lørdag den 20. juli 2013

Diabetes og bivirkninger

Af og til skriver jeg et indlæg om diabetes, da jeg selv har diabetes type 1. Den hjælp man får af sin læge, skal man selv have fat i den ene ende af, for ellers går det galt. Som patient skal man hele tiden sætte sig ind i, hvilken medicin man indtager og hvilken bivirkning medicinen har? Når man så får en ny medicin, har man problemet bivirkning på bivirkninger. Så det det gælder om er, at man skal have så lidt medicin som muligt - og selv gøre en aktiv indsats for at få dette forbrug med.


Kolesterolmedicin

Derfor tager jeg ikke kolesteroldæmpende medicin mere. Medicinen "Simvastatin" gjorde mig søvnløs, og ved at give mig sovemedicin gjorde, at lægen bare påførte mig et nyt problem, så derfor røg medicinen ud. Men, så skulle jeg selv til at gøre en aktiv indsats for at få mit kolesteroltal ned. Dette er lykkedes ved bl.a. kostændring og megen motion.

I dag er mit kolesteroltal helt normalt.


Kosttilskud

Ved en kostændring, skal man være opmærksom på, når man dyrker megen motion, at der er vigtige ting kroppen har brug for, som man sikkert nu - ikke får igennem kosten. Derfor kan man komme ud for andre ubehagelige bivirkninger ved en kostændring.

Jeg var begyndt af få en del kramper - mere end normalt. Tit måtte jeg op om natten, da jeg havde kramper i fødder eller lægmuskler, og når jeg var ude på cyklen, gik det til tider også galt. Efterhånden vidste jeg ikke mine levende råd - indtil jeg talte med en gammel cykelkammerat fra Lyngby. Han anbefalede magnesium og kalk, hvilket var ganske indlysende, da han sagde det. Jeg har jo fravalgt mange mejeriprodukter ved min kostændring.

Det er nok lidt for tidligt at sige, at problemet er løst, men i den sidste uge har jeg ikke haft kramper, og det er usædvanligt - for mig.

Men mit nye kosttilskud har givet mig et andet problem. Det har en påvirkning på mit blodsukker, og det er ret ubehageligt for en diabetiker, men det må jeg få styr på.

Engang imellem er jeg "lidt" træt af den sygdom.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar