tirsdag den 11. december 2012

Tankerne går to år tilbage

Selv om allerede har fået en del sne og frost, har
denne rose ikke tænkt sig at opgive pga. det!
For to år siden, netop i denne måned, op til Jul, skulle vi fejre Jul i Bevtoft i Sønderjylland. Men vejret ville noget andet. I den tid vi har boet her i Tejn, var det den værste snestorm, vi havde oplevet her på øen.

De andre år, havde vi gang på gang fået oplyst, via pressen, at nu var der en større snestorm på vej. Ja, vi fik da godt nok sne, men ikke i de mængder som journalisterne lagde op til. Så da vi så endelig fik en snestorm, der sagde spar to, troede vi bare, at det var det sædvanlige slutter, som journalister plejede at fyre af.

Den snestorm, som vi så lagde ryg til, var vi slet ikke forberedt på. Tejn blev helt afskåret fra den øvrige del af Bornholm, men forstået på den måde, at det var de øvrige byer og veje, det fik så meget sne, at det var umuligt at komme ind til Tejn. Det bevirkede, at vor Brugs ikke fik sine daglige forsyninger, så mælk og brød blev hurtigt udsolgt. Det varede derfor kun nogle få dage, at Brugsen i Tejn, lignede en sovjettisk købmand under de sidste dages udsalg. Langt de fleste hylder var gabende tomme.

Det var komplet umuligt for os at komme til Rønne, og de der ankom med skib til Rønne, kunne ikke komme videre. Mange mennesker måtte overnatte nogle dage på skoler og i idrætshaller.

En hård nordøsten vind, giver bestemt ikke varme.
Da vi havde regnet med, at vi skulle fejre Julen i Sønderjylland, havde vi ikke indkøbt noget som helst til Jul - og da Brugsen ikke var leveringsdygtig i almindelige dagligvarer, måtte vi ty til vor lille frysers indhold. Heldigvis slog det da også til - vi er jo kun to mennesker, trods alt.

Vi kom først af sted den 29. december, hvor det var lykkedes vejvæsenet, at få de større veje farbare - i ét spor. Vi kom igennem til Rønne, ombord på Villum Clausen, over Sverige, og så videre tværs gennem Danmark, hvor der slet ikke lå de mængder af sne som vi havde på Bornholm. Derefter kunne vi så fejre en forsinket Jul i Bevtoft.

Her i Tejn, er vi endnu ikke så hårdt ramt som på østsiden, men vi ønsker os heller ikke en vinter som for to år siden

I år skal vi ingen steder, men vi får besøg fra Sønderjylland mellem Jul og Nytår - og så er det, at tankerne nu går tilbage til omtalte vinter. Vejret ser i øjeblikket ikke for godt ud, og ifølge de bornholmske vejrmeldinger, er der mere sne i vente. Meeeen, kan vi nu stole på de der vejrmeldinger?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar