onsdag den 5. december 2012

Erstatningen til kritisk syge, går i kommunekassen

Overskriften er en meget hård påstand, men reelt set, er det vel det der sker!

Før valget var der helt andre toner fra de partier, der i dag danner vor regering. Dengang lød det før valget i 2011, hvor SF foreslog, at det burde være muligt, at få både kontanthjælp fra kommunen - samt en erstatning for kritisk sygdom. Dette blev stemt ned af den borgerlige side af folketinget, som dengang dannede regering - men nu har vor nuværende regering åbenbart skiftet mening, hvilket skuffer både Enhedslisten og Kræftens Bekæmpelse.

På den anden side, så må det have givet - før valget i 2011 - en masse dejlige stemmer!

En politiker, som Jens Otto Krag, ville bare have svaret - som han før har gjort - "Man har et standpunkt, til man tager et nyt!" Det er mig uforståeligt, at den mand ikke var radikal med den holdning - eller mangel på samme!

En kritisk syg får udbetalt i omegnen af kr. 100.000,- og opefter. Denne erstatning var tiltænkt den syge, for at gøre tilværelsen lidt mere udholdelig, samt dække de merudgifter, som en kritisk sygdom altid medfører. Når så kommunerne ser på, at en borger nu har fået udbetalt en mindre formue, så har kommunen lov til, at tilbageholde en kontanthjælp til den ramte borger.

Derefter er der kun udbetalingen at leve for, så derfor er der hold i min påstand om, at erstatningen til kritiske syge går direkte i kommunekassen - med vor regerings velsignelse!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar