søndag den 13. oktober 2013

Vi ældre, computere og internet

Hvilken computer skal vælges, udvalget er meget stort?
Konstellationen ældre, computere og internet kan være en slem en at få styr på, for i november 2014 bliver kommunikationen mellem borgere og det offentlige digitalt.

Jeg kender personligt en del ældre, der slet ikke kan finde ud af en computer, selv om man skriver alt ned om, hvordan de skal finde frem til deres bank m.v.

Og for hvert år der går for den ældre, bliver det bare værre og værre. Men det ser ud til, at man kan lovgive sig til alt - og så er det jo báre dæj'li!

Jeg kan godt forestille mig, at der bliver rigtig mange problemer fremover.

Så er der også det økonomiske i projektet. En computer er ikke gratis, hvilket internettet, som bekendt, heller ikke er. Så her trækker det offentlige bare endnu flere omkostninger ned over de ældre, der ikke har for meget i forvejen - for det er bestemt ikke alle, i den kategori, der har en fed pension at læne sig opad!

Jeg har diskuteret problemet med computernørder, der bare har den opfattelse, at de ældre, af bare stædighed, ikke gider lære det - men masser af ældre, kan overhovedet ikke få systemet ind i hovedet, så enkelt er det.

Men ved at lovgive om tiltaget til næste år, giver det offentlige ansvaret for kommunikationen fra sig. Hvis ikke den enkelte borger svarer og agerer på en henvendelse, så er det alene borgerens ansvar, hvad enten de kan finde ud af det eller ej.

Her på Bornholm har Ældrerådet virkelig fået sig en opgave, som jeg håber de kan leve op til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar