lørdag den 6. oktober 2012

Da vikingerne mødte Afrodite

Cypernveteranerne har ved flere lejligheder besøgt Cypern efter deres hjem-
sendelse. Disse veteranrejser, er altid blevet foretaget uden tilskud fra KSO.
Der er skrevet en bog med titlen "Danmark-Cypern. Da vikingerne mødte Afrodite", en bog, der beskriver relationerne mellem Danmark og Cypern gennem tiderne.

Bogen bliver præsenteret den 26. november på den cypriotiske ambassade i Hellerup, hvor danske FN-veteraner bliver hædret af Cypern for deres indsats på Cypern.

Som skrevet, gennemgår bogen relationerne mellem Danmark og Cypern - helt tilbage til år 1103 og frem til den danske beslutning om, at deltage i FN's fredsbevarende mission på Cypern fra 1964 og 28 år frem i tiden.

Indsatsen på Cypern, er Danmarks første og største fredsbevarende FN-mission nogensinde, med over 20.000 danske soldater udstationeret fra maj 1964 og indtil 1992. 24 soldater døde under denne mission.


Bornholm bliver helt sikkert repræsenteret ved lejligheden, da Bornholm også har haft udsendinge på Cypern. Jeg mener at huske, at der findes mindst 4 FN-veteraner her på Bornholm, så jeg tager nok ikke fejl, hvis bare et par af disse kommer til arrangementet på ambassaden. Selv forsvarsminister, Nick Hækkerup, er ligeledes inviteret til dette mindeværdige arrangement.

Der menes at være tilmeldt omkring 70 FN-veteraner, som repræsenterer alle grene af de FN-soldater, der i sin tid gjorde tjeneste på Cypern.


Ikke alle glemmer!

Jeg har før skrevet et indlæg om "Den glemte mission" her på bloggen. Det var netop disse gæve veteraner jeg nævnte, som nu bliver hædret for deres indsats. Så selv om mange i Danmark har "glemt" missionerne i Gaza, Congo og på Cypern (de får end ikke del i midlerne fra Kammeratstøtteordningen KSO, hvilket Landsformand, Bjarne Hesselberg, fra De Blå Baretter har bestemt), så har den cypriotiske regering bestemt ikke glemt FN-veteranernes indsats.

Cypern, som for tiden står for formandskabet for EU, har netop på den baggrund, valgt at fejre denne historiske begivenhed med denne fortjente hæder til de danske FN-veteraner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar