskinsøen", har haft mere end svært ved at leve op til denne betegnelse.

Lige for tiden går jeg og tænker på, om det måske var en idé, at få åkander i baghaven, for på et eller andet tidspunkt, skal vandet nok sætte sig der.

I de par uger i foråret, hvor vi også havde et flot Trolling Master arrangement her i Tejn, kunne TV2's vejrguru, Peter Tanev, berette, at vi gik en kanon sommer i møde. Den samme Peter Tanev, har siden forklaret, at det siger han hvert år, så på et eller andet tidspunkt vil hans "forudsigelse" nok ramme plet.

Jeg spekulerer over, om politikere og vejrprofeter har gået i samme skole - Rødovre planteskole, der hvor alle rødderne har gået! Én etiket, kan man i hvert fald ikke sætte på dem - og det er troværdige.

Måske har vi en god sensommer i vente - det kan vi da i det mindste håbe på. Ellers ser jeg frem til efteråret, for så er det helt legalt at fyre op i brændeovnen igen.

torsdag den 5. juli 2012

Om at snobbe

I de gode gamle dage, hvor vor Statsminister var Jens Otto Krag fra Socialdemokratiet, kunne man engang se et billede af Jens Otto Krag i en avis, hvor han sad med benene over kors under et vælgermøde. Det var der slet ikke noget mærkeligt i, men fotografen havde fanget den daværende Statsminister med huller i skoenes såler - det var det billedteksten verificerede.

Egentlig var det ikke ret usædvanligt med huller i skoene dengang, men, at en Statsminister havde det, var lidt mere usædvanligt.

En anden ting, jeg kommer i tanke om ved samme lejlighed, er, at den tidligere socialdemokrat, Erhard Jacobsen, engang sagde et par ord om at snobbe opad, som han bestemt ikke syntes om, men at snobbe nedad var meget værre - kom han frem til!

Dette kan man vel næppe beskylde vor nuværende Statsminister, Helle Thorning-Schmidt, for (altså at snobbe nedad), da det næsten er ligegyldigt, hvornår man ser damen, så kan man ikke sætte en finger på hendes påklædning.

På mange måder, er Helle Thorning-Schmidt, den direkte modsætning til Jens Otto Krag - og dette på trods af, at de begge er/har været formand for samme parti.

Dog lever Helle Thorning-Schmidt udmærket op til et Krag citat: "Man har et standpunkt til man tager et nyt," så lidt har de da til fælles ;)

tirsdag den 3. juli 2012

mandag den 2. juli 2012

Tysk tremaster i Tejn

Jeg har været ombord på en del sejlskibe efterhånden, men jeg har aldrig sejlet med dem - desværre. Disse prægtige skibe, har altid draget mig, så lige så snart jeg ser et par ukendte master i Tejn havn, må jeg ned og se efter, hvad der ligger i haven.

Så, da Birthe og jeg kørte forbi havnen i dag, fik jeg pludselig øje på en tremaster på ydermolen - derefter var det bare hjem og få læsset vort indkøb af, fat i kameraet op på cyklen og ned til havnen.

Og jeg blev ikke skuffet. Der lå en flot tysk tremaster. Til aften er den sikkert væk igen, så derfor skal man være hurtig med kameraet.

Den er bare så flot
Egentlig er der ret mange tyske både og sejlskibe i Tejn havn for tiden. Sommeren har indfundet sig og dermed sommerferien, så det kan blive ret spændende hvilke andre skiber der finder frem til Bornholm i år.

Selv om havnen fyldes med udenlandske skibe, har de få fiskerbåde stadig deres daglige virke, men havnen, der engang var Bornholms næststørste fiskerihavn, er slet ikke den fiskerihavn den engang har været. Dertil er fiskebestanden i Østersøen stadig alt for lille.


Forskibet
  
- og agter


søndag den 1. juli 2012

Michael Mørkøv i den prikkede

Så er årets Tour de France i gang, og en gammel Lyngby rytter, Michael Mørkøv, er i den prikkede bjergtrøje efter 1. etape. Hans kørsel i dag kan bare ikke være bedre - og så er det hans første Tour de France, det er bare klasse.

Den første dansker, der havde bjergtrøjen, var Bjarne Riis, Michaels arbejdsgiver. Som jeg husker det, var det egentlig et "uheld", at Bjarne Riis fik trøjen i sin tid, for han kørte ikke specielt efter den. Brian Holm blev da også meget overrasket over at se Bjarne Riis i den prikkede bjergtrøje - så overrasket, at han udbrød: "Hvad fanden Bjarne, har du fået mæslinger?"