søndag den 4. november 2012

Min sport er i krise!

Den tidligere amerikanske cykelrytter, Tyler Hamilton, er lige udkommet med sin bog, "Det hemmelige løb", på dansk. I bogen fortæller han om sin doping igennem de mange "sejre" han har "vundet" i cykelsporten. Men han fortæller også, at hans tidligere holdejer, på Team CSC, Bjarne Riis, var helt indforstået med både EPO og bloddoping af sin holdkaptajn.

Dette sætter Bjarne Riis i en yderst vanskelig situation - for hvem skal man nu tro på?

Siden Jesper Skibby skrev bogen, "Forstå mig ret", hvor han fortalte om sit dopingmisbrug, har det nærmest væltet ud med tilståelser fra den tids danske og udenlandske top professionelle cykelryttere. Brian Holm måtte også bekende kulør, og selv Bjarne Riis kunne ikke stå for presset længere. Andre tidligere danske ryttere, som nu fungerer som maneger på store professionelle cykelhold, er i søgelyset, og mange andre ledere har måttet forlade deres hold, som de var blevet fyret fra.

Også større sponsorer, som længe har været en fast del i cykelsporten, har trukket stikket. Nu vil de ikke stå model til mere - siger de. Jeg kan ikke lade være med at spørge: "Hvor meget vidste disse sponsorer egentligt?" Er rytterne de eneste skyldige i dette game? Jeg har en stærk tvivl - men ingen beviser. På den anden side, blev Lance Armstrong også dømt uden beviser!

Men én ting står tilbage - vi skal have renset ud i sporten! Og det er ikke bare rytterne jeg mener. Masser af ledere, trænere, holdejere, ledere i DCU, UCI osv., har mange personer, der har været cykelryttere og tilmed en del af det beskidte game. Selv i DCU havde vi forleden en leder, der blev taget for doping, samt, vi har en direktør i DCU, som i sin aktive karriere er blevet taget for doping - så der er nok at tage fat på. Og så er der alle vore danske verdensmestre i cykling gennem tiderne, har de alle været rene? Er Rolf ren? Ja, listen er lang - selv i dansk cykelsport.

Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er det de personer, der ødelægger cykelsporten - og det er dem der skal væk.

Min sport er i krise!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar