onsdag den 30. april 2014

Livet det forbandede

Så skete det igen. En bog, der beskriver råddenskab indefra - på samme måde som "Den hemmelige socialdemokrat". Jeg skrev dengang, at vi lige så godt kunne vende os til den slags beskrivelser, for vi har fået så meget fiktion, at kun den ægte vare kan overgå fantasien.

Bogen "Livet det forbandede", skrevet af journalisten Ken B. Rasmussen, har allerede trukket så dybe spor, at det har kostet den tidligere chefredaktør på "Se og hør", Henrik Qvortrup, sin stilling på TV2. Og det kan blive spændende at læse, hvilke andre lig fra lasten bogen vil bringe frem for dagens lys.

Henrik Sass Larsen (S). Nets sikkerhed er i OK - eller er den?

Nets

Se og hør har benyttet en kilde fra "Nets" til at videregive kreditkortoplysninger om kendtes færden. Det får mig til at tænke på, at "Nets" er blevet solgt til USA, et salg der skabte bekymringer vedrørende sikkerheden om kreditkortets oplysninger.

Dette fik den socialdemokratiske Erhvervs- og vækstminister, Henrik Sass Larsen, til at komme med udtalelser som, at sikkerheden af "Nets" oplysninger er beskyttet af loven, så der var slet ingen problemer i den retning. Ja, Henrik Sass Larsen gjorde næsten nar af den "bekymring", for han forstod den slet ikke!

Den lovbeskyttelse har sgu hjulpet fedt!

Når et kendt sladreblad kan få oplysninger ud af Nets, ved at have en Nets-medarbejder på lønningslisten, så giver jeg ikke meget for den lovbeskyttelse. Ikke engang i Danmark er sikkerheden åbenbart god nok, hvordan vil det så være i USA?

Det lader til, at vore medier/journalister er villig til at gå til meget grove lovovertrædelser, for at få de "bedste nyheder" - hvad bliver det næste vi hører om, for der er næsten garanti for mere snavs i den branche.

Foto: Fra nettet

Ingen kommentarer:

Send en kommentar