lørdag den 31. maj 2014

2. dagen på MTB Stage Race Bornholm

Nogle MTB-ryttere havde meget fart på
I går gik det løs i Vang for de mountainbikerytterne, der deltager i 3-dags etapeløbet "MTB Stage Race Bornholm 2014. Anstrengelserne gjaldt en enkeltstart på en rute, som bød på lidt af hvert.

Koncentrationen lyser ud af rytteren på bakken












Den gamle vandmølle i Vang

Jeg var blevet placeret ved den gamle vandmølle, lige oven for havnen, hvor stien fra naturruten, der går fra Gines Minde til Vang, krydser løbsruten midt på den stejle bakke, der fører ned til målet i Vang havn. Opgaven gik bl.a. ud på, at få rytterne til at dæmpe farten i bakkesvinget, der bestod af løst grus, men opgaven var nok mere fokuseret på turister og andet godtfolk, der bevægede sig i stisystemet.

Jeg må indrømme, at det til tider var lidt af en opgave, så engang imellem råbte jeg ret højt - men det var af hensyn alles bedste, idet nogle af rytterne kom farende med næsten 50 km/t. Da løbet var færdigt, kunne jeg så konstatere, at ingen var kommet til skade.

Jeg havde en travl dag, bl.a. med kameraet

En nordmand

På et tidspunkt fik jeg besøg at ryttere, der havde kørt dagens løb, men var interesseret i, hvordan andre kørte på "min bakke", da den var lidt af en udfordring.

En far og søn (tror jeg) var lidt snaksaglig, hvilket bestemt ikke gjorde noget, da en flagpost godt kan være lidt ensom til tider. Jeg spurgte, hvor de kom fra, da jeg kunne høre, at de slet ikke var fra Bornholm. Manden var fra Norge - men boede i Danmark. Lidt morsomt, da jeg har en datter, som er gift med en nordmand og er bosat i Norge. Det fik vi lige lidt tid til at gå med.


Video

Jeg tog en del video i går, da lyset hele tiden vekslede i skoven, så det var så som så med billedkvaliteten af rytterne, der kom farende ned ad bakken. Nu var det ikke alle, der havde lige meget fart på, men jeg var vildt imponere af de mindre børn, der ikke bare susede ned ad bakken, men også trådte rundt i svinget. Mange af de voksne ryttere tog den lidt mere gelinde rundt i svinget.

video



Lidt af det færøske team
Færøske MTB-ryttere

På min post så jeg en rytter, der bar en færøsk cykeltrøje. Det var helt nyt for mig, da der bestemt ikke var cykelklubber på Færøerne i min tid på de stormomsuste øer i Nordatlanten. Den rytter skulle jeg helt sikkert hilse på, når dagens arbejde var overstået.

Da jeg kom ned til målområdet efter løbet, fandt jeg hurtigt den færøske rytter. Det viste sig, at han ikke var alene, men mindst fem ryttere fra Færøerne havde fundet vej til Bornholm.

Nu er befolkningstallet på Bornholm og på Færøerne stort set det samme, men når man møder en færing, har man altid et eller andet bekendskab til fælles på Færøerne. Den regel gælder slet ikke på Bornholm, har jeg erfaret. Det varede da heller ikke ret længe, før vi havde pejlet os ind på vore fælles bekendskaber, og kort efter var det som vi havde kendt hinanden i en menneskealder. Lidt skægt.

Foto: Erik Krog

fredag den 30. maj 2014

Lars Løkke Rasmussen som statsminister?

Lars Løkke Rasmussen (V)
For kort tid siden (lige før den sidste krise om tøjbudgettet for Lars Løkke Rasmussen), sagde omtalte formand for Venstre, at han ikke ville være Statsminister for enhver pris!?!

Den sidste tid har vist, at Lars Løkke Rasmussen vil gøre ALT for at blive Statsminister!

Uanset hvilken partifarve vore politikere har, vil de havne her på bloggen - hvis de jokker i spinaten, så det er bestemt ikke på grund af Venstre, at jeg skriver om Lars Løkke Rasmussen.

Nu er det ikke min stil, at sparke til en mand der ligger ned, så jeg vil slet ikke supplere med min mening om Venstreformandens evner som Statsminister - det har jeg hele den danske verdenspresse til.

Foto: Fra nettet

torsdag den 29. maj 2014

Post Cup - en succes på Bornholm

Da jeg mødte op i søndags som hjælper til Post Cup (Gudhjem Bjergløb), havde jeg en hel klar fornemmelse af, at intet måtte gå galt i dette løb. Bornholms cykelsport, ledelse og hjælpere m.v. var oppe til eksamen - hverken mere eller mindre.

I går fik vi en tilbagemelding fra styregruppen:

Jeg vil hermed godt takke dig for din store hjælp til afviklingen af Gudhjem Bjergløb og anden afdeling af Post Cup 2014. 

Vi i styregruppen havde sat os for at afvikle landets mest sikre cykelløb, nok et noget højt mål, men det lykkedes jo til punkt og prikke. Det har du som hjælper taget en stor andel i.

I Gudhjem Bjergløb deltod 470 ryttere og i Post Cuppen 115 ryttere samt en herlig masse tilskuere. Det blev en helt fantastisk dag, begge cykelløb blev afviklet uden uheld og det hele kulminerede med at Magnus Cort kørte først over målstregen i Post Cuppen samt Emil Toudal blev en flot nummer tre i motionsløbet.

Du har været med til at give alle der så og deltog i cykelløbene en uforglemmelig dag.

Vi har sammen skabt en event som er til gavn for hele Bornholm, cykelsporten og ikke mindst Gudhjem by. Deltagerne og deres familier har set hvad vi på Bornholm kan præstere og fået en fornemmelse af vores unikke ø. Vi kan håbe på at mange vil komme igen, måske nogle endda begynder at tænke på at flytte til Bornholm.

Når turister ligger penge til overnatning, forlystelser og mad, så vil disse steder jo bruge nogle af indtjeningen på vedligehold, indkøb, nytænkning og bum så kører hjulene i den rigtige retning til gavn for hele Bornholm.

Vi har fået og får stadig mange roser for planlægningen og afviklingen af begge cykelløb.

Politikommisær Jan Egelund sagde til beredskabsmødet at det er utroligt flot og sikkert planlagt, noget af det bedste som han har været med til.

Sportsdirektør i Danmarks Cykelunion Lars Bonde sagde efter Post Cuppen, at han på det kraftigste vil anbefale at der køres flere store cykelløb på Bornholm. Vi har vist for hele cykelsporten i Danmark, at selv om at vi er en lille ø, så kan vi godt stå for sådanne store cykelarrangementer.

Jurypræsident og chefkommisær fra Danmarks Cykel Union Jan Kreutzfeldt skriver i hans evaluering:

“Et fantastisk arrangement som der ikke er noget at sætte en finger på. Arrangementet var et DM/Post Danmark værdigt og folkene bag er meget dedikerede på deres opgaver. Ruten var helt ensrettet og den lille rude fuldstændigt lukket af for trafik. Der var sågar malet forgængerovergange der hvor tilskuerne kunne/måtte krydse ruten, simpelt hen en rigtig god oplevelse som var bakket op af Politiet, så alt kørte uden problemer. Fantastisk løb. Fantastiske rammer. Virkelig dedikerede arrangører samt folkene omkring dem. Arrangementet var så flot at det kunne have været en DM eller etappe i Post Danmark Rundt værdigt. Der er ikke noget at sætte en finger på”.

Det er lidt svært at kapere al den ros, men sikkert er det - at efter mange  mange timers planlægning er alle med til at gennemfører sådanne et helt igennemt fantastisk arrangement og cykel event.

Hvis vi skal lave noget lignende næste år, vil jeg da håbe, at vi igen må kontakte dig for at spørge om du vil give en hånd med.

Jeg vil meget gerne have kritik af din opgave eller oplevelser på dagen, du kan enten maile dem til mig eller ringe.

Sluttelig vil jeg igen på vegne af Bornholms Cycle Club, sige dig mange tak for din store hjælp og ansvarsbevidsthed.

Med venlig hilsen
Ole Karpf


Bornholm bestod :)

onsdag den 28. maj 2014

Danish Crown lukker på Bornholm

Ifølge dagspressen lukker Danish Crown i Rønne til efteråret. Jeg går ud fra, at ledelsen i Danish Crown har vist om denne beslutning før de danske journalister, men alligevel nåede nyheden, om den forestående lukning, frem til slagteriarbejderne i Rønne gennem medierne - og IKKE via ledelsen i Danish Crown.

Slagteriarbejderne er herefter gået i kantinen og nægter at gå i arbejde. Når jeg læser om, hvordan nyheden om lukningen er nået frem til de ansatte, så forstår jeg godt arbejdsnedlæggelsen. Denne form for komminikation fra Danish Crown's side, er simpelt hen for dårlig.


Frist til mandag kl. 09:00

Ifølge www.bornholm.nu  har fødevareforbundet, NNF, frist til på mandag kl. 09:00 til at undgå en lukning (det hænger ikke helt sammen med det man kan læse og høre på TV 2 NEWS om lukningen i morgen nyhederne).  Dog mener ledelsen i Danish Crown, at det ikke er muligt at redde de 190 arbejdspladser, fordi NNF har afvist, at slagteriarbejderne kan gå ned i løn.

Der er op til 200 andre arbejdspladser på Bornholm, der ligeledes bliver ramt af lukningen.

MTB Stage Race Bornholm 2014

Meget hurtigt, efter en stor cykelsucces er overstået, står der et nyt cykelarrangement på programmet. Det drejer sig om Team Cycling Bornholms tredagsløb, "MTB Stage Race Bornholm", der starter i Almindingen torsdag den 29. maj - fortsætter i Vang om fredagen og slutter lørdag den 31. maj i Sandvig.

http://www.mtbstageracebornholm.dk

Siden dette løb startede for 4 år siden, har arrangementet vokset sig større og større for hvert år. Sidste år var der 140 deltagere i løbet, og i år er der i omegnen af 200 ryttere til start. Med så mange ryttere, er det klart, at en del må komme fra den anden side af vandet, hvilket naturligvis også er tilfældet, for MTB Stage Race Bornholm er blevet noget af et tilløbsstykke, da Bornholm kan byde på landets bedste løbsruter og terræn for en ægte MTB-rytter.

Jeg var med som hjælper i det første løb af MTB Stage Race Bornholm, hvor jeg de sidste 2 år har været forhindret - men i år er jeg igen med på banen. Jeg håber at kunne stå et sted, hvor jeg vil være i stand til, at tage nogle gode billeder.


MTB Stage Race Bornholm - et løb for den kræsne MTB-rytter
De tre dage på Bornholm

Den første etape starter i Almindingen ved Rytterknægten, som har været startsted for mange andre MTB-løb her på Bornholm, så de bornholmske ryttere har også her en fordel i at være lokalkendt.

Dog skal ingen forvente at få noget foræret, for der vil blive kamp til stregen.


Der er masser af udfordringer i løbet

Alle deltagere, på nær de helt yngste, skal ud på en 6 km rute. Og som jeg kan huske stedet, så kan ruten godt stille nogle store krav til rytteren - især ved regnvejr.

Men nu befinder vi os jo på solskinsøen, så det er nok udelukket. Dog røber jeg nok ikke for meget ved at skrive, at ruten er teknisk krævende.

Den anden etape køres i Vang, der i år køres som enkeltstart med to omgange igennem granitbruddet. Det skal nok vende lidt op og ned i stillingen.

Tredje og afsluttende etape køres i området på Hammeren - med start og mål ved Sandlinjen. For børn, unge og motionsklassen køres en kortere rute end eliten, som skal ud på en tur omkring Opalsøen, Hammerhavn og helt op til Hammershus ruiner - og retur.

Dette er ikke bare en teknisk krævende etape, men også en fysisk krævende etape, der nok skal få et par ryttere til at komme på kanten af deres formåen.

Foto; Venligst udlånt af Team Cycling Bornholm og Erik Krog

tirsdag den 27. maj 2014

Danish Crown på Bornholm

De ansatte på Danish Crown i Rønne stemte i går (igen) om, at gå 8 procent ned i løn. Lønnedgangen skulle så indgå i en såkaldt "Bornholmerfond". Danish Crown ville så love, at de ville investere i det meget nedslidte bornholmske slagteri.

Resultatet af afstemningen viste (igen), at de bornholmske slagteriarbejdere stod ved den tidligere afstemning, så resultatet blev et nej til en lønnedgang.

Man kan roligt sige, at de ansatte på Danish Crown i Rønne, selv har haft kniven for struben, da de er blevet stillet i udsigt, at ved et nej ville slagteriet blive nedlagt. Med det som baggrund, kan jeg kun have stor respekt for det afstemningsresultat.

Der er tale om 190 ansatte, der nu kan miste deres arbejde, hvilket vil have stor indflydelse på situationen på Bornholm, der allerede er ramt af stor arbejdsløshed.

mandag den 26. maj 2014

2. afdeling af Post Cup i Gudhjem

I går blev 2. afdeling af Post Cup serien afviklet i Gudhjem, en tur for vore professionelle cykelryttere på 175 km i det mest bakkede terræn, der kan opdrives i Danmark. Løbet blev afviklet som Gudhjem Bjergløb. Motionisterne havde terrænet om formiddagen, hvor de professionelle overtog landevejene efter kl. 12. dette betød, at posterne havde en travl dag.

video

Jeg stod som flagpost på toppen af en lang bakke på omkring 3 km, hvor jeg forsøgte at tage lidt billeder, samtidig med, at jeg fungere som flagpost for rytterne.

Da jeg blev afløst kl. 13, så jeg motionsryttere, der havde gennemført deres løb på 93 km om formiddagen, blive indsat som poster på ruten. Denne indsats har jeg stor respekt for.


Feltet er trukket helt ud på 2. omgang


Post Cup finalen


video


Magnus Cort på podiet

Allerede på første omgang skete der udbrud, og på videoen øverst i indlægget, som er fra første omgang, kan man se udbrydernes forspring. Dette forspring voksede sig til 6 minutter under løbet. Udbruddet blev endeligt kørt ind på den sidste omgang inden opløbet, hvor bornholmske Magnus Cort, fra Team Cult slog alle i spurten op ad den stejle bakke i Gudhjem by.

Løbet blev, som jeg havde håbet, en stor succes, og jeg håber dette kan blive til et brohoved til en etape til det store danske cykelløb "Post Danmark Rundt", for vi viste, at vi kan klare løb af denne størrelse.

Foto og video: Erik Krog

søndag den 25. maj 2014

Skal Øl-reklamer forbydes?

Hørte for et par dage siden, at EU er på vej med et forbud for Øl-reklamer,  samt, at der sættes en advarsel på flasker og dåser, da EU betragter øl som usundt på lige fod med cigaretter.

Jeg ryger ikke, og jeg drikker meget lidt øl (så jeg er nok kedelig?!?) og spiritus rører jeg mindre end lidt, så et forbud af omtalte reklamer rører nok ikke mig! Problemet er, at omtalte produkter er lovlige i handel, så derfor kan jeg ikke se det rimelige i et forbud/advarsel.


Hvad så med franskbrød?

Hvis det udelukkende er på grund af usundheden, bliver det næste et forbud/advarsel imod alle varer, som der er hvedemel i - brød, pasta og lignende. Når vi spiser et stykke hvidt bagerbrød, omdannes det til glukose (bare et stykke franskbrød kan få blodsukkeret hurtigt op), og hvis man så ikke brænder det sukker af, i en eller anden form for energiudfoldelse, sætter det sig som fedt.

Og når jeg nu kommer ind på fedt, hvad så med kød over en vis fedtprocent, skal der så også et advarselskilt på det? Hvad med sukkerholdig sodavand, slik m.v. - alt hvad vi omgiver os af, er på en eller anden måde usundt. Men det er lovligt i handel, og når det er det, må det også være lovligt at reklamere for det!

Lidt for meget EU til tider
Lotto!

Skal tipstjenesten så også klister en advarsel på lottokuponerne om, at spil kan udvikle ludomani?


EU passer på os?

Endnu et eksempel EU's formynderi!

lørdag den 24. maj 2014

Gudhjem Bjergløb på søndag

Så er der bare en enkelt dag til det store "Gudhjem Bjergløb", der nok må betegnes som det hårdeste cykelløb på dansk grund - overhovedet.

Løbet er med i Post Cup serien, og dermed et kvalifikationsløb til Post Danmark Rundt 2014, så vi har rigtig mange af Danmarks eliteryttere med i bjergløbet.

Også motionseliten er med - bare ikke på samme tid. De kører fra kl. 07:45 og "kun" fem omgange - en tur på 93 km. Eliten starter kl. 12 og kører 7 omgange og med den afslutning gennem Gudhjem havn og by, bliver det helt sikkert en publikumsmagnet, der vil trække alle de tilskuere, som kan stoppes ind i Gudhjem. Dette løb forventes afsluttet omkring kl. 16:30

Vejret er også i den grad med arrangørerne. Ingen nedbør, 17-18 graders varme, og en vind på kun 4 m/s, det er bare helt optimalt.

Jeg er selv på plads som flagpost på toppen af den lange bakke på Kjelsebyvej, så hvis situationen er til det, vil jeg tage en del billeder dér. Der skal nok vise sig noget, der er værd at have i kassen. Men først og fremmest gælder det rytternes sikkerhed ved udkørsel på Nybrovej. Det er derfor jeg står der.

Alle, som bare har haft den mindst berøring med cykelsporten på Bornholm, er indkaldt i morgen som hjælper. Så fra kl. 13 bliver jeg afløst. Herefter skulle der være rigelig tid til at tage en masse billeder i Gudhjem.

Det bliver rigtigt stort i morgen :)

Foto: Randi Krog Belseth

fredag den 23. maj 2014

En "rulletur" på de bornholmske veje

Ramsløg ved Døndalen
Dagen i går var på mange måder en travl dag. vi havde bl.a. været i Rønne for at ordne forskellige ting, købt ind i Allinge, malet udhus og en del andre småting - men jeg ville en tur på landevejen, hvilket jeg først fik tid til omkring kl. 16.

Jeg var både stiv og træt i kroppen efter dagens arbejde, så det varede lidt inden jeg fornemmede den rullende følelse ved cyklingen. Dette bevirkede bl.a. at træningen i går blev til en "rulletur" - men det vigtigste var, at jeg kom ud.


Ramsløg

Jeg har hørt, at den nye krydderidille, som ramsløg er en del af, koster en hel del på den anden side af vandet. Her på Bornholm vader vi næsten i ramsløg hvor vi går. Enhver have med respekt for sig selv - her på Bornholm, har ramsløg, og hvis ikke, er der tonsvis af dem i Døndalen.

Kirken i Rø. Se lige den skyfri himmel
Da jeg fortsætter op af bakken i Døndalen, ser jeg ud af øjenkrogen en bekendt i sin Skoda, men det går så hurtigt, at jeg ikke når at hilse.


Rø, en meget lille by

Ved Rø skal jeg lige have et billede af kirken. Jeg havde jo lovet, her på bloggen, at jeg ville have nogle bornholmske billeder i dette indlæg, derfor havde jeg mit Canon G9 med på turen. Rø er en meget lille by, hvis man da kan kalde Rø for en by, for der bor kun omkring 100 personer i Rø.


Ud på de små veje

Det er udmærket at træne på de større veje, men man snyder sig selv ved ikke at køre på de meget mindre veje, hvilket mange bestemt ikke gør, så her er trafikken næsten ikke at mærke - herligt.

Når man kører på de mindre bornholmske veje, kommer man ud for et sceneri som dette. Og jeg nyder synet.


Klemensker i højlandet

Klemensker er en af de byer jeg næsten altid kommer igennem på mine træningsture. Den lille by ligger i det "bornholmske højland", det er også her, at jeg vintræner på indendørs cykler i KIF-Centret lige overfor Superbrugsen.

 Når man kommer af de små veje mellem Årsdale, Nyker til Klemensker, får man dette syn af byen. Et rigtig flot skue.

Den gamle kro i Klemensker
Da jeg kører ind i Klemensker, kommer jeg forbi Bornholms sidste landevejskro. Den blev solgt for ikke så lang tid siden, efter den havde stået til salg i meget lang tid.

Det vil koste et par bondegårde at sætte den helt i stand, men det ser jeg frem til, for den gamle bygning er det værd.

Kirken i Klemensker. Bemærk igen den skyfri himmel. Det er jo solskinsøen.
Lige ved siden af kroen ligger kirken, en kirke som kan ses fra lang afstand (se det store billede ovenfor, hvor kirken rager godt op over byen) Jeg har endnu ikke været inde i kirken - heller ikke i kirken i Rø, for de fleste kirker er efterhånden låst, men det skal nok lykkes mig en dag, at ramme et tidspunkt, hvor jeg kan komme ind.



Hjem igen

Da jeg kom hjem igen, blev jeg mødt af et henstilling fra Birthe - om at tage mit blodsukker, for jeg var askegrå i ansigtet - fik jeg oplyst. Mit blodsukker havde sneget sig ned på 2,9, hvilket jeg ikke kunne mærke - lige ud over, at jeg syntes min form var elendig. Det lave blodsukker var skurken i dette tilfælde. Mange diabetikere kan slet ikke tåle at komme så langt ned. Jeg kan gå en hel del længere ned, uden at gå i chok, hvilket jeg stadig har "til gode".

Foto: Erik Krog

torsdag den 22. maj 2014

Borgmester og telefoni

Jeg véd det godt! Jeg har skrevet lidt for meget om politikere på det sidste, men der kommer lige et sidste indlæg, et indlæg der kan få lidt ekstra gang i politikerleden, inden jeg i morgen går over til lidt bornholmske billeder.


Odenses socialdemokratiske borgmester, Anker Boye
Borgmester Anker Boye

Den socialdemokratiske borgmester i Odense, Anker Boye, har brugt sin mobiltelefon på en ferierejse i Tyrkiet, hvilket har betydet en telefonregning på 245.057 kroner.

Denne oplysning kunne vi læse om for et stykke tid siden, men samtidig kunne vi så også læse, at samme Anker Boye ikke ville acceptere telefonregningen, da han slet ikke kunne genkende dette enorme forbrug.

Anker Boye havde taget sin arbejdstelefon med på ferie - men det var sidste gang han gjorde det, for den regning kunne slet ikke sin rigtighed?!?

Odense kommune kvitterede da også med et erstatningskrav til TDC på ikke mindre end 9.5 millioner kroner for fejl i telefonregningerne. Men ifølge TDC, kan man kun opnå det beløb på 245.057, hvis man svarer ja på sendte sms'er fra TDC om, at hæve forbrugsgrænsen - hvilket Anker Boye har gjort ifølge TDC.

Siden har Anker Boye erkendt sit forbrug, men kan dog han ikke huske, at TDC skulle have sendt omtalte sms'er. Har siger, at han får så mange sms'er, som han skal svare bekræftende på, derfor kan han ikke huske dem. 
En borgmester der bare svarer ja til hvad som helst - uden at være helt klar over, hvad han svarer på - den tror jeg ikke på. I så fald skal han vist finde sig et andet arbejde! Måske har Anker Boye bare brugt det nu helt lovlige begreb - "nødløgn" - til sit forsvar. Det er jo før brugt i de kredse! 

Nu er der fri telefon for borgmesteren, så til sit forsvar siger Anker Boye, at han bare har passet sit arbejde.

Nu var borgmesteren på ferie, så han var altså ikke på arbejde, derfor ville det være på sin plads, hvis Anker Boye selv betalte omtalte telefonregning, og ikke bare sendte den videre til Odenses borgere. 

- og 3 gigabite data er immervæk en hel del!

Foto: Fra nettet

onsdag den 21. maj 2014

Løkkes livsstil

Hvis du tilbød Lars Løkke Rasmussen (V) en lillefinger, ville han sikkert tage
hele hånden - kunne jeg tiltro ham
Når man ser helt tilbage til Lars Løkke Rasmussens (V) dage i toppolitik, så tegner der sig et billede af en mand, der har gjort sit "bilagsrod" til noget, der ligner en bevist handling for en ekstra indtægt - eller med andre ord, en livsstil for "lille Lars fra Græsted".


En norsk sælger

Med Lars Løkkes forbrug, kommer jeg til at tænke på en norsk sælger, som jeg kendte for en del år siden. Manden var helt i særklasse i sit firma. Han solgte så godt, at han kunne tillade sig at leve på den dyreste måde, når han rejste jorden rundt i salgsøjemed. Han var udmærket klar over, at den levestil var direkte ødelæggende for ham, for hans forhold til penge, var på det nærmeste ikke eksisterende. Det er lige her, at jeg tænker på Lars Løkkes situation.

Dog er Hr.Løkke gået et skridt videre, da han, efter hvordan jeg har læst mig til, rager alt til sig indenfor sin rækkevidde. Hvis man smed Lars Løkke Rasmussen ud i havnen, ville han sikkert drukne med det samme, for han ville rage al vandet til sig - vil jeg tro!


Venstre freder Lars Løkke Rasmussen

I går fik Lars Løkke Rasmussen sin folketingsgruppes fulde opbakning, og senere på aftenen fik han også forretningsudvalget i Venstre's opbakning. Så er der kun tilbage, hvad venstres vælgere - og dermed lokalforeningerne vil mene om sagen?

Hele sagen er endt som et trosspørgsmål - næsten som en religion - for der er overhovedet ikke lagt nogen form for dokumentation på bordet. Lars Løkke Rasmussen har den opfattelse, at selvangivelsen er et mellemværende mellem ham og SKAT, og det står han fast ved! Ikke engang et direkte spørgsmål om der er betalt skat af en bestemt rejse til Mallorca, vil han svare på - kun, at han har betalt den skat han skal betale.

Min personlige mening er, at sagen minder en hel del om pamperi.

Foto: Fra nettet

tirsdag den 20. maj 2014

Prinsegemalen og Dannebrog

H.K.H. Prins Henrik. På bukkejagt på Bornholm
Bukkejagten på Bornholm er gået ind, og traditionen tro, er Kongeskibet Dannebrog anløbet Rønne, med H.K.H. Prins Henrik ombord. Birthe og jeg var en tur i Rønne i går, og det var her, at vi så Dannebrog ved kaj på sin vante plads.

Og det er slet ikke nogen dårlig idé med sådan et kongeskib, for det er ikke bare et transportmiddel, men nærmest et lille privat flydende hotel med alle fornødenheder og egen vagt.


Den udvalgte buk

Prinsegemalen kommer hver år her til Bornholm for at tage del i bukkejagten. Det slår aldrig fejl.

Der går rygter om, at ét år, havde betænksomme mennesker udvalgt et smuk eksemplar af en buk, som prinsen kunne skyde til sin store samling, men omtalte buk nåede at bide sig løs inden prinsen dukkede op ;)



Dannebrog ankommer til Bornholm, under et
officielt besøg på Bornholm i september 2012
På træningstur

Jeg husker også tilbage for nogle år siden, hvor vi var en del cykelryttere ude på en træningstur i det område, hvor Prins Henrik - med sit følge, befandt sig. Det var ikke småting af advarsler, der blev råbt rytterne imellem, for ikke at blive ramt af et skud fra jagtselskabet.

Noget helt andet er, at jeg tror Prins Henrik føler sig rigtig godt tilpas her på Bornholm, for ellers kom prinsen næppe hvert år på denne tid til øen.


Dannebrog

Første gang jeg så Dannebrog, var i 1956 i Aalborg, så ja, det er mange år siden. Siden har jeg været betaget af dette smukke skib. Jeg har også set skibet på Færøerne et par gange, men det var dengang Kong Frederik IX og Dronning Ingrid kom til Færøerne.

Jeg fotograferede engang Dannebrog ude i Nolsøfjorden på Færøerne. Jeg sad og fiskede i en færøsk 6-mandsbåd, da Dannebrog skulle sejle tilbage til Danmark. Det billede vandt forøvrigt i en fotokonkurrence - uden jeg havde sendt det ind?

Dannebrog gjorde også en smuk entre i Rønne i september 2012, da Regentparret var på officielt besøg på Bornholm.

Foto: Fra nettet og Erik Krog

mandag den 19. maj 2014

Frit sygehusvalg og IT presser AUH

Hovedindgangen til Aarhus Universitetshospital i Skejby
I en artikel i Jyllandsposten den 10. maj skrives der, at det er IT-problemer, som er skyld i den pressede situation på Aarhus universitetshospital (AUH). Når det centrale IT-system går ned, så skulle nødsystemet tage over - men det gør det altså ikke altid, og på et hospital kan den situation godt ende ret katastrofalt.


Forskellige IT-systemer

Flere af mine venner og bekendte har ligeledes oplevet, at de oplysninger, der er på et sygehus eller ved lægen, ikke kan hentes ind på det hospital, hvor de skal behandles. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvad det kan få af følger under en operation, eller ved indtagelse af medicin, som kan give direkte livsfarlige bivirkninger i forbindelse med egen medicin.


Andre problemer end IT

Jeg har flere gange hørt postulatet, at hvis man ikke er syg, når man bliver indlagt på et hospital, så bliver man det efter indlæggelsen. Jeg kan godt se, at der kan være en stor fare for det. Ja, en del patienter er døde/alvorligt syge af forkert medicinering, kemobehandling og stafylokokker.

Men de ansatte på AUH har andre ting at slås med end IT-systemerne. De giver også det frie sygehusvalg skylden for overbelægning og stress blandt hospitalets medarbejdere. Medarbejderne beder til, at der dispenseres på flere områder for det frie sygehusvalg, så det kan give lidt "luft" på AUH.

Dog har jeg en klippefast tro på, at de ansatte, på vore hospitaler, gør deres yderste for patienterne, men der er på flere punkter, hvor vi sagtens kan gøre det bedre.

Foto: Fra nettet

søndag den 18. maj 2014

Lidt havenyt

Den tidligere lodrette afsats, er i dag et blødt græstæppe. 
Det er lidt underligt at tænke på, at i vor baghave var der, dengang vi kom hertil, en lodret afsats på en god meters penge, som var direkte farlig, hvis man ikke kendte til den - og navnlig i mørke!

I dag er den erstattet med kompost af grene, blade og meget jord, så det i dag fremstår som en lille bakke med græs, som er helt ufarlig.

Længere henne har jeg også lavet en trappe, så det er nemt at komme op og ned til "kirkestien" - da vor nabo, den vej, er til Pinsekirken.

Foto: Erik Krog

Anders Langballe og uansvarlighed

Anders Langballe - og TV " NEWS,  kender ikke forskel på
uanstændigt og uansvarligt
TV 2's politiske redaktør, Anders Langballe, sagde gang på gang i aftenens TV 2 NEWS, at Venstres ledelse (læs Claus Hjort Frederiksen) havde sagt, at det var uansvarligt, at lade deres formand, Lars Løkke Rasmussen, stå i porten og ryge sine cigaretter, i stedet for på hotelværelset?!?

Det var grunden til, at formanden skulle have lov til at ryge på hotelværelset!

Nu har Claus Hjort Frederiksen aldrig sagt, at det er "uansvarligt" - men uanstændigt - og så kan man mene det man vil om det, men der er altså forskel på uansvarligt og uanstændigt - men ikke for Anders Langballe og TV 2 NEWS.

Ret skal være ret!

Men det kan være uansvarligt, at Anders Langballe og TV 2 NEWS ikke referer korrekt!

Min personlige mening er, at Venstres formand burde have stået i porten og ryge sine cigaretter. Han var selv med til at vedtage loven i sin tid. Der står intet i loven om, at "denne lov ikke gælder for formænd for partiet Venstre".

Foto: Fra nettet

lørdag den 17. maj 2014

Er Lars Løkke Rasmussen færdig som formand?

Lad dog manden gå på pension, jobbet er jo for hårdt for ham
Mit bedste bud er, at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, er færdig som formand for partiet.

Men jeg hæfter mig ved, at der er politikere i Venstre, der udtaler "At nu må det snart være nok". "Snart være nok!!!" Kan de da slet ikke selv trække grænsen?

Der ER nok - og det har det været meget længe!

Foto: Fra nettet

fredag den 16. maj 2014

Udlændinge og sommerbolig på Bornholm

Debatten går i øjeblikket på, at der skal åbnes op for udlændinges køb af sommerhuse på Bornholm, da vi har alt for mange huse til salg. Forleden så jeg en gård, mellem Rø og Klemensker, som er sat til salg. "Til salg" skiltet er skrevet på tysk! Det er første gang jeg er stødt på dette "fænomen"!

Sidste år blev bopælspligten ophævet på Bornholm - undtagen i de større byer på øen. Det vil sige, at i mindre byer, som f.eks. Tejn, kan man købe et helårshus uden bopælspligt, hvilket, i sagens natur, også gælder på landet, og dermed gårde.

Nu kan udlændinge godt købe et helårshus, så når en udlænding ikke kan købe et sommerhus, må der nu være en mulighed for, at de købe sig et helårshus på Bornholm - uden bopælspligt, som herefter kan anvendes som "fritidsbolig" - eller sommerhus, om man vil?


torsdag den 15. maj 2014

Voteman-video

Den meget omdiskuterede video, Voteman, som kostede 200.000 kroner at fremstille, skaber stadig store overskrifter i dagspressen. Det hele handler om, at få de unge til stemmeurnerne fortæller socialdemokraterne.

Socialdemokraternes Mette Gjerskov mener, at videoen er helt fin, hvis den kan få de unge til at stemme. Damen mener også, at forargelsen over videoen er meget overdrevet. 

Men en video med gruppesex, vold og blowjobs er vel næppe den rette sammensætning til det formål. Det må da kunne gøres meget bedre! Mener jeg!


Lavere valgretsalder?

Der er egentlig lidt paradoks over sagen, da det ikke er ret lang tid siden, at der var stærke kræfter på banen for, at få valgretsalderen ned til 16 år?!? Hvilken slags video skal der så til for at få denne aldersgruppe til at stemme?

Jeg tør slet ikke tænke den tanke til ende.

Cypern veteranernes jubilæum

Det var i denne hangar, H.64, 50 års- jubilæet blev afholdt
Lørdag den 10. maj afholdte Cypern veteranerne deres 50 års jubilæum for udsendelsen af de første FN-soldater til Cypern. Jubilæet blev afholdt på Flyvestation Aalborg, som forøvrigt også var det sted, hvor soldaterne afrejste for 50 år siden.


Cypernveteranernes base

Kun tilmeldte bliver sluppet ind af
foreningens kasserer, Torben Alstrup




Det ser ud til, at Cypern veteranernes formand, Erik T. Hansen, har fået en rigtig god base på Flyvestation Aalborg, for formanden har fået tilsagn fra flyvestationens ledelse, at veteranerne også kunne afholde deres næste arrangement på flyvestationen.

Der også kunne købes vin og spiritus fra Cypern,  








En "lyddame" fra flyvestationen








Stor tilslutning i Aalborg

Der var lige over 200 til 50 års-jubilæet i Aalborg, og fra hold 1, var der mødt 25 veteraner op, alene det var imponerende. Men fælles for veteranerne var, at der var stor gensynsglæde, og det var ikke småting af minder, der blev trukket frem i dagens anledning.

Men en af de ting, som de fleste var enige om var, at det ikke var sidste gang, at de mødte op i Aalborg, samt, at de allerede så frem til det næste arrangement for Cypern veteranerne.

Cypern veteranerne samlet udenfor hangar H.64


Mange talere til jubilæet
Oberst Karsten Fledelius Jensen
Demetris Samuel fra den Cypriotiske
Ambassade i København

Der var naturligvis en del talere ved 50 års-jubilæet, hvor Cyperns Ambassade i København også var repræsenteret. Men også en politidirektør, viceborgmester, Oberst og flere andre var på talerstolen.

Efter Cypern veteranernes formand, Erik T. Hansen (E.T.) havde været på talerstolen, skulle han entre scenen. Nu er det ingen hemmelighed, at E.T. ikke hører til de højeste i landet, så da han ikke fik løftet det ene ben højt nok til scenekanten, faldt han lige så kort han er.

Formand Erik T. Hansen
Nu er den gæve jyde ikke helt tabt bag en vogn, og slet ikke når det gælder en god bemærkning, så da han rejste sig op, kom der en melding omkring de små i samfundet, som det altid går ud over. Den bemærkning vakte øjeblikkelig jubel blandt veteranerne.

Der blev udvekslet mange minder i lørdags blandt veteranerne









Der var gjort et stort arbejde for, at der bl.a. skulle være føde- og drikkevarer fra Cypern. Og veteranen, Finn Falck fra Esbjerg, havde fremskaffet en hel del vin og spiritus fra Cypern.
Stort smil ved ankomstbordet med bl.a. Susan Thomine Hansen

Dette initiativ faldt i så god jord for de fremmødte, at mange af dem købte en del af vinen med hjem.

Dagen blev også anvendt til Cypern veteranernes generalforsamling, hvor Erik T. Hansen blev genvalgt som formand.

Foreningens vedtægter havde også gennemgået en ændring, men ikke mere end,at det blev godkendt af de fremmødte.

Foto: Venligst udlånt af Cypern veteranerne

onsdag den 14. maj 2014

Lars Løkke Rasmussen igen igen

Lars Løkke Rasmussens har forklaringsproblemer 
Så er den gal igen med statsministerkandidaten, Lars Løkke Rasmussen (V) - og det er atter det samme tema, bilagsrod i økonomien, for det er efterhånden ikke småting venstreformanden har fået betalt - af andre.

Gang på gang er det blevet dokumenteret, at Hr. Rasmussen har et sugerør langt nede i flere kassebeholdninger. Vel at mærke kassebeholdninger, som han ikke selv er indehaver af.

Det er på høje tid, at den blå blok finder en anden statsministerkandidat (hvis de da har i sinde at vinde valget?), for der er kun et år til valget. Og med det tempo, som pressen har, for at finde mere snavs om Venstres nuværende formand, vil det kun være vand på Helle Thorning-Schmidt's (S) mølle!


Andre bilagsager?

Da Anders Fogh Rasmussen stod lige før sin udnævnelse som NATO-generalsekretær, blev der vist billeder af en nydesignet Lars Løkke Rasmussen - i sprit ny habit med videre, hvilket blev bemærket af den danske presse. Det blev vel også betalt af Venstre? Kan man så også finde mistænkelige bilag i forbindelse med Hr. Rasmussens mange rejser til Færøerne?

I forbindelse med Lars Løkke Rasmussens udtalelser i 2008, sagde Lars Løkke, at han ikke var så stor en idiot, at han ikke lærte af sine fejltagelser! Til dette skrev jeg i januar i år, at der "næsten" var garanti for, at han ville gøre det igen (bilagsrod m.v.). Denne sætning vil jeg lige rette så meget, at jeg vil strege næsten. For der er garanti for, at manden vil gøre det igen.

Jeg har stor respekt for Lars Løkke Rasmussens cykelindsats på landevejen, og navnlig turene til Paris for "Team Rynkeby" (var der ikke noget med en sag engang, hvor flere politikere ikke selv betalte deres bidrag til denne tur?) Et andet plus ved ham er, at han er færøsk gift. Men de to ting tilsammen er vel næppe nok til at stemme på ham som statsminister?

Jeg tror på, at Dansk Folkeparti vil overhale Venstre ved næste folketingsvalg, takket været Lars Løkke Rasmussen personlige "indsats".

Foto: Fra nettet

tirsdag den 13. maj 2014

"Kattegatbroen" er slet ikke en ny idé

Sidst jeg var i Sønderjylland, skulle jeg igennem en hulens masse vejarbejde 15 km før Lillebæltsbroen - det skulle jeg også for flere måneder siden! Jeg er glad for, at det ikke er mig, der skal igennem dette trekantesområde i det daglige, for det må da være et rent helvede i myldretiden med lange og seje bilkøer?


Trafikforliget

Når jeg kører omtalte tur, er det mig en gåde, at alt trafik, til og fra Jylland, absolut skal gå gennem denne tragt, som forbindelsen over Lillebælt er. Og fremtiden ser bestemt ikke lysere ud, da den nye trafikforlig, til 28,5 mia kroner, helt og aldeles sylter en meget gammel idé - Kattegatbroen.

Det omtalte trafikforlig gør, at togforbindelsen "udbedres" således, at de rejsende kan komme til København 5-10 minutter hurtigere. At jeg så, som bor på Bornholm, stadig skal vente meget længe på Hovedbanen, før min forbindelse kører, er en helt anden historie - for den bliver der ikke gjort noget ved! Men snart kan jeg vente 10 minutter længere - takket være de nye hurtige togforbindelser!?!


Kattegatbroen

Helt tilbage i 1898 var tanken om en rute fra Røsnæs på Sjælland til Hou ved Odder allerede et meget varmt emne, så varmt, at idéen blev fremlagt til mange organisationer i vid omkreds. Allerede dengang, for 116 år siden, var man klar over, at hvis vi skulle udnytte det potentiale, som der fandtes fra Midtjylland og op til Skagen, så skulle der tænkes i helt andre baner.

I dag er vore folkevalgte stadig ikke kommet ud af starthullerne. Alt trafik skal, af en eller anden grund, gå gennem Fyn, og udkantsdanmark i det jyske kommer fortsat ikke ud af stedet.

I stedet for den planlagt Femernbro, som tyskerne er komplet ligeglad med, men som er blevet til et dansk præstigebyggeri, skulle vi hellere investere i en Kattegatforbindelse. En forbindelse fra Sjælland til Jylland, vil ikke bare gavne Jylland, men være til gavn for hele Danmark - og så kunne den aflaste det meget trængte og slidte Fyn, og samtidig binde landsdelene langt bedre sammen.

Og jeg har ikke glemt Bornholm, for vi vil stadig slås for den trafikale ligestilling!

Foto: Fra nettet

mandag den 12. maj 2014

Morgensol over Østersøen

Vågnede i morges kl. 05:00 - og joh, jeg havde så meget øjne, at jeg kunne se hele stuen i røde farver, for solen var på vej op over Østersøen. Faktisk er det det syn vi er "plaget" af hver morgen - når det altså ikke lige regner. På den anden side, så bor vi jo på solskinsøen Bornholm :)

Solopgang over Østersøen - taget fra vort stuevindue.                                                                                         Foto: Erik Krog

70 mio er lige til skraldespanden

Knapt er Melodi Gran Prix'et overstået, før alt bliver revet ned i B&W-hallerne, eller sagt med andre ord, så bliver alt det, der kostede 70 mio kroner (hvis vi da har set alle regninger?), som var prisen for ombygningen på Refshaleøen, lige så hurtigt pillet ned igen.

B&W Hallerne kommer tilbage til deres samme udseende som før Grand Prix'et.

Jeg kunne så tilføje, at de 14 mio kroner, som Region Hovedstaden har bidraget med til ombygningen, og som vi her på Bornholm er en del af, er lige til brokkassen!!!

Vi, på Bornholm, er ikke blevet spurgt, om vi ville bidrage, for der bliver bare udbetalt fra kasse ét af Region Hovedstaden. Der er åbenbart ingen grænse for pengestrømmen når det gælder København!! 
Men når det så drejer sig om trafikalt ligestilling, så vi her på øen kan få de samme trafikale vilkår, som det øvrige Danmark har, bliver kassen smækket i. Her er der slet ingen forståelse! 


København - for enhver pris

Det er ikke bare undertegnede, der ikke kan forstå dette vanvid i brug af DR og offentlige midler, for både borgere, politikere, borgmestre, direktører for Bella Center og Boxen i Herning, kan stille sig op i køen af undrende tilskuere til dette pengespild.

Jeg har en opfattelse af, at København, for enhver pris, skulle have dette show - så må resten af Danmark bare betale til festen. Havde det været en privat virksomhed, der havde udført noget, der bare tangerede dette forbrug, var de blevet fyret på gråt papir, samt - var de ligeledes blevet stillet til ansvar for det økonomiske. Men det sker ikke for DR eller i det offentlige regi.

Det er åbenbart helt omkostningsfrit, at fyre sådan en fest af, for ansvarlighed er åbenbart et fremmedord! Resten af året kan vi så forvente endnu flere genudsendelser, for DR har vel brugt hele deres kvote op for resten af året?

En noget dyr sag, "bare for at overgå TV 2"!

søndag den 11. maj 2014

Bornholm lige nu

Både på cyklen og i bilen bliver jeg meget betaget af den bornholmske natur, og som den er lige for tiden, skal man bare suge til sig. Det er ikke bare naturen og farverne, der er meget smukke for årstiden, for vi skal lige have med i regnestykket, at vi har hele den gode tid foran os. Så der er nok at glæde sig til.


På cykeltur

Slotslyngen - lige nu
Da jeg cyklede gennem Slotslyngen for et par dage siden, kunne jeg slet ikke stå for det pragtfulde tæppe, som Slotslyngen for tiden er dækket af. Et tæppe af hvide anemoner, som allerede er ved at afblomstre, så hvis jeg ville have et billede af dette flotte scenarie, så er det bare frem med kameraet - nu!

Faktisk ser jeg dette fornemme syn hvert år, så egentlig burde det blive ved det, men jeg bliver lige betaget af det hvert år.

Hele Slotslyngen er for tiden dækket af et flot anemonetæppe


Mellem Rønne og Nyker

I går var vi i bil til Rønne, så vi tog turen bag om "BOFA" da vi skulle hjem. Her blev vi atter budt på et flot natursyn, da vi kørte mod Nyker. Det var jeg selvfølgelig nødt til at have et billede af, for rapsen står meget flot lige nu, og den stærke gule farve får altid naturen til at fremstå ekstra flot.

Rapsens stærke gule farve understreger naturens skønhed, næsten som på et maleri - naturen er bare bedre
Foto: Erik Krog

lørdag den 10. maj 2014

De lune nordjyder

Erik Krog - på udstilling sammen med nordjyder
Af og til skriver jeg om en episode, jeg har oplevet i mit liv, hvilket dette indlæg bekræfter.


På udstilling i Birmingham

Engang i 80'erne var jeg på en udstilling i Birmingham i England. Jeg boede på et større hotel - et godt stykke fra de store udstillingshaller i byen. På hotellet boede også nogle nordjyder, som jeg havde haft fornøjelsen af aftenen før, da vi havde delt en del øl og Gammel Dansk, som nordjyderne selvfølgelig havde med hjemmefra. Aftenen var forløbet som en blanding af Poul Erik Krogen og Niels Hausgaard, hvor der ikke blev sparet på de våde varer.

Da vi om morgenen gik en tur rundt det store "ta' selv morgenbord", havde en af mine nordjyske venner sit besvær med at beslutte sig med sin morgenmad. Han så meget mistænksom på det store udvalg af æg, bacon, pølser m.v., som englænderne elsker at spise til morgenmad.

Nordjyden kunne overhovedet ikke holde sin afsky tilbage for den engelske form for morgenmad. "Hvem fanden kan æde stegt flæsk om morgenen?", fnyste han. 
Bacon eller ej, for ham var det stegt flæsk, hvilket jeg godt kunne sætte mig ind i, - med tanke på aftenens begivenheder.

Nordjyden fortsatte sin søgen efter noget, der bare kunne ligne dansk morgenmad, men fandt kun de kolde og tørre toast, som der var i overflod af på bordet.

"Har du forøvrigt hørt om ham dartspilleren, som er taget for doping?" Forsøgte jeg mig, da jeg så hvor ubeslutsom min nordjyske ven havde det med brødet. "Næh", var det meget undrende svar, for jeg kunne tydeligt læse en større tænkeboble over mandens hoved, "En dartspiller og doping - manden må sgu da være rablende gal!"

"Dartspilleren havde spist sigtebrød", forklarede jeg med tryk på "sigte", dog uden at vente på det store grin fra ham, da jeg efterhånden havde lært en del om nordjyder, som bekendt ikke bare lader sig dupere - og slet ikke fra en "kjøvenhavnersnue". Min ven gik da også videre, som om han ikke havde hørt pointen, men det varede ikke længe før han knækkede sammen af grin. Han snuppede et par stykker toast og svarede, "Der fik du mig".


En frederikshavner på kontoret

For en del år siden delte jeg kontor med en frederikshavner. Nu er jeg på ingen måde sart, så da frederikshavnerens forlovede ringede, som hun ofte gjorde, blev jeg bare siddende på min kontorstol, selv om jeg kunne forvente en nogenlunde fri samtale fra den side. Kort inde i samtalen spurgte han - ret højlydt. "Er du stadig øm?"

Det var her jeg forlod kontoret.

Foto: Erik Rudolf

fredag den 9. maj 2014

Selandia Cykler i Odder

Selandia Cykler i Odder. Her var den tidligere hoveddør på hjørnet
Det er nu over ti år siden, vi bosatte os på Bornholm, og alligevel køber jeg stadig alt mit cykelmateriel ved Selandia Cykler i Odder, hvorfor? Ja, det kræver vist en forklaring, da jeg er født i Brønshøj og opvokset i Skovlunde.

Selv om jeg har mine rødder i københavnsområdet, føler jeg mig mest som jyde, da jeg har tilbragt det meste af min levetid i det jyske. Jeg kom til Odder i 1971, og har boet i dette område (lige med undtagelse af en afstikker til Sverige) til vi rejste til Bornholm.


Jørn Bitsch, Selandia Cykler, Odder

Første rigtige forbindelse

Da jeg er tidligere cykelrytter, var jeg var med i opstarten af Cykelklubben Team Odder, samt Motionsteam Selandia Odder, så her fik jeg min første rigtige forbindelse med den nuværende indehaver af Selandia Cykler, Jørn Bitsch.

Nu havde jeg handlet med Selandia Cykler før den tid, da vi handlede med den tidligere indehaver, Jørn Bitsch's far, Ernst Nielsen. Den sidste handel jeg havde med Ernst Nielsen var min hustrus cykel. Den har vi stadig

Dengang var cykelforretningen også en større forretning, set i datidens øjne, da den handlede både med knallerter, cykler og den meget kendte barnevogn, Oddervognen.


Indgangen til Selandia Cykler i dag



Motionscykelklubberne i Odder

Efter Ernst Nielsens død, overtog Jørn Bitsch forretningen. Jørn er 3. generation hos Selandia Cykler, så selve forretningen har efterhånden 100 år "i sadlen".

Jørn har været på værkstedet siden han var 12 år, så kunne hans farfar ikke længere holde ham væk fra værkstedet.

Det var først da jeg købte en racercykel ved Selandia Cykler, at jeg begyndte at komme lidt ind på personen Jørn Bitsch - eller rettere omvendt. Jeg har altid været en lidt reserveret type, så Jørn skulle bruge lidt mere end sin jyske stædighed, for at komme lidt videre med mig i den ny motionscykelklub, hvilket han til sidst fik held med.

Selandia Cykler er igang med ombygningen.
Jeg havde et par år før, sammen med bl.a. min gamle ven i Odder, Erik T. Hansen, startet Team Odder, men af forskellige grunde forlod vi klubben for at starte en ny klub, hvilket så blev en realitet sammen med Selandia Cykler.

I denne periode var Selandia Cykler inde i Fri-kæden, så dengang var navnet "Fri Cykler Selandia".

Klubben varede i nogle år, hvor vi bl.a. deltog som hold i Danmarks største motionscykelløb "Aarhus-København". På et tidspunkt havde vi John Hamburger (far til Bo) ovre, hvor han holdt et foredrag i Odder hallen om cykling. Vi samlede over 100 tilhører til dette arrangement.


Vort klubhus er væk, og kælderen til tilbygningen tager form
Selandia Cykler skifter udseende

På det tidspunkt gik Jørn Bitsch rundt i byggetanker. Han havde planer om at udvide sin forretning, hvilket også indebar det lille hus, som lå umiddelbar i forlængelse af cykelforretningen. Huset havde klubben fået lov til, at anvende som midlertidig klubhus.

Det var ikke helt uden problemer, at få en tilladelse til en nybygning, for den skulle falde godt ind i bybilledet.
Udgravningen set mod Kvicklysiden

Men her lykkedes det Jørn Bitsch at finde det helt rigtige udseende til de idéer han havde for udvidelsen. Jeg er ret sikker på, at hans afdøde far, Ernst Nielsen, ville være rævestolt af sin søn, hvis han havde vidst, hvad der var under udvikling.

Da hele byggeriet var klar til indflytning, var der ikke den store interesse for motionscykelklubbens medlemmer, så gik klubben lige så stille i sig selv.

Kort efter gik Jørn i tanker om at gå ud af Fri-kæden, hvilket det lige tog ham et par år at konfirmere - men så havde han også besluttet sig. Han har flere gange sagt til mig, at han først blev helt fri, dengang han gik ud af Fri-kæden, hvilket godt kan lyde lidt selvmodsigende. Herefter tog cykelforretningen navnet "Selandia Cykler", som forretningen hedder den dag i dag.  http://www.selandiacykler.dk/


Ikke meget er overladt til tilfældighederne her
En fornem cykelforretning

Jeg vil gå så vidt at påstå, at Selandia Cykler ligger mellem de 10 flotteste cykelforretninger i Danmark i dag. Jørn Bitsch har virkelig skabt en forretning, som han kan være stolt af - ja, en forretning som hele Odder kan være stolt af.

Når man kommer ud på værkstedet, får man en helt klar fornemmelse af, at her er orden i sagerne, for Jørn gør en dyd ud af, at de er cykelsmede, med tryk på smede. Hvilket vil sige, at det som en kunde ønsker, vil de være i stand til at udføre, selv om det ikke lige kan bestilles direkte. I de tilfælde laver de selv reservedelen.

En af Danmarks flotteste cykelforretninger? Døm selv







Et langt venskab

Mit venskab til Jørn har efterhånden overlevet en del år, og selv om vi flyttede til Bornholm i 2004, har det ikke betydet nogen ændring i det venskab. Jørn ringer 2-3 gange hver måned, hvor vi så får vendt hele verdensituationen.

Og naturligvis betyder dette også, at alle de cykeldele jeg har brug for, køber jeg i Odder, for selv om jeg er næsten 70 år, kan man stadig se mig på racercykel på de bornholmske landeveje, for så længe jeg kan cykle uden stok, bliver jeg ved.

Foto: John Grønbæk Jacobsen og Erik Krog

torsdag den 8. maj 2014

COOP og deres "tilbud"

Som så mange andre er jeg medlem af COOP, hvor jeg i tide og utide modtager tilbud fra bl.a. Brugsen i Tejn, samt fra hovedorganisationen med alle mulige og umulige tilbud, som jeg af en eller anden grund skal have oplysninger om?

I dag modtog jeg endnu en opfordring i anledning af "Mors dag",. Der stod: "Hej Erik, glæd din mor på søndag med blomster, tøj eller bøger". Og længere henne i mailen: "Nu har du chancen for både at glæde din mor og samtidig få endnu flere point."

Nu er min mor altså død - for 49 år siden, så det er jeg nok kommet over, selv om det var under meget tragiske omstændigheder. Men jeg er vel nok ikke den eneste, som modtager et sådan "personligt tilbud" fra COOP, så jeg er ret sikker på, at ikke alle er lige begejstret for at give sin mor blomster, tøj og bøger for at få flere point - når hovedpersonen allerede ligger under mulde!

En maj-hilsen fra fotografen Joel Andersen

Gærdesmutte i Kregmehaven
Jeg har allerede nu, først i maj måned, fået en hilsen fra fotografen, Joel Andersen, med rigtig flotte naturbilleder. I den sidste email, fra min gode ven fra Kregme i Nordsjælland, fortalte Joel om en gærdesmutte, som holder til i haven - og det gør den stadig.


Gærdesmutte

Derfor har denne maj-hilsen to ret gode billeder af omtale gærdesmutte fra haven i det Nordsjællandske.
Gærdesmutten igang med sin kraftige kendte sang af triller og fløjtetoner.

Gærdesmutten er en meget lille fugl. Farven er på det nærmeste rustbrun, og så har den ret genkendelige oprette hale, hvilket er et af de helt sikre tegn for fuglen.

Der er ingen forskel på han- og hunfuglen, samt ligner de unge gærdesmutter helt de voksne af slagsen, hvilket på mange måder er lidt atypisk.

Gærdesmuttens meget karakteristiske sang kan høres året rundt, idet sangen også et middel til at fortælle omgivelserne, at dette område er mit fødeområde - og det vil jeg forsvare! Men gærdesmutten har andet i "ærmet" end sangen, da den kan frembringe en "snerrende lyd", der kan sammenlignes med et stykke træ hen over et metalgitter.

Som ynglefugl er gærdesmutten en meget almindelig fugl i Danmark. Den yngler mest i tæt og fugtig vegetation i løv- og nåleskove, dog kan den også ses i buske og krat, som er i nærheden af vand.


Bisolen
Bisol

Det hører vist til sjældenhederne, at Joel Andersen tager billeder af solen, men ingen regel uden en undtagelse, hvilket det næste billede beviser.

En "Bisol" er et atmosfærisk fænomen, som kan optræde i flere former, hvor vor fotograf har fanget ét af dem.

Fænomenet optræder, når sollys reflekteres fra og brydes af små iskrystaller i cirrus- eller cirrostratus skyer, som der nok er tale om på dette billede. Skyerne er hvidlige og danner et fiber slør, der sagtens kan dække hele himlen. Til tider kan de være så tynde, at de næppe kan anes. Skyerne dannes oppe over 6000 meters højde, hvor de kondenserer til iskrystaller.

De optræder normalt som en lys, og til tider en farverig plet på himlen - ca. 22 grader til højre eller til venstre for solen.


En bænkebider - i en større størrelsen end vi plejer at se den
Bænkebider

Så er vi tilbage på Joel Andersens banehalvdel, de helt små insekter, eller mere nøjagtigt, fotografen har "kastet sig over" bænkebideren.

Vi kender alle bænkebideren, som altid findes under et eller andet stykke træ, bark eller i skovbunden.

Bænkebideren er faktisk et krebsdyr, som er en landgruppe af de tanglus som lever i vandet. Bænkebideren har en størrelse på 5-15 mm.

Den er også det eneste landlevende krebsdyr, der ånder ved gæller, derfor er de også meget følsomme overfor lys og udtørring, hvilket er forklaringen på, at vi altid kan finde dem under træ, bark og hvor der er lidt fugtighed. Bænkebideren har bredt sig over hele vor klode, men er helt uskadelig.



Grøn bredtæge - her i medlys
Grøn bredtæge

En grøn bredtæge har en længde på 11-14 mm, og er overvejende grøn, men kan gå over i det mere brunlige i vinterperioden. De yderste led på antennerne kan gå fra det næsten sorte over i det mørkerøde.

Den grønne bredtæge kan forveksles med en gyvelbredtæge, som kan være lysegrøn efter en overvintring, dog har den mere ensfarvede antenner.

Den kan ligeledes også forveksles
Her har Joel Andersen fanget den grønne bredtæge i modlys
med enebær- og fyrrebredtægen.

Den findes på mange forskellige
steder, f.eks. i krat, skovbryn eller i ganske almindelige haver.

Den kan findes i det meste af Danmark, men er dog mere sjælden i det vestlige Jylland.

Det der altid imponerer mig med Joel Andersens billeder er, at han er i stand til, at tage så skarpe billeder af et insekt - og så både i med- og modlys.





En jagtedderkop, der jager helt uden et spin til hjælp
Jagtedderkop og en flue

Jagtedderkoppen kan blive mellem 6 og 20 mm, og også her, som så mange andre edderkopper, er hunedderkoppen større end hannen.

Denne edderkop hører egentlig til skadedyr, dog er det lidt misvisende, for der er ingen grund til at bekæmpe dem. Den er en meget adræt edderkop, som ikke bare løber stærkt, men også kan udføre små spring, og kan derfor hurtigt forsvinde i skovens bunddække.

En flue på et blad - et rigtigt flot billede
Jagtedderkoppen har lange ben, og fanger sit bytte ved at overfalde det i spring, så her afviger den fra de øvrige arter. De har slet ikke noget "fangespin", men anvender spindevorterne til at fremstille en vatagtig ægsæk, som hunnen slæber rundt på.

Denne edderkop er helt almindelig i Danmark og tilhører en langt større familie, som hver for sig - underligt nok - er meget forskellige i udseende og adfærd.

Til slut er der et rigtigt godt billede af en flue. Der skal altså noget til, for at tage billeder af så små insekter - og ikke mindst, en god potion tålmodighed, vil jeg tro.

Alle billeder har Joel Andersen taget i sin have i Kregme.

Foto: Joel Andersen