mandag den 30. december 2013

Ny vagtlægeordning = dårligere service?

Erik Krog. Den ny vagtlægeordning er at gamble med
borgernes helbred
I går skrev jeg et indlæg om, at der er rigtig mange dumme ting i Danmark, og jeg har en stærk fornemmelse af, at det kan jeg blive ved med at skrive om.

Vi har fået en ny vagtlægeordning, som allerede nu ser ud som noget, der meget hurtigt kan komme på listen over "dumme ting i Danmark".

Da Regionerne blev skabt, fik vi også nye alarmcentraler. F.eks. blev vi her på Bornholm stillet om til alarmcentralen i Hillerød, som så skulle tage stilling til telefonopkaldene. Det viste sig hurtigt, at de personer, der sad i Hillerød, slet ikke havde kendskab til Bornholm og vore stednavne. Bare dette afstedkom flere livstruende situationer.


Ny vagtlægeordning 2014

Nu har vi fået en ny vagtlægeordning pr. 1. januar 2014, hvor vi så betjenes af sygeplejerske i Region Hovedstaden, der så vurderer, om det skal være en indlæggelse - eller bare en tur til lægen den efterfølgende dag?

Det er et meget stort ansvar, man hermed lægger på sygeplejerskens skuldre! Det skal ikke meget fantasi til, at forestille sig, hvilken farlig situation man pludselig kan komme i, hvis vi taler om et barns sygdom/til skade? I disse tilfælde kan erfaringen betyde forskellen på liv og død, en erfaring, som en sygeplejerske næppe er i besiddelse af.

Så er der den økonomiske del i projektet, som måske vil vise sig, at blive endnu dyrere for Regionen, da erfaringer fra udlandet netop har vist sig, med lignende ordninger, at blive væsentlig dyrere end beregnet. Men naturligvis skal det komme an på en prøve - det er bare borgernes liv og helbred, der her bliver gamblet med!

Foto: Randi Krog Belseth

Ingen kommentarer:

Send en kommentar