søndag den 10. marts 2013

En forårsdag med "ministormen"

Vi har nu haft en lille uge med stærk blæst og frost - og vi er kommet ind i marts måned! Den første marts, er som bekendt den første forårsdag - siges der. Jeg kan bare ikke få det til at rime, da vi har Kyndelmisse den 2. februar, hvor vi skulle være halvvejs gennem vinteren?

Nå men, vejret har heller ikke helt den samme opfattelse, så vi har haft en ekstra "glæde" af vinteren, som er kulmineret i dag med vindstyrke på 17 m/s, samt frost på 3 minusgrader, hvilket skulle svare til minus 21 grader - hvis man skulle være så dum, at bevæge sig ud i vejret. Det var jeg!

Med en pålandsvind af den styrke, var jeg næsten nødt til, at følge op på mine billeder fra et par dage siden, da det ikke er hver dag, at Østersøen viser sig fra den side.

Derfor pakkede jeg mig godt ind, og bevægede mig ud i samfundet - bevæbnet med mit Canon G9. Og her er et par skud af, hvad jeg fik ud af mine anstrengelser.

Gang på gang tromlede de store bølger ind mod klipperne. Det er ikke lige vejr til badning i dag!
Der var ikke mange måger i luften i dag, men her har jeg alligevel fanget et par stykker.
Det er vist ikke lige i dag, at turen går til Christiansø
Havnemolen i Tejn havn tager imod de store bølger, mens mågerne sidder helt ned på kajen, de skal ingen steder i dag!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar