søndag den 16. marts 2014

Solnedgang og to bornholmske restauranter

Villum Clausen

Solnedgang over Østersøen
For et par år siden tog jeg dette billede fra hurtigfærgen Villum Clausen.

Solen var ved at gå ned i vest, hvilket gav en helt speciel stemning på skibet. Det rødorange sollys gav et helt unikt skær gennem vinduerne på hurtigfærgen. Et godt stykke fra os kunne jeg klart skelne et større skib, der trådte meget tydeligt frem - midt i den nedadgående sols skær.

Det var først her, jeg kom til at tænke på mit kamera. Det her burde jeg egentlig tage et billede af - inden solen forsvandt "helt ned i Østersøen" - og navnlig skibet midt i solen! Jeg fik fat i mit kamera i rygsækken, og fik billedet i kassen - dog uden skibet. Villum Clausen skyder jo en fart på 75 km/t.


Nordbornholms Røgeri i Allinge
To bornholmske restauranter

Der er to restauranter her på Bornholm, som jeg må tilstå, at vi altid "slæber" vore venner og familie med hen på.

Nu er Bornholm jo ret kendt for "Sol over Gudhjem" - altså retten, så det med en røget sild med tilbehør, hører jo på en eller anden måde til det vore gæster SKAL opleve.

Derfor er Nordbornholms Røgeri meget i højsæde til dette formål, og jeg må indrømme, at et besøg her på denne fiskerestaurant, altid har været en succes. Nu vrimler med supergode fiskerestauranter her på Bornholm, så det kan godt være svært at vælge den ene fra den anden, men vor favorit ligger altså i Allinge.

Turisten snyder sig selv uden et besøg på Bryghuset i Svaneke
Også Bryghuset i Svaneke høster mange flotte ord fra vore gæster, som ikke mindst gælder den øl, som bryggeriet selv fremstiller. For hvert år kan Svaneke Bryghus diske op med helt nye varianter af deres meget smagfulde produkter.

I flere år, har vi haft besøg af vore venner fra Lyngby, og turen går hver gang omkring Bryghuset i Svaneke, hvor vi nogle gange har haft vor "stamplads" i den hyggelige restaurant.

Når så maden tillige med er af bedste kvalitet, som vi har oplevet det, så bliver fornøjelsen af bryghusets øl bare prikken over i'et. Bryghuset i Svaneke er altid et godt valg.

Foto: Erik Krog

Ingen kommentarer:

Send en kommentar