torsdag den 13. februar 2014

Det bornholmske Nordland

Gudhjem uden turister, men bare vent til maj måned, så bliver pladsen trang
Jeg bryder sammen og tilstår, jeg var en tur på MTB'eren igen i går. Vejret var alt for godt til computeren, og jeg skal nok mere bruge en undskyldning for at tage en tur på cyklen, end det modsatte, derfor skulle cyklen - og jeg, en tur ud i den friske bornholmske luft.

I de sidste flere uger, har min blog været beklædt med billeder af børnehaven på Christiansborg, og selv om jeg tog et par enkelte billeder fra min sidste landevejstræning, så havde jeg alligevel taget mit kamera med - det vrimler jo med motiver i den bornholmske natur.

Kjelsebyvej. Denne vej vil gøre ondt på en del cykelryttere i maj
Vejret viste sig fra den bedre side. Vinden var lidt frisk, omkring de 8-9 m/s, så der var ingen problemer i den retning, og da temperaturen var et par grader over frysepunktet, så kunne jeg slet ikke beklage mig.

Turen gik bl.a. over Gudhjem, da Hammershus er ved at være træt af mig, så er det jo godt, at jeg kan forstå et vink med en vognstang. Men der er bestemt også bakker den anden vej.


Bjergløbsruten

Efter Gudhjem ville cyklen ned over Saltuna, så jeg havde bare at følge med. Da jeg var på vej ud af Saltune, så jeg vejskiltet til "Kjelseby", og inden jeg fik tænkt mig om var cyklen på vej op ad bakken mod Østerlars. Jeg var pludselig havnet på "Bjergløbsruten" - og det kunne jeg ikke være helt utilfreds med.

Nu er bakken ikke helt det samme som, at køre op ad Dovrefjellet i Norge, men en bakke på 3 km kan godt få pulsen lidt op i gear, især når den starter, som den nu engang er indrettet. Lige netop dette skarpe sving mod Kjelseby, vil hurtigt blive meget kendt af deltagerne i "Gudhjem Bjergløb" den 25. maj. Når rytterne skal gennemkøre ruten 5 gange, kan dette godt gå hen og blive lidt "træls".

Og nej, jeg skal ikke deltage. Jeg finder mig et rigtigt godt sted sammen med mine to Canon kamera.


"Hullet på Røbrovej"
"Hullet på Røbrovej"

Et af de steder, på bjergløbsruten, som er kendt af alle cykelryttere her på Bornholm, er bakken på Røbrovej - eller som jeg har dødt det, "Hullet på Røbrovej".

Når man drejer til venstre fra Stangevej ud på Sigtevej, kommer Røbrovej kort efter til højre. Og dem der ikke kender dette store "hul" i vejen, vil nok lige spærre øjnene lidt ekstra op her. Når rytterne rammer bunden af bakken, vil farten være oppe på omkring 75 km/t.

Hjemturen gik ad alternative veje, for der er nok af træningsmuligheder her på Nordlandet, men jeg glæder mig til, at raceren kommer ned fra loftet, da der er væsentlig forskel på, om man cykler på en mountainbike eller en racercykel.

Her til morgen er vejret slået om igen, vinden er blevet hårdere og nedbøren er både i regn og slud, så jeg kan kun glæde mig ekstra over turen i går.

I morgen tager jeg i KIF-Fitness og selvtræner på spinningscyklerne. Jeg er jo, trods alt, kun 69 år, så jeg har mange år endnu på cyklen ;)
Foto: Erik Krog

Ingen kommentarer:

Send en kommentar