torsdag den 21. november 2013

Livstegn fra Filippinerne via Alicia på Tasmanien

Filippinerne flygter fra de katastroferamte områder.
Her til morgen fik jeg, via Facebook, en del billeder fra de berørte områder på Filippinerne.

Billederne viser de mange skader, samt de forhold som filippinerne nu lever under, efter verdens værste tyfon havde "besøgt" deres hjemland.

Selv om vi på billederne kan se skaderne, kan vi næppe sætte os ind i de forhold, som de fleste nu lever under i de områder.

Min forbindelse er Alicia Young, som bor i Hobart på Tasmanien sammen med min gamle ven Erik Rudolf.

Et hus før tyfonen. Det er ikke storhed, der præger boligen
Alicia er filippiner, og er fra området ved Ormoc City (ca. 3 km udenfor storbyen), og da jeg spurgte til hendes slægtninge, var der stadig ingen oplysninger for den del af familien, som bor i Samar i Ipil Ormoc. Men for dem der var reddet, var der ingen steder at bo.

Langt de fleste berørte mennesker, er mennesker, der i forvejen er ret fattige, og ikke alene har de nu mistet deres sparsomme tag over hovedet, men også alle deres ejendele er gået til under katastrofen.

Her et billede fra samme sted efter tyfonens hærgen
Som vi også har set på nyhederne, så flygter (flytter) beboerne, fra de ramte områder med de store flytransportmaskiner til andre områder på Filippinerne, da det nærmest er en håbløs opgave, at etablere en bolig eller en indtægtskilde i katastrofeområderne.

Det vil tage flere år inden disse områder atter er på samme niveau som før tyfonens hærgen.
Alicia skriver videre, at hendes fætter med familie i Tacloban, i øjeblikket bor (opholder sig) ved en tante i Negros et stykke tid. De afventer, at familien i USA kan sende dem penge til genopbygning af deres hjem.

Det tager år at genopbygge disse ramte områder
Erik Rudolf fortalte mig tidligere, at Alicia håber, at kunne få noget nær familie til Tasmanien indenfor de næste tre måneder. Så på alle måder, vidner det om et folk, der hjælper hinanden, selv om de fleste bor mange steder overalt på kloden.

Det er bestemt ikke alle, der modtager hjælp fra de nødhjælporgansationer, der er på Filippinerne. Det gør det heller ikke bedre, at flere organisationer nu forlader steder, da den lokale regering fortæller, at deres tjenester ikke længere er nødvendig, så nu kan de udføre deres hjælp et andet sted.

Her er der vand, en luksus der ikke findes alle steder
Desværre taler vi om et land, hvor korruption hører til dagens orden.

Alicia fortæller, at hendes søn oplever, at det kun er udvalgte, der modtager den nødvendige nødhjælp (og her taler vi om stedet, hvor den lokale regering ikke mener, der mere er behov for nødhjælp), hvor sønnen står i kø fra tidlig morgen til sen eftermiddag - og herefter må gå tomhændet tilbage til familien.

For mig står det helt klart, at mange familier på Filippinerne har brug for al den hjælp de kan modtage, så hvorfor iværksætter vi ikke en landsindsamling - på lige fod som den efter tsunamien i Thailand?
Foto: Familie til Alicia Young og US Air Force

Ingen kommentarer:

Send en kommentar