fredag den 25. oktober 2013

Gris fra Vasagaard

Grisen fra Vasagaard er ankommet til køkkenet i Tejn.        Foto: Erik Krog
Da Nordmændene besøgte os i sommers, købte de en ½ gris til os.  Grisen blev købt på Vasagaard - og leveret i dag.

Og hvad er Vasagaard så for en tingest? Joh - lidt uden for Svaneke, imod Østermarie, (rigtigt gættet, vi er på Bornholm), ligger denne Vasagaard. På gården bor Thomas Kaas Pedersen sammen med sin familie - og han har gjort det til sin levevej, at producere grise som man gjorde det i de gode gamle dage - og det var lige netop det, som vor norske familie syntes vi skulle prøve.

Randi (vor datter) havde ringet til mig, og spurgt om jeg stadig kunne partere en gris, hvilket jeg selvfølgelig kunne svare bekræftende til - derfor fik vi en hel ½ gris på køkkenbordet i dag. Så var det bare om at gå igang.

Vi er ret spændt på smagen, men efter fedtlaget at dømme, har grisen bestemt ikke manglet noget i kosten - måske har den endda levet af sødmælk, for den er en del federe end en almindelig A1-gris, men vi glæder os til julstegen.

Da vi for mange år siden boede i Köping i Sverige, fandt vi ud af, at svenskerne parterede grise på en helt anden måde, end vi danskere gjorde. Men det betød åbenbart ikke noget for det lokale supermarked i Köping, da jeg bare kunne låne deres pølsemageri - så kunne jeg bare udskære grisen, som jeg ville have den.

Det tror jeg ikke ret mange udlændinge ville få tilbudt i Danmark.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar