fredag den 7. februar 2014

Aarhus-København - igen?

Her kører vi gennem Horsens - der er "bare" 300 km hjem
Nu er det ikke et spørgsmål om motionscykelløbet, Aarhus-København, kommer tilbage - for det gør det i år, men spørgsmålstegnet er mere om jeg kunne finde på - igen, at stille op i løbet? Men efter 10 gange, med lige så mange gennemførte af slagsen, må vel være nok - men det er da fristende, da løbet giver mig rigtig mange gode minder.

Løbet var dengang på 359 km, hvor ét af løbene kom op på hele 375 km, da målet blev flyttet helt ind til Christiansborg, hvor de tidligere mål altid havde til huse i Herlev.


Sygdom satte en kæp i hjulet

I 2002 blev jeg udsat for en alvorlig sygdom, der forhindrede mig i at stille op i løbet. Jeg havde ellers tilmeldt mig tidligt til løbet, fordi der dengang var stor rift om pladserne på grund af en deltagerbegrænsning.

Min sygdom var så alvorlig, at jeg tvivlede på, om jeg nogensinde kom tilbage på cyklen igen. Men i Hovedgård havde jeg en nabo, der "tog mig i hånden" og fik mig langsomt tilbage på cyklen. Jeg tror ikke min nabo blev helt klar over, hvor meget han hjalp mig dengang, men vort makkerskab blev til mange træningsture omkring i det midtjyske.

Allerede året efter stillede jeg atter op i Aarhus-København, men denne gang med min nabo, Finn Kjær Jensen, samt dennes gode ven, Palle.

Nu er løbet et meget langt løb, hvor der sker en masse under løbet, både med deltagerne, men så sandelig også med en selv. Man kommer i kriser - som man overvinder, så man tror, at man kan holde en topfart i flere døgn. Dem man følges med, bliver man også splittet fra, for så igen at køre dem op.


Her venter vi på, at komme videre på Sjælland -
godt gennemvåde og kolde.
DMI og vejret

Løbet er ikke bare et cykelløb, det er også en tur på tværs af Danmark, hvor vejret spiller en væsentlig rolle. I den sidste uge op til løbet, bliver DMI's vejrkort studeret temmelig meget. Hver dag bliver DMI's hjemmeside besøgt, og hver dag kan man så læse, at vinden endnu engang er skiftet på løbsdagen. Her får man virkelig en oplevelse af, at DMI ikke har ret meget styr på vejret. Først den sidste dag, inden løbet, kan man være nogenlunde sikker på, at vejrprognosen holder.

Den bedste vindretning er en vestenvind, hvilket er den vind, som er den mest dominerende i Danmark, så chancerne er ret store for denne vindretning. Men netop på denne dag, tror jeg, at vejrguderne har rottet sig sammen om en vind fra øst, for jeg har kørt en del løb til København, hvor vi har har kørt i stiv modvind, men det modsatte har også været tilfælde, og så er farten oppe på et helt andet plan.

Til vejret hører også regn. Det har vi fået en hel del af under disse løb. Andre gange har det samtidigt været koldt, da løbet dengang altid var i slutningen af maj eller i begyndelsen af juni, så en blanding af regn og koldt vejr, har fået en masse deltagere til at opgive undervejs. Men det eneste man kunne holde varmen ved er, at holde en god fart i feltet, samt at arbejde godt oppe foran, så man ikke bare sad "på hjul". Men det var ikke alle, der magtede dette og så slog kulde og regn dem ud.


Planen gennemgås på depotet i Vissenbjerg nær Odense
Turen gennem Danmark

Når man deltager i sådan et løb, så må man ikke glemme at se på landskabet, for det er en fantastisk oplevelse gennem Danmark, hvor man kommer på veje og igennem landsbyer, som man slet ikke oplever på et tur på motorvejene.

I Jylland kendte jeg langt de fleste steder, da jeg har boet i Midtjylland i mange år, hvor jeg har trænet på de jyske sogneveje så meget, at jeg mere eller mindre kender de mindste vejsving og bakker, samt har jeg deltaget i så mange cykelløb, at der ikke er ret meget jeg ikke har set.

Her er vi i Herlev, 359 km er overstået. Palle står i midten,
og min tidligere nabo, Finn Kjær Jensen, til højre i billedet
På Fyn var jeg lidt mere på udebane, her kunne jeg opleve byer, som jeg aldrig havde hørt om, selv om min farmor er født på Fyn, og jeg er ud af slægten Fich med grundstammen i Åsum. Vi skulle helt op til Kirke Såby på Sjælland, før jeg igen følte mig på hjemmebane.

Da vi engang ankom til målet i Herlev, satte jeg mig ned på græsset op til målområdet. To unge piger kom gående forbi mig, mens de sagde en bemærkning om, at det var dumt gjort af mig.

"Hvorfor det?" spurgte jeg undrende, da jeg havde lidt svært ved at tro, at det var til mig spørgsmålet var stillet til. "Joh", svarede de to frække tøser, "for nu kan du ikke komme op igen!"

Foto: Aner det ikke?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar