søndag den 2. december 2012

Cykeltræning i Tasmanien

Australsk cykelløb - og i venstre side af vejen! Så kan det kun gå galt
Når man, som gammel cykelrytter, befinder sig i en hel anden by, og navnlig på den anden side af jorden, ser man ikke bare på stedet som en turist vil gøre, man ser helt automatisk på de muligheder der er for cyklister – og navnlig for cykelsporten. Jeg var på besøg i Tasmanien, et sted jeg boede i for snart 46 år siden.

Hobart er staten Tasmaniens hovedstad, og Tasmanien er en stat til Australien – og hvis nogen skulle være i tvivl, er det her vor Kronprinsesse er født.
Tasmanien er 1½ gang større end Danmark, så øen lige syd for Melbourne er ikke så lille endda. Selve byen Hobart er nærmest umulig at køre på cykel i, da der er en hel del ensrettede gader, der er tilrettelagt efter de mange biler der kører rundt i byen - med 4 til 5-sporet ensrettede kørerbaner. Så kan man da bare køre på cykelstien, ville en opmærksom læser vel sige, men der er ingen cykelstier, alt er bygget efter bilens præmisser. Dertil er der så mange store bakker i byen, at det eneste der kan bruges er en mountainbike, hvilke byens få cyklister allerede har fundet ud af. Af de få cyklister der findes i Hobart, er der et fåtal der tør køre på vejbanerne, resten kører lige så stille på fortovet, uden at det generer fodgængerne – og ingen gør vrøvl over det.

Men hvordan er så træningsmulighederne for en cykelrytter i Tasmanien? Her vil jeg mene, at der er temmelige gode. Tasmanien er en meget bjergrig Ø, der også byder på store flade strækninger, så det hele ikke kun går op i bakker.
     Dog er der nogle klimatiske forhold der gør sig gældende, forhold som vi i Europa ikke støder på. Da jeg besøgte øen, havde det ikke regnet meget længe, så store dele af ”marker” som skulle gøre det ud for græsningsarealer for får, lå nærmeste som brune afsvedet jordstykker. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvad en god vind kan gøre ved sådanne tørre jorde. Også bushfire kan man køre ind i, og med gode kastevinde, kan en sådan ild hurtig brede sig. Det var nogle af de negative ting, men der er mange flere positive ting, der kan opveje dette som et godt træningssted. Selv Bjarne Riis har fundet ud af de tasmanske cykelrytters kvaliteter.

Et andet billede af et australsk cykelløb. Jeg kan ikke huske, hvor jeg har
fået billederne fra, men på et tidspunkt, havde jeg forbindelse til et par
klubber i Australien, som jeg efterhånden har mistet forbindelsen med.
Lige udenfor Hobart findes der en rigtig god ”bakke”, Mt. Wellington, et 1.200 meter højt bjerg, med en opkørsel på 14 km til toppen, godt med hårnålesving gennem urskov op til toppen med en fantastisk udsigt over Hobart. Hold da kæ.. hvor jeg ærgrede mig over ikke at have cyklen med. Jeg var på Mt. Wellington flere gange, og hver gang så jeg cykelryttere på ”bakken”, der trænede i opkørsler, men bestemt også i teknikken for nedkørsler.

Jeg ”ramlede ind i” flere cykelryttere under mit besøg, da de trænede overalt på de større landeveje – og ikke mindst i bjergene. Det er klart, at der bliver drevet en del MTB-cykelsport netop de steder, da de råder over utallige muligheder for afvikling af MTB-løb. En populær MTB-gren, er stafet mountainbike, det kunne trække tilskuer og en god mediedækning.
     En stor ”fejl” ved mit besøg var, at jeg havde medbragt min BCC-cykeltrøje. En helikopterpilot, der dyrkede motionscykelløb, måtte bare eje den trøje, og da Kronprinsesse Mary lige havde født en datter dengang, var Dannebrog, om muligt, endnu mere populær. Derefter var der lige en forklaring om det bornholmske flag på baglommen, så nu har de, Down Under, også fået udvidet deres horisont på dette område.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar