torsdag den 16. maj 2013

Sol over solskinsøen Bornholm

Kirsebærtræet i blomst
Da vi kørte hjemmefra, for næsten en uge siden, for at køre til Sønderjylland, var vi meget spændte på, om bøgehækken var sprunget helt ud, når vi kom hjem igen, da vi bor ret tæt på havet i den nordlige ende af Bornholm.

Vi havde ikke de store forhåbninger, da vejret i det "synnejyske" havde været yderst ustabilt mens vi havde været der, og i går bragede det da også løs med store regnskyl, efterfulgt af et kraftigt tordenvejr.

Alt dette slap vi lige nøjagtigt for, da vi kun fik et par enkelte dråber regn på Fyn. Resten af vejen blev vejret bare bedre og bedre, og da vi nåede Sverige, kunne vi fornemme et strålende solskinsvejr i retningen af Bornholm.

Synet af vor grønne bøgehæk, var derfor et rigtigt dejligt gensyn med Tejn, da vi svingede ind på vor vej på Nordlandet. Det var en helt utrolig fornemmelse, at foråret havde taget så meget fart på så kort tid.


Et flot syn op imod en skyfri himmel
I dag gik jeg så en tur rundt i haven, og ikke nok med, at kirsebærtræet var fuld af blomster, så var også en stor del af græsplænen allerede dækket af blomsterblade fra kirsebærtræet.

Foråret har virkelig travlt med, at indhente det forsømte efter en lang vinter. På den anden side, så er det ikke for ingenting, at Bornholm også kaldes for solskinsøen!

Igen i dag har vi et strålende solskin, hvor turisterne cykler rundt på Bornholm i meget let sommertøj.

Det er et herligt syn, der møder én, når blikket rettes direkte op i kirsebærtræet (billedet til højre).

Om ganske få dage er det forbi, så det er bare at nyde det, mens tid er.

Foto: Erik Krog

Ingen kommentarer:

Send en kommentar