søndag den 30. marts 2014

En lørdag på cykel og råvildt

Om sommeren er udsigten her næsten væk - desværre
I går var vejret så flot, at det ville være kriminelt ikke at tage sig en tur på cyklen, så derfor gik der ikke ret lang tid, før jeg havde gjort raceren klar til en træningstur.

Men inden jeg begav mig ud i den smukke bornholmske natur, gik jeg et par runder i haven - og jeg skal godt nok lige love for, at alting gror i øjeblikket.

Vi er kun i slutningen af marts måned, og det er næsten to uger siden, jeg slog græsplænen for første gang i år, og nu trænger den til endnu en tur. Men plænen fik lov til at vente til i dag - for jeg ville ud på cyklen!

I vinterhalvåret har vi stor glæde af udsigten til Østersøen
Da jeg kort efter rundturen i haven, stod på terrassen - og nød udsynet til Østersøen, kunne jeg godt ærgre mig lidt over, at min nabo - den vej ud mod havet - ikke skærer sine træer lidt ned, for om sommeren er der ikke meget at se, når først træerne er sprunget ud. Selv har naboen ikke et eneste træ ud imod havet, for det spærrer jo for udsigten!!!


Døde rådyr

På min træningstur observerede jeg igen et dødt rådyr i grøften. Det er anden gang på under to uger jeg gør den observation. Jeg har før prøvet at ringe til politiet og anmeldt et dødt rådyr, men det lod ikke til, at det interesserede dem - dyret var jo dødt.

Alt for mange kører åbenbart bare videre, efter de har kørt et dyr ihjel. Hvis man som billist kører et råvildt ned, så skal man både være døv og blind, hvis man ikke har registreret det, og det er man vel næppe, når man kører bil?

Nu har vi også ret mange rådyr her på Bornholm. Vi har faktisk tre gange så mange som i det øvrige Danmark, udregnet i forhold til antal indbyggere, så det forbavser mig ikke, at der af og til bliver kørt et dyr ned - men det fritager altså ikke billisten for at anmelde det til myndighederne. Dyret kan være hårdt såret og efterfølgende dø en langsom og smertefuld død - derfor er det meget vigtigt, at en påkørsel bliver anmeldt så hurtig som muligt!
----

En af de ting, der ramte mine næsebor i går, var duften af nyslået græs fra villahaverne, så foråret har for alvor fået fat i havefolket.

Foto: Erik Krog

Ingen kommentarer:

Send en kommentar