lørdag den 15. juni 2013

Stemningsbilleder fra Folkemødet i Allinge

En kulturminister og en højesteretsdommer
får sig en hyggesnak i Allinge
I går var Folkemødet ved at blæse væk i meget hårde vindstød, der havde en styrke, som meget nemt kunne blæse et telt omkuld, hvis man ikke havde set bardunerne godt efter. Blæsten var omkring de 13 m/s, mens vindstødene kunne komme en del højere op.

I dag var vejret noget helt andet. Blæsten havde lagt sig så meget, at den bestemt ikke generede noget som helst - men det bedste ved det hele var, at solen igen havde fået magt over Folkemødet i Allinge. Dette kunne tydeligt ses på alle dem, jeg mødte på min lille tur her til formiddag.

Jeg mødte også nogle venner fra Bornholms Cycle Club. Først rendte jeg ind Ole Karpf, som også er formand for BCC. Han havde selvfølgelig taget cyklen fra Rønne til Allinge, så han også fik en træningstur ud af det. Ole oplyste mig, at solen fik ende omkring kl 18, hvor der så var lovet regn - men der var vi alligevel ikke at finde på pladsen.


Det er ikke ret svært at sætte sig ind i den sommerstemning, som hersker lige her

Uddannelsesministeren lytter opmærksomt
Derefter rendte jeg ind i en anden af mine cykelvenner, Michael Andersen, som i dag også er Havnefoged i Allinge. Selv om Michael havde en travl tid i dag, havde han bestemt også tid til lige at slå en sludder af om cykling. Verdenssituationen må så vente til en anden dag, hvor vi har mere tid.

Selve Folkemødet syntes at leve helt op til sit navn. Overalt var der møder, og kendte politikere, som bevægede sig på Cirkuspladsen eller på havnen, blev standset af den almindelige borger, der lige ville have en kommentar til et eller andet, eller bare et billede af den kendte politiker.

Jeg tog en del billeder, som jeg håber fortæller lidt om den gode stemning i Allinge.



Et panel med bl.a. Henrik Sas Larsen fra S.
Manu Sareen på taburetten


"Bornholmsexpressen" ankommer til Allinge med flere deltagere til Folkemødet

To personer, der stadig holder sammen. Det indtryk fik jeg af at høre på deres "sofasamtale".

Kristian Jensen fra V på havnen i Allinge







Findes der er bedre sted at indtage
morgenmaden?
En tidligere og nuværende borgmester på Bornholm, Thomas Thors og
Winni Grosbøll i et afslappet hjørne ved havnen i Allinge



-og ja, der er vist mad nok til alle i år, pølsemanden har ikke for travlt!
Folkemødet så langt

Man kan vist roligt påstå, at Folkemødet er blevet voksen, når man lader blikket vandre rundt på Cirkuspladsen og videre ned langs havnen i Allinge. Mange af de problemer arrangørerne sloges med de to foregående år, har de fået styr på, hvor et af de største problemer var, om der var mad nok.

Dog har jeg en fornemmelse af, at der endnu ikke helt er styr på trafikken til og fra Allinge, men det er også mange mennesker som Allinge er vokset med.



Poul Nyrup, 70 år i dag

Jeg blev forøvrigt inviteret med til tidligere statsminister, Poul Nyrup Rasmussens 70 år fødselsdag (vel sammen med 20.000 andre i Allinge?), som skulle fejres i dag kl. 12:00.

Jeg blev garanteret en fødselsdag som jeg ikke ville glemme, hvad der så end lå i den bemærkning.

Nu kunne jeg bare ikke lige på det tidspunkt, så den gode Nyrup måtte klare sig uden mit selskab.

Foto: Erik Krog

Ingen kommentarer:

Send en kommentar