lørdag den 20. april 2013

Skeletterne ved Blanchs Hotel - 3. del

De to tyske officerer blev indbragt til kolonnechefens kontor, hvor også nuværende brigadechef Kriger var til stede. Kolonnechefen oplyste senere, at han havde sludret med brigadechef Kriger om dennes erindring om dette besøg, men Kriger havde ikke ført nogen dagbog, så der kunne ikke hentes nogen bekræftelse hos ham.

Under afhøringen rodede de to tyskere igen rundt i forklaringerne, og her blev deres forklaringer heller ikke godtaget, og det blev så bestemt, at de skulle  overgives til de Russiske myndigheder, og i den anledning blev der sendt bud til Hammers Pensionat efter dansk bevæbnet personale, der skulle afhente dem.
Da de to officerer blev klar over, hvad der skulle ske, blev de rædselsslagne, og de faldt på knæ og bad grædende for deres liv, alt imens de klamrede sig til benene på de tilstedeværende i kontoret.
Sektionschefen forklarede videre, at han var attacheret som forbindelsesled til det Russiske kommandantskab, og derfor fik han til opgave, sammen med det bevæbnede personale, at føre de to tyskere til det Russiske kommandantskab, hvor førnævnte sergent Kunbov fik sat en masse i sving. Han havde fået besked på at blive på stedet, så han kunne være til tjeneste, hvis der skulle blive behov for det, og der blev fremskaffet mad til dem, ligesom der blev fremskaffet barbersager, så de kunne blive soigneret og fremstå standsmæssigt overfor Russerne.

Afhøringen blev foretaget på Hammers pensionat af sergent Kunbov og en anden russer, og han havde lejlighed til et par gange at være inde og overvære afhøringerne, men tyskerne rodede fortsat rundt i deres forklaringer, så Russerne fandt ud af, at de ikke havde fortalt sandheden. Afhøringerne foregik på en yderst sober måde, og han havde her fået indtryk af, at Russerne havde et godt kendskab til de to tyskere og vidste, at de  havde deltaget i slaget om Stalingrad.

Den omtalte skov, hvor henrettelserne fandt sted. I dag er stedet
kendt som et feriecenter tæt på Hammershus.
Ved 1600 tiden havde han fået besked at transportere dem til Blanchs Hotel sammen med sergent Kunbov og en menig soldat, og bagefter havde han så fri til kl. 1930, hvor han på ny var i tjeneste.

Samme aften var han sammen med en russisk mekaniker, der talte udmærket tysk, og han havde da spurgt ham om, hvordan det nu gik med de to tyskere, og om de fortsat opholdt sig på Blanchs Hotel, hvilket han havde svaret nej til, og på hans videre spørgsmål havde han været meget undvigende og havde nikket hen mod skoven og sagt, at de ligger i skoven.
Han blev da klar over, at tyskerne var blevet skudt og gravet ned i skoven ved Blanchs Hotel, svarende til det sted med højen, hvor vandtårnet var opført.
Han giver følgende beskrivelse af tyskerne – A – mand ca. 50 år gammel, almindelig af bygning (Obersten) – B – mand 35 – 40 år gammel, ret høj, (Majoren). Han husker intet om navne eller hvor de kom fra.

Ud fra de ved udgravningen fundne skeletdele og ud fra hans kendskab til Russerne under sit samvær med dem i 1945, så tvivler han på, at det er skeletter af Russiske soldater, der er fundet nedgravet. Han mener at kunne huske, at samtlige Russiske soldater, der omkom under krigen, senere blev gravet op og lagt i en fællesgrav på Allinge kirkegård ved det Russiske monument.
Han er mere tilbøjelig til at tro, at de fundne grave hidrører fra personer – det være sig tysk militær eller civilt personel – som enten Tyskerne eller i dette her tilfælde Russerne har henrettet og så begravet i skoven umiddelbart bagved hotellet, hvor Russerne havde deres Kommandantskab på Nordbornholm placeret.

Fortsat den 6. januar 1978.

Magister Juhl Berglund, Fortidsmindeforvaltningen, Miljøministeriet, København har i dag til Rønne politistation indleveret en papkasse indeholdende et kranie, samt flere menneskeknogler, der er fundet under udgravningen af ruinerne fra Blanchs Hotel.

Kassen med indhold var mærket , som de forrige kasser, og den er anbragt sammen med de øvrige. Yderligere afleverede han et såkaldt ”hundetegn” - et tysk soldateridentifikationsmærke til at bære om halsen i en kæde. Mærket er blevet fundet i jordbunden liggende løst i udgravningsområdet, men ikke specielt sammen med fundne knoglerester.

Mærket beskrives:              Nr. 1.  Ovalt identifikationsmærke,  7 cm. Langt og 5 cm
                                bredt med enslydende inskription i øverste og
                                nederste halvdel – mærket er  forsynet med
                                afbrækningsfure. Øverst står: A 326, dernæst en
                                linie hvor der startes med 1 K p. L d. chz. B li 610

der er taget i bevaring til sagen med henblik på eventuel identificering af omkomne.                  
                    

Fortsat den 17. januar 1978.

Regionsmajor H.V. Jørgensen, Civilregion 6, indfandt sig på anmodning i dag på kontoret, hvor han fik forevist det i bevaring tagne identifikationsskilt.

Han oplyste, at han fortsat har forbindelse til de tyske militærmyndigheder, og han er muligvis i stand til at skaffe oplysning om ejeren af id-skiltet. Om sit kendskab til  den Tyske besættelsesmagts opgave på Bornholm, havde han ikke kendskab, men han var vidende om deres politik og hvilken ordre kommandanten havde fået – inzelkommandant kapitän  Zur See von Kamptz.

Herinde mellem træerne, fandt tyske soldater deres sidste
hvilested, blot et spadestik under jorden.       
Bornholm skulle holdes længst muligt, da det var et etapeområde, så man kunne holde flest mulige antal hundrede tusinder af Tyskere hjemme fra Kurland fronten, som vel nok var den største af dem med 400.000 mand eller sådan noget, og så alle de små ”lommer ”, der efterhånden var blevet lukket af omkring Memel, Köningsberg, Elbinge, Danzigbugten, på Hela halvøen, Polen og andre steder.

De kom så sejlende her forbi øen i flygtningekonvojer – en blanding af krigsskibe, handelsskibe, flodpramme, fiskerbåde, trawlere – ja alt hvad der kunne flyde, og der var alt muligt ombord, - uniformerede enheder, der var folketyskere, der havde været draget ud for at kolonisere de nuvundne områder i øst.

De kom hertil i en elendig forfatning. Soldaterne, der kom fra fronten, hvor mange af dem var såret og til tider ret alvorligt, og der var epidemier blandt dem alle – såvel civile som militære, og derfor gjaldt det jo om for dette etapeområde, hvor man jo havde lidt fred, rent vand, læger og i hvert fald en del lægemidler og lignende til rådighed, at lappe midlertidigt så mange sammen, og endvidere give den en lille smule forplejning før transporten gik videre vestover, og det var vel fortrinsvis til resten af Danmark og Slesvig –Holsten.

Han kunne ikke se andet, end at Blanchs Hotel, ligesom de andre af nordbornholms hoteller, der oprindelig var tænkt som feltlazaret, nu blev lazaretter for alt muligt tænkeligt Tysk personel – ligegyldigt hvilken kategori der kom hertil og trængte til sanitær hjælp.

Så i dagene 5. til 9. maj 1945 har der været/kunnet været på disse hoteller kolosalt mange elendigt stillede personer i yderste ynkelige tilstande, og som her kom under en lidt feltmæssig lægebehandling deroppe, og hvor man så prøvede at give dem det bedste man kunne under
en krigsafslutning. Man kan også se, at når dødsfald indtraf på disse lazaretter i maj dagene, har det været sådan, at begravelse på Allinge kirkegård, som man hidtil havde anvendt med cerominel og hvad dertil hørte, og nu ikke kunne foretages der mere. 

Ældre Allingeboere har fortalt ham, at i vinteren 1944-1945 blev der begravet Tyskere – Tysk uniformeret personel på kirkegården, og det med æresbevisning med mere, men af de her omtalte fund tyder noget på, at det har man så ikke kunnet gøre længere, og man har ikke kunnet køre igennem byerne med dem efter den 5, maj, for så ville befolkningen vel nok have råbt forskellige ting efter dem, og fra den 9. maj kl. 1500, hvor Russerne gik i land, har det været udelukket for dem at begrave de afdøde på kirkegårde, så de afdøde er formentlig blevet gravet ned helt tilfældige steder omkring Blanchs Hotel.

Den 10. maj kom Russerne til Allinge-Sandvig, og det medførte en streng tid for de der boende Tyskere. Han er vidende om, at Russernes fremfærd i de første dage var temmelig barsk, hvad der vel ikke var så meget at sige til, for Russerne havde jo selv under deres fremrykning gennem Ukraine, Hviderusland og Polen og den østlige del af Tyskland set og erfaret, hvordan civilbefolkningerne var blevet behandlet af de Tyske soldater, så der var bestemt ingen ømhed dem imellem. Det var for Russerne faktisk sådan, at bare folk havde råbt sammen med Nazisterne, så var de egnede til at blive skaffet af vejen og i en krig tager man ofte den hurtigste og nemmeste måde at løse problemerne på.

Forsættes

Foto: Erik Krog

Ingen kommentarer:

Send en kommentar