fredag den 27. september 2013

Højtrykket over Azorerne

En varm kilde på Azorerne. Dem findes der en del af på de kanter
En efterhånden gammel ven, John, og hans kone Rie, har været en tur på Azorerne for at forfølge det højtryk, som vi altid hører om under vejret i nyhederne. Nu var "højtrykket" nok nærmest en tillægssætning i forbindelse med en planlagt ferie på Azorerne, for stedet er bestemt ikke helt uinteressant for turister.

Azorerne ligger ude i Atlanterhavet, ca. 1500 km ud fra Portugals vestkyst. Klimaet er subtropisk, hvilket bl.a. gør, at man har kartoffelhøst seks gange om året, så der er nye kartofler på bordet - hver dag. Måske har de også hørt om stegt flæsk og persille på de kanter, for den er lige til højrebenet med de kartofler.

Så tilbage til højtrykket. Vejret på Azorerne er meget forskelligt fra det øvrige Europa, så selv om Azorerne hører til Portugal, så har vejret altså ikke bare tænkt sig, at rette ind til højre efter de begreber.

Hortensia i massevis - med John placeret længere nede på stien
Øerne består af 9 øer ude i atlanten, hvor det altid er forbundet med stor usikkerhed at forudsige vejret. Lidt på samme måde har vi det her på Bornholm, hvor vejrudsigten siger ét, og de faktiske forhold noget helt andet. For vi har jo Østersøen, der er i stand til selv at danne regnvejrskyer, som selv et vejrkort ikke lige har set komme.

Når vi så taler om øer, der ligger alene ude i det store Atlanterhav, så er det helt andre kræfter, der er på spil. Jeg kender selv lidt til det fænomen fra Færøerne.

På Azorerne kan man have alle slags vejr på én og samme dag - ligesom på Færøerne. Jeg har oplevet at gå til bageren i fuld sol, og inden jeg kom hjem igen, havde jeg været ude i regn, sne og slud.

Der er køer overalt på Azorerne
Da det regner en hel del på Azorerne, med det subtropiske klima som grundlag (hvor det aldrig bliver rigtigt varmt, men med temperaturer på 20 - 27 grader), er dette helt idélle betingelser for planten hortensia, hvilket man hurtigt vil opdage på turen rundt på øerne.

En anden ting man vil opdage er, skriver John til mig, at der er flere køer end mennesker på Azorerne?!? Så skulle der være kød og mælkeprodukter nok til både turister og beboere!

John og Rie kom også gennem byen Ponta Delgada, som er karakteriseret med smalle fortove og ensrettede gader overalt. Fortovene er udført med flotte mønstre, bygget i sort basaltsten og gule limsten, hvor hver gade har deres eget mønster.

Havnepladsen i Ponta Delgada. Læg mærke til de mange mønstre i stenlægningen på fortove og pladsen
Foto: John og Rie Jakobsen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar