søndag den 3. november 2013

Ældreplejen på Bornholm

Lad mig sige det med det samme, at jeg véd for lidt til, at jeg generelt kan udtale mig om den samlede ældrepleje på Bornholm. Dog har jeg eksempler, der peger hen imod, at når Bornholms Regionskommune tager ud for at besigtige forholdene ved en potentiel "kunde", så er budskabet "hjemmefra", at den ældre ikke skal have hjælp!

Det er den oplysning jeg modtager fra de ældre!

Når jeg så ved selvsyn oplever, at ældre, som er blevet nægtet hjemmehjælp, lever i noget, der kan sidestilles med et meget misligeholdt hjem (sagt mildt), så er jeg ikke i tvivl om, at vor kommune har sparet for meget på den konto.

Jeg har eksempel på, at den ældre har bedt vedkommende om at holde sig væk, da resultatet allerede var "aftalt" på forhånd - da han allerede kunne "høre dette" på kommunens repræsentant. Og jeg taler her om en person, der virkelig har brug for hjælp!

Den almene forståelse for, at hjemmehjælpen er skåret for kraftigt ned, bliver heller ikke bedre, når TV-klip viser en hjemmehjælper støvsuge i et hjem, der nærmest skinner af renhed (hjemmet er vel gjort rent forlods, da TV jo kommer på besøg?).

Vis dog TV-klip fra hjem, hvor den ældre virkelig har brug for hjælp!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar