fredag den 29. november 2013

En tur på havnen, - og lidt at tænke over

En mindre båd i inderhavnen i Tejn
I går formiddags, fik jeg besøg af en fotograf fra Bornholms Tidende - udsendt fra Ekstra Bladet. Det var helt efter aftalen med Ekstra Bladet, så der var ikke noget i den retning, der kom bag på mig.

Efterfølgende fik jeg noget frokost, hvorefter jeg tog mit kamera på nakken, for at begive mig en tur omkring havnen i Tejn. Det er egentligt rart med sådan en havn, det var jeg ikke vant til i Hovedgård, den lille by i Jylland, hvor vi sidst har boet.

Turen til havnen havde det formål, at jeg lige skulle tænke over de sidste par dage, hvor jeg fik en henvendelse fra Ekstra Bladet i tirsdags. De ville lige først have oplyst, om det var mig, der skrev på denne blog, hvilket jeg kunne bekræfte. Herefter fortalte journalisten mig grunden til sin, og dermed Ekstra Bladets henvendelse.

"Janne" fra Gudhjem lægger til kaj






Hvert år udskrives der 250.000.000 kolesterolsænkende tabletter til 500.000 danskere, derfor havde Ekstra Bladet søgt på nettet, om der fandtes andre "metoder" end kolesteroldæmpende medicin, som har en hel del uheldige bivirkninger, for at få et for højt kolesteroltal ned!

Derfor var Ekstra Bladet kommet ind på min blog.

I dag var der en livlig aktivitet på havnen







Jeg har skrevet flere indlæg om mine erfaringer med Simvastatin m.v., hvor jeg til sidst smed det hele ud, for at tage sagen i egen hånd. I dag har jeg et acceptabelt kolesteroltal, helt uden tabletter. Jeg har ligeledes skrevet om mine erfaringer om diabetes, og hvordan jeg takler det, da diabetes og et for højt kolesteroltal næsten altid går hånd i hånd.

Engang skrev jeg til borgmesteren om, at der var rod med
olietønder og affald på Tejn havn. Min henvendelse virkede.
Som jeg har opfattet journalisten fra Ekstra Bladet, så planlægger bladet, at udsende et juletillæg, hvor de vil skrive min historie. Jeg har det fint med, at fortælle om mine erfaringer, samt det jeg har gået igennem med bivirkningerne af kolesteroldæmpende medicin - det er der ikke noget nyt i, da jeg selv har skrevet om det på bloggen.

Postbåden "Peter" i Tejn havn - så er det vinter




Når så en journalist spørger helt ind til "benet", så kommer der også noget frem, som jeg helst vil glemme. Men det er en del af historien - derfor måtte jeg en tur på havnen. Nogle sorte tanker, fra bivirkningerne, var kommer helt op til overfladen.

Da fotografen forlod mig i dag, var det med ordene, "det er en rigtig god historie". Det var herefter jeg rigtig begyndte at tænke over, hvad det kan medføre. Nu er det Ekstra Bladet, der har fået historien, og det blad er ikke helt lille i Danmark, men jeg håber ikke, at deres artikel vil føre for megen virak omkring min person - men det må jeg tage derfra, hvis det opstår.

Turen omkring havnen var kold og blæsende, men ellers var vejret solrigt og tørt, så jeg fik taget nogle billeder, som jeg syntes mine læsere skulle have lidt glæde af.
Foto: Erik Krog

Ingen kommentarer:

Send en kommentar