lørdag den 7. september 2013

Handicap Tour de Bornholm 2013

Målet på Slotslyngen
Igen i år stod jeg som depotbestyrer på depot "Slotslyngen", på toppen af Bornholm. Det var motionscykelløbet "Handicap Tour de Bornholm" som blev afviklet i dag, og igen traf jeg mange af de positive mennesker (ja, jeg taler om handicappede), som kom mig i møde som en gammel ven.

Det er ikke kun almindelige cykler der anvendes, nogle
har et handicap, der kræver en anden form for cykel
Når Kim Mortensen, tidligere mangeårige formand for Bornholms Cycle Club, sender mig en sms om jeg er frisk på endnu en tørn som frivillig på depotet, er der kun ét svar fra mig - "Selvfølgelig Kim".

"Handicap Tour de Bornholm" kan slet ikke eksistere uden alle de frivillige, som troligt stiller op år efter år, så derfor er der slet ingen der overvejer deres virke i løbet, og for de handicappede er det den helt store dag, som afsluttes i Nexø med en fest om aftenen. Og festen er bestemt noget de alle ser frem til.

Joel Andersen har fulgt sin Alice hvert år i løbet
Hvert depot fungerer som et mål, så de handicappede sætter sig et mål på et af depoterne, at her vil de gennemføre deres løb. En del gennemfører hele løbet, men det er langtfra de fleste. Men fælles for dem alle er, at de alle er vindere.

I alle årene har jeg haft et kendskab til ægteparret Alice og Joel Andersen fra Kregme i Nordsjælland. Alice blev kørt ned for 13 år siden, og fik en cykel som ses øverst til højre.

I alle årene kunne Alice ikke gå på sine ben - indtil hun for 1½ år siden gik til en "klog mand". Siden har Alice kunne gå ved egen hjælp. Men hun svigter ikke "Handicap Tour de Bornholm", så hun er atter deltager i år på sin specialcykel. I morgen besøger de os i Tejn.

Pludselig var der én der sagde "Davs Erik", og sørme om ikke
min instruktør fra KIF-Fitnes stod foran mig. Louis Sonne var
også blevet frivillig i "Handicap Tour de Bornholm"
I de år jeg har været med som frivillig, er det den tidligere formand for Bornholms Cycle Club, Kim Mortensen, der har været en af de største bærende kræfter i løbet. Kim har ikke bare erfaring med denne slags løb, men har tilrettelagt rigtig mange cykelløb på Bornholm. I sin tidligere egenskab som formand, for dengang den eneste cykelklub på Bornholm, var han også en af de bærende kræfter af Danmarks største cykelløb "Post Danmark Rundt".

Kim har brugt mange kræfter på, at få dette løb til Bornholm, så en af etaperne kunne køres her på øen. Endnu er det ikke lykkedes ham - men hvem ved, Kim er også kendt som enorm stædig.

Foto: Erik Krog

Ingen kommentarer:

Send en kommentar