tirsdag den 13. august 2013

En lille sjov historie fra Sverige

Vi boede i Sverige i 1975, hvor jeg var ansat som trykker i et trykkeri i Köpinge. Nu var jeg ikke den eneste dansker i trykkeriet, da en anden dansk trykker også havde fundet vej til Sverige.

Den anden dansker, lad os kalde ham Niels, havde købt sig en lille brugt bil, som han anvendte flittigt, til at køre småture med sin lille datter. Niels var fraskilt, så bilen var en af de ting, som han gik meget op i.

En dag kom Niels med et spørgsmål om den kære bil. Det var om en gul lampe, der var begyndt at lyse - hele tiden! "Ved du hvorfor den lampe lyser?" spurgte han mig en dag på trykkeriet. "Ja", svarede jeg, "din bil mangler motorolie". Niels så ud til, at være godt tilfreds med svaret, men så samtidig meget spekulativ ud.

Et par dage senere kom Niels gående på arbejde. Jeg spurgte til bilen - og fik det svar, at motoren var brændt sammen. "Kom du da ikke motorolie på?" spurgte jeg lidt forundret. Niels' øjne lynede mens han svarede, "hvem fanden kan hælde olie ned i det lille hul?"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar