søndag den 17. februar 2013

Diabetes,kolesteroltal og sladreprøve

Flere gange, har jeg her på bloggen, skrevet indlæg om kolesteroltal, kolesterolmedicin og diabetes, som jeg kan se, bliver læst flittigt af min blogs mange besøgende. Så hver tredje måned vil jeg skrive lidt om mine egne oplevelser på dette område.

Siden min sidste sladreprøve for tre måneder siden, har jeg kvittet (indtil videre) den indendørs cykling i KIF-fitness, for at køre mere på landevejen, da mine resultater viser, at der er langt større effekt på landevejstræningen når jeg taler om virkning på kolesteroltal.

Mit totale kolesterol er røget ned på 3,7 fra 5,2, hvilket er så stort et spring, at jeg tillader mig at tvivle på resultatet? HDL kolesterolet ligger nu på 1,69 mod sidste på 1,47, så dette er steget lidt, mens LDL kolesterolet nu ligger på 1,3 mod sidst på 3,3, hvilket er et meget stort spring. Så et eller andet sted, er der sket noget, eller også har de testet forkert på "Riget"?

Mit gennemsnit blodsukker lå på 7,4 mod 7,5 for tre måneder siden, og da lever- og nyretal er fine, kan man ikke umiddelbart se, at jeg har diabetes - på resultatlisten!

En ting er sladreprøven, en anden ting er, at i det tidsrum, som sladreprøven omtaler, kan man kun se gennemsnittet, mens de op- og nedture, som en diabetespatient har været ude for, i omtalte tidsrum, fortæller den ikke. Det er her, at patienten bliver eksperten i sin egen behandling - og ikke lægen!

Når man har diabetes, så er det en tvingende nødvendighed, at man holder meget øje med sit blodsukker, så man véd, hvordan kosten påvirker blodsukkeret. Så når en læge fortæller, at en diabetespatient skal tage et vist antal enheder før kosten indtages, er det meget vigtigt, at patienten har fat i den anden ende - eller går det nemt galt.

Det er nemlig ikke ligegyldigt om man spiser pasta, ris, kartofler, grøntsager, rugbrød eller hvedebrød. Hvis man, uden dette hensyn, tager de samme enheder insulin hver gang, vil det ende med en tur i dørken eller en jordprøve (hvis man er udendørs) - og så er der ikke ret langt til, at ens kørekort bliver inddraget. Anden gang, indenfor kun ét år, en diabetiker skal have hjælp efter et insulinchok, ryger kørekortet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar