torsdag den 13. marts 2014

Bornholm rundt på cykel

I går cyklede jeg Bornholm rundt på en træningstur (103 km) - den første af den slags i år. Hidtil har træningsturene i år været på mountainbike, samt mindre træningsture på raceren, som mest har været her på Nordlandet - og navnlig på "Bjergløbsruten".

Egentligt havde jeg afsat dagen i tirsdags til formålet, men en pensionist ringede mig op, og bad min hjælpe ham med et alvorligt problem, så derfor smed jeg alt hvad jeg havde i hænderne og tog til Rønne. Men da vejret i går var fuldstændigt det samme som i tirsdags - sol fra en skyfri himmel og en vind fra vest på kun 5 m/s - var der slet intet problem i udsættelsen.


Diabetikere, kropssignaler og druesukker

Så blev det tid til druesukker og en udsigt ud over Østersøen
Da jeg nåede mellem Listed og Bølshavn (ca. 20 km hjem til Tejn), havde jeg en fornemmelse af, at jeg var ved at gå sukkerkold!

Når en diabetiker har den fornemmelse, så skal man ikke udskyde det, for det kan blive katastrofalt for både diabetikeren og andre trafikanter - som det helt sikkert vil gå ud over, for en diabetiker kan gå i insulinchok.

Derfor klodsede jeg bremserne og fik fat i tre stykker druesukker, og satte mig ned på et stendige og nød det herlige forårsvejr - og ikke mindst udsigten ud over Østersøen.

Resten af turen hjem kørte jeg i et roligere tempo, hvilket er helt naturligt på grund af de mange bakker og en modvind, og ikke mindst pga. mit lave blodsukker Da jeg kom hjem, målte jeg mit blodsukker - det var 4,8 (normalt er mellem 4 og 7), så mit blodsukker havde været langt nede. Det er altid godt at lytte til kroppens advarsler.

Foto: Erik Krog

Ingen kommentarer:

Send en kommentar