lørdag den 24. maj 2014

Gudhjem Bjergløb på søndag

Så er der bare en enkelt dag til det store "Gudhjem Bjergløb", der nok må betegnes som det hårdeste cykelløb på dansk grund - overhovedet.

Løbet er med i Post Cup serien, og dermed et kvalifikationsløb til Post Danmark Rundt 2014, så vi har rigtig mange af Danmarks eliteryttere med i bjergløbet.

Også motionseliten er med - bare ikke på samme tid. De kører fra kl. 07:45 og "kun" fem omgange - en tur på 93 km. Eliten starter kl. 12 og kører 7 omgange og med den afslutning gennem Gudhjem havn og by, bliver det helt sikkert en publikumsmagnet, der vil trække alle de tilskuere, som kan stoppes ind i Gudhjem. Dette løb forventes afsluttet omkring kl. 16:30

Vejret er også i den grad med arrangørerne. Ingen nedbør, 17-18 graders varme, og en vind på kun 4 m/s, det er bare helt optimalt.

Jeg er selv på plads som flagpost på toppen af den lange bakke på Kjelsebyvej, så hvis situationen er til det, vil jeg tage en del billeder dér. Der skal nok vise sig noget, der er værd at have i kassen. Men først og fremmest gælder det rytternes sikkerhed ved udkørsel på Nybrovej. Det er derfor jeg står der.

Alle, som bare har haft den mindst berøring med cykelsporten på Bornholm, er indkaldt i morgen som hjælper. Så fra kl. 13 bliver jeg afløst. Herefter skulle der være rigelig tid til at tage en masse billeder i Gudhjem.

Det bliver rigtigt stort i morgen :)

Foto: Randi Krog Belseth

Ingen kommentarer:

Send en kommentar