søndag den 12. august 2012

Diabetes og mobning

Efter min datter, Randi, har skrevet et indlæg på sin blog om sine følelser, ved at være overvægtig, samt hendes modige tiltag for, at komme ned på en normalvægt igen, har jeg taget mod til, at skrive lidt om diabetes og mobning.

Hvordan kan man egentlig mobbe en diabetiker, da dette ikke ligefrem kan ses på vedkommende? Men alt kan lade sig gøre i den retning, når vi taler om mobning.

Jeg havde en god stilling i en større grafisk virksomhed i Jylland, hvor jeg i begyndelsen af 90’erne fik konstateret diabetes. Hvordan jeg har fået sygdommen, var både for mig og min læge en gåde, da jeg altid har været meget aktiv i løb og motionscykelløb. Har bl.a. løbet maratonløb og kørt Århus – København ti gange. Så min diabetes er sikkert arvebetinget.

Efter jeg fik diagnosen, forsøgte jeg at lægge mine kostvaner om og leve så sundt som muligt. Dette afstedkom, at jeg ikke mere kunne deltage i morgenritualet på kontoret, hvor der altid var fælles morgenbord med rundstykker, smør og wienerbrød (og til tider, flødekager om eftermiddagen).

Min direktør kunne ikke forså, hvorfor jeg ikke kunne deltage i dette madfællesskab, og bad mig forklare ham hvorfor, og hvilken indflydelse insulinen havde. Dette forsøgte jeg af bedste evne, men enten var manden dum eller også ville han bare ikke forstå det, for jeg fik oplyst, at jeg kun gjorde det pga. jeg ville være uden for fællesskabet?!?
Dette overhørte jeg fuldstændig, da mit helbred kom i første række, hvilket ikke forhindrede den pågældende direktør i, at give ondt af sig, når jeg blev siddende ved mit skrivebord.
En dag blev det direktøren for meget, så han krøllede de tomme bagerposer sammen og kylede dem efter mig, hvor jeg sad!

Hvis læserne véd noget om diabetespatienter, så ved de også, at man kan blive ret hidsig, da dette er en del af sygdommen. Den pågældende direktør fik meget hurtigt oplyst hvad han indeholdt, og ikke nok med det, jeg fulgte helt med ind på hans kontor for at få det hele med. Manden var slet ikke i tvivl om, hvad jeg mente om hans person!

Et par år efter gik jeg ned med stress. Det tog mig meget lang tid at komme så meget til hægterne, at jeg kunne fungere lidt normalt igen.

Dengang var stress ikke noget der kunne godkendes som en arbejdsrelateret sygdom – selv om jeg prøvede ved arbejdsskadestyrelsen på råd fra min læge. I dag er man heldigvis blevet meget klogere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar