mandag den 13. januar 2014

Den syriske tragedie

Henrik er på vej hjem i aften
Det er sådanne billeder, der brænder sig ind på nethinden i Tyrkiet. Det er det
billede Henrik Kokborg fortæller om i sin rapport om familien i vejkanten.












Det er tid, for de danske nødhjælps udsendinge, at tage tilbage til Danmark efter endt mission - en mission, der har gjort sit indtryk på vor udsendte.

Selv om vi her i det trygge Danmark, er "vant til", at blive fodret med alle mulige tragiske indslag i TV - lige ind i dagligstuen til sofaen, så er det indslag vi ikke kan forholde os "rigtigt" til, når nu vi skal være helt ærlige?

Det er jo det der sker - det kan ikke være ret meget anderledes - sådan er det jo! (for at bruge et meget slidt udtryk i dagens Danmark - bare spørg Margrethe Vestager)

Det er noget helt andet at være i situationen, her skal man forholde sig til "rigtige mennesker" - og ikke en TV-skærm. Det er lige netop her, at man skal bestå sin prøve, for du får den tragiske situation helt ind under huden - og kan du så klare det? Det er sådanne billeder, der brænder sig helt ind på nethinden, billeder du tager med dig hjem, som et evigt minde!

Du kan ikke bare stille om til et andet program på fjernbetjeningen.


Rapport fra Tyrkiet:

Så er min (Henrik Kokborg) tur ved at være slut. Jeg rejser i aften kl. 22, men først skal jeg igen besøge lille Mahammed og give ham de stomiposer, som I har været med til at samle ind.

Jeg skal nok lave en lille historie om Mohammed igen, så I kan se, at I har været med til at gøre en forskel.

I dag vil jeg skrive om en oplevelse fra forleden, som påvirkende mig enormt. Kan mærke, at det faktisk er svært at skrive om, men jeg forsøger alligevel.


Familien i vejkanten

Wahid og jeg kom kørende forbi nogle primitive telte, der lå i udkanten af en by. Vi besluttede at besøge dem, der boede der, da vi havde bilen fuld af tøj.

Storfamilien, der boede her, var flygtet fra kampene i Aleppo, og havde slået sig ned i vejkanten, for som de sagde, "det her sted er lige så godt som alle andre steder". Det var tydeligt, at de ikke havde noget at gøre godt med.

Deres øjne sagde det hele. Der var ikke noget håb at spore. De kæmpede for at overleve. alle var meget beskidte, hvilket var meget naturligt, da der ikke var noget vand i lejren. De havde heller ikke ret meget tøj på, og nogle af børnene havde bare tæer - og det er selv om det er vinter hernede!

Da vi åbnede vores bagagerum, for at give dem tøj, blev vi nærmest overfaldet af både børn og voksne. De flåede tøjet ud af hænderne på os, og selv om Wahid forsøgte at få dem til at tage det roligt, var det helt uden virkning. Aldrig har jeg oplevet mennesker så desperate, og det var meget trist at opleve.

Wahid ved bilens bagagerum - med tøjet til flygtningene
Lidt efter lidt kom der mere ro på, og mens Wahid delte tøj ud, tog jeg mit kamera og gik lidt rundt om lejren. Billederne taler vist for sig selv, men jeg vil alligevel fremhæve et. Det er billedet (øverst i dette indlæg) af et lille barn, der sidder på jorden og sutter lidt ketchup ud af en pose.

Hun sad bare midt i det hele - helt alene på jorden. Hun var møgbeskidt og havde ingen sko på til at beskytte sig mod kulden.


Håbløsheden

Jeg satte mig på hug for at tage et billede, og da jeg så hendes ansigtsudtryk, ramte en enorm håbløshed mig.

Her sad jeg, iført stor trøje, jakke, skiundertøj, sokker og varme støvler - dejlig mæt efter lige at have nydt godt af den syriske gæstfrihed ved et tidligere besøg.
Pigen sad fast i min bevisthed, og da vi senere besøgte en organisation, som tog sig af sårede inde i Syrien - og efter at en læge havde vist mig billeder af sårede børn og deres skader - i en halv time - var det hele ved at blive for meget. Da jeg på dette hospital havde besøgt det første barn, der nu lå lam i sengen efter en granatsplint i ryggen, måtte jeg tage mig sammen for ikke at bryde i gråd.
Men alt dette er dagligdag hernede, og det tragiske vil ingen ende tage.

Foto: Henrik Kokborg

Ingen kommentarer:

Send en kommentar