fredag den 11. april 2014

Cluny Power Station, min gamle arbejdsplads

Cluny Power Station på Tasmanien - ved floden Derwent River
I 1967 arbejdede jeg på det tasmanske kraftværk, Cluny Power Station, som er bygget over floden Derwent River. Langs denne flod, blev der dengang bygget en række kraftværker, hvor min gamle ven, Erik Rudolf, var med til opbygningen af det værk, som ligger lidt længere oppe af floden, Repulse Power Station. Fælles for alle disse kraftværker er, at de blev bygget af det store tasmanske elselskab HEC.

Da jeg kom tilbage i 2007, var det 40 år siden jeg havde været på de kanter, så jeg var meget spændt på, at gense værket - og ikke mindst, hele det område, som vi levede i dengang.

Den eneste forskel - 40 år efter - var, at kraftværket kørte (værket var endnu ikke helt færdigt, da jeg rejste til Danmark igen), samt, at de gamle udtjente rutebiler, som vi anvendte til kantine - og de fælles lokummer, var væk. Af en eller anden uforklarlig grund, stod det omtalte ikke så langt fra hinanden.


Nedkørslen til Cluny Power Station havde ikke ændret sig i 40 år
Kantine og lokum

De fælles lokummer var helt uden døre, så vi havde en pragtfuld udsigt til det tasmanske højland. Omvendt var udsigten ikke så pragtfuld, da forbipasserende kunne se direkte ind på os, der sad på tønden med bukserne nede om anklerne. Hvis man var sart, var det en af de første ting, man fik lagt fra sig.

De gamle udtjente rutebiler, som stod uden hjul, var det sted vi spiste i. Vi havde mad med fra arbejdslejren, Wayatinah, så en af de første gange vi entrede "kantinen", var vi ikke så velset i bussen - vi var jo de nye. En gammel australier sad og småsnakkede med sig selv, troede vi. "It's a bit crowded in here" - sagde den ældre mand halvhøjt. Rudolf og jeg så op på hinanden, for det var jo os han mente. Vi tog vor medbragte mad, og gik ind i den anden bus. Jeg smågrinede, for manden var sgu ikke uden humor.


Denne "toiletrulle" sad på væggen inde på kraftværket
Repulse Power Station

Naturligvis skulle vi også se det kraftværk, som Rudolf havde været med til at bygge, før jeg ankom til Tasmanien. Rudolf havde slet ikke set værket i brug, så efter så mange år på Tasmanien, havde han noget til gode.

Det var klart, at der var stor glæde fra Rudolfs side til et gensyn med det gamle kraftværk. Noget af det første vi fik øje på, da vi kom ind på værket, var "en toiletrulle", der var ophængt så enhver straks fik øje på den.

Alle kraftværkerne langs Derwent River, bliver kun efterset én gang i døgnet af en enkelt mand, da værkerne er så effektive indrettet i dag, at der slet ikke er behov for det store personale mere.



Det var underligt at være tilbage ved den store turbine
Cluny Power Station

Det var meget underligt at være tilbage på vor gamle arbejdsplads - 40 år efter. Jeg gik ned til den store turbine, hvor jeg genkaldte de mange stemmer fra dengang vi arbejdede der. Vi var alle mulige folkeslag samlet, hvor en masse underlige sprog dengang var en helt naturlig ting i vore ører.

Vi lærte hurtigt at bande på jugoslavisk (hvilket jeg stadig kan), samt havde vi vore bataljer med grækerne, hvor det nær var endt galt.

Året før var en ny lov blevet vedtaget i Australien, en lov der gjorde det ulovligt at gøre forskel på farvede og hvide.

Vi fik oplyst af nogle sydeuropæere, at vi ikke måtte blande os med de sorte fra Australien og New Zealand. Dette ignorerede vi selvfølgelig, for det skulle de ikke bestemme. Det havde nær kostet Rudolf livet. Men de fik aldrig deres vilje, så vi sad hver aften - og i arbejdsbussen hver morgen, og tæskede i kortene - sammen med vore to "noget mørkere" venner, Salty og Jim. Efterhånden var der ingen, der gad sige noget til os.

Foto: Erik Krog og Erik Rudolf

Ingen kommentarer:

Send en kommentar