søndag den 11. november 2012

Aboriginerne - det australske urfolk

Et dejligt billede af mor og barn i nærheden af Alice Spring
Da jeg kom til Australien i 1967, var der året før, blevet vedtaget en lov i Australien, der førbød forskelsbehandling mellem racerne, hvilket ville sige, at alle mennesker skulle behandles lige - uanset farve og religion.

I Sydafrika var det stadig apartheid der styrede landet, og det var det signal, som Australien ønskede at fortælle den øvrige verden,at dette absolut ikke var det samme slags regime i Australien.

I Australien består den oprindelige urbefolkning, aboriginerne, af ca. 380.000 mennesker, hvilket ikke er ret mange i dette meget store land. Hele Australiens befolkning, udgør omkring 20 mio mennesker, hvilket er dobbelt så mange, som dengang jeg betrådte landet for første gang i 1967.

Loven om en "antiapartheidpolitik" i 1966, betød slet ikke, at der ikke forekom forskelsbehandling af racerne i landet. Jeg erindrer tydeligt, at jeg aldrig havde været ude for noget, der bare kunne sammenlignes med så stor en forskelsbehandling, men jeg kom jo også fra det fredelige Danmark, hvor vi faktisk ikke havde andre racer i landet. Dengang blev afrikanere vist frem som vilde stammekrigere fra Afrika's jungle - bl.a. i telte på Dyrehavsbakken. De meget anderledes mennesker, var nærmest et spændings moment i vor almindelige dagligdag.

Ligesom i serien "De flyvende læger", er flyet et yderst vigtigt transportmiddel overalt i Australien

Mht. biler, adskiller aboriginerne sig ikke meget fra andre
folkeslag, da de elsker biler - og helst store biler.
I 1967, blev vi i Australien, stopfodret i TV med beretninger om Vietnamkrigen, da Australien have stor andel i krigen "deroppe". Jeg opfattede Australiens deltagelse i krigen som et værn imod den store befolkning i Asien, som måske godt kunne finde på, at skifte adresse til Australien - og den tanke var der ikke ret mange der accepterede i det nye Australien - på trods af deres "antiapartheidpolitik". Der var altså grænser!

Og hvordan virkede landets "antiapartheidpolitik" overfor den oprindelige befolkning - man måtte da mene noget med den lov, i hvert fald på landets egen befolkning, hvis det da skulle have nogen mening?

På et tidspunkt arbejdede jeg på Cluny Power Station i bjergene på Tasmanien, men inden da, havde jeg været igennem en emigrationslejr i Albury, som lå på grænsen mellem staterne Victoria og New South Wales, på min vej til Sydney. Min gamle og trofaste ven, Erik Rudolf, var kommet til Sydney fra Tasmanien, for at se hvordan vi "byfolk" var faldet til i Australiens største by. Jeg selv arbejde på et trykkeri i det centrale Sydney, mens jeg boede i en af forstæderne i Sydney.

Det varede ikke længe før vi to unge emigranter fandt ud af, at vi skulle lidt omkring i Australien. Så efter en tur til Melbourne og Adelaide, tog vi til Tasmanien, hvor vi fik arbejde på et kraftværk, som det store tasmanske elselskab, HEC, var ved at bygge. Ja, faktisk byggede de en hel række dæmninger langs floden Derwent, som har sit udløb i Hobart, Tasmaniens Hovedstad.

En australsk indfødt, som godt kan minde lidt
om min gamle ven Jim fra Wayatinah.
Vi, der arbejde på disse fjerntliggende arbejdspladser, havde vore "boliger" i dertil indrettede arbejdslejre. Vor lejr lå i Wayatinah, der på den ene side af "hovedvejen" bestod af træhuse, som blev anvendt til familieboliger til ansatte under HEC, hvilket ville sige, at hvis en familiefar fik arbejde på et af kraftværkerne, kunne han have kone og børn med - vi andre enlige, blev henvist til den anden side af "hovedvejen", hvor den egentlige arbejdslejr lå. Vor bolig var mindre træhuse, med indlagt elektricitet - og intet andet! Inde i træhuset, var der en briks til at sove på, et lille skuffemøbel til tøj - samt nogle søm i væggen til overtøj. Ellers var der intet andet i vor lille bolig.

Hver morgen blev vi kørt til vor arbejdsplads, Cluny, i arbejdsbusser. Disse busser var indrettet kun til denne slags kørsel, hvilket betød, at siddepladserne var lange bænke på langs i bussen, så man hurtigt kunne komme ind og ud af bussen - vi havde jo alle samme bestemmelsessted.

Overalt i Australien bliver man berørt af det storslåede landskab 
I lejren havde vi også arbejdere af australsk herkomst, aboriginere, samt af New Zealandsk herkomst, maorier. Disse var bestemt ikke ret velsete af de sydeuropæiske emigranter - og heller ikke ret meget af deres arbejdsgivere. En maorier havde, som de øvrige ansatte, ret til et familiehus på den anden side af vejen, da han var gift og havde børn. Men han måtte tage med takke med et af de små huse i arbejdslejren, samt undvære kone og børn. Så den nye lov havde sine begrænsninger.

Børn stiller sig gerne op for fotografen
De syd europæere, som havde den største antipati i mod de farvede, var bl.a. grækere og italienere, og da disse engang opsøgte os om, at vi ikke måtte blande os med de farvede, da vi to danskere havde mange gode kortaftener med en maorier og en aboriginer, blev det os for meget. Dette skulle de slet ikke blande sig i - og desuden var de jo selv farvede. Dette faldt slet ikke i god jord, så en dag slog en græker strømmen til et større elskab, som Erik Rudolf befandt sig i. Det var kun en ultrakort tilslutning, men nok til, at Erik fik et chok.

Den omtalte aboriginer, Jim, (ja, han hed faktisk noget andet, men det kunne vi ikke udtale, så vi kaldte ham altid for Jim), og maorieren, Salty, havde vi mange kortaftener sammen med i Jims hytte. Engang opdagede jeg en stor edderkop på gulvet og skulle lige til at smadre den med min støvle, da Jim stoppede mig. Denne var hans "kæledyr" og var ikke giftig, men den holdt mange af de giftige edderkopper i ave - og dem var der bestemt en del af.

En kvinde foran sit hus i bushen i nærheden af Alice Spring
I dag betaler den australske stat for at aboriginerne kan klare sig økonomisk, da ikke ret mange af dem har et egentlig arbejde.

Erik, min gamle ven, er i dag bosat på Tasmanien, og havde engang en veninde, som arbejdede i bushen som udsendt sygeplejerske. Hun havde til tider en opgave i nærheden af Alice Spring, hvor der var opført huse som de indfødte kunne anvende som deres bolig. Hver familie har et treværelses hus, helt frit fra de sociale myndigheder. Dertil har de omkring 1000 AUD om ugen. De fleste huse holder kun et par år, så er de så misholdt, at de nærmest er ubeboelig. Det er ikke ualmindeligt, at familier får omkring 3000 AUD hver anden uge, hvis der har været misbrug i familien. Til sammenligning, får en folkepensionist 850 AUD hver anden uge - og ingen fri bolig.

Det er vist lidt langt til de større byer i Australien


I disse udsteder, hvor den australske urbefolkning nu bor, er det ikke ualmindeligt med druk, overfald og mord. På en eller anden måde, kan jeg ikke lade være med, at sammenligne det med Grønland. Og vi taler jo egentlig også om det samme - to naturfolk, som vi prøver at stoppe ind i vor såkaldte civiliserede verden, hvor de bestemt ikke hører hjemme!

Alle billeder er taget af Erik Rudolf.


Her et rigtigt flot motiv i fra den australske bush, hvor aftensolen sender sine sidste røde stråler op i skyerne

Ingen kommentarer:

Send en kommentar