mandag den 6. januar 2014

Så har jeg prøvekørt "Bjergløbsruten"

Her har jeg et lille ophold på den lange bakke på Kjelsebyvej
I går tog jeg min MTB ud på en træningstur på "Bjergløbsruten". Og hvad er så "Bjergløbsruten for noget, for vi taler jo om Danmark, ikk?!?

"Bjergløbsruten" er fundet frem til "Gudhjem Bjergløb 2014", som er et cykelløb for alle dem, der vil prøve grænser af på Bornholms mange bakker.

For selvfølgelig kan et bjergløb kun komme i stand her på øen, dertil er det øvrige Danmark for fladt - selv om jeg godt kan nævne nogle knald hårde bakker i det midtjyske!


Gudhjem Bjergløb 2014
"Gudhjem Bjergløb" afholdes den 25. maj 2014, og man skal nok ikke tilmelde sig, hvis man ikke er nogenlunde god form, dertil er ruten for hård og for teknisk krævende. Så et godt råd, til alle dem, der har "Gudhjem Bjergløb" på ønskelisten, I skal allerede nu gå i skarp træning, hvis I vil fuldføre dette krævende løb.

Kortet over "Gudhjem Bjergløb" 2014
Løbet går gennem noget af Bornholms skønneste natur, og det er ikke for sjov skyld, at løbet kaldes for "Gudhjem Bjergløb", da det strækker sig over 1.300 højdemeter - med stigninger på op til 10 procent, fordelt på bare 93 km.

Selv hårnålesving, kyststrækninger med klipper, havudsigt, brede og smalle veje, skov og ikke mindst tilskuere, som helt sikkert vil tage opstilling op ad den stejle bakke i Gudhjem, som ganske givet vil lede tankerne hen på lidt Tour de France stemning i Bornholmsk regi.

"Gudhjem Bjergløb" er skabt for eliten i dansk cykelsport, hvor der samtidig er plads til de mange motionscyklister, der vil prøve kræfter med nogle af Danmarks stærkeste cykelryttere.

Om jeg deltager? Et meget godt spørgsmål. Lysten er der, men lysten for at tage nogle gode billeder er næsten mere tilstede, så jeg er nok at finde på bakken i Gudhjem med et par kameraer. Men har du lyst og kræfter til, at køre sammen med flere af Danmarks bedste cykelryttere, så er "Gudhjem Bjergløb" http://www.gudhjem-bjerglob.dk/ bestemt et rigtigt godt valg.

Foto: Erik krog

Ingen kommentarer:

Send en kommentar