fredag den 9. maj 2014

Selandia Cykler i Odder

Selandia Cykler i Odder. Her var den tidligere hoveddør på hjørnet
Det er nu over ti år siden, vi bosatte os på Bornholm, og alligevel køber jeg stadig alt mit cykelmateriel ved Selandia Cykler i Odder, hvorfor? Ja, det kræver vist en forklaring, da jeg er født i Brønshøj og opvokset i Skovlunde.

Selv om jeg har mine rødder i københavnsområdet, føler jeg mig mest som jyde, da jeg har tilbragt det meste af min levetid i det jyske. Jeg kom til Odder i 1971, og har boet i dette område (lige med undtagelse af en afstikker til Sverige) til vi rejste til Bornholm.


Jørn Bitsch, Selandia Cykler, Odder

Første rigtige forbindelse

Da jeg er tidligere cykelrytter, var jeg var med i opstarten af Cykelklubben Team Odder, samt Motionsteam Selandia Odder, så her fik jeg min første rigtige forbindelse med den nuværende indehaver af Selandia Cykler, Jørn Bitsch.

Nu havde jeg handlet med Selandia Cykler før den tid, da vi handlede med den tidligere indehaver, Jørn Bitsch's far, Ernst Nielsen. Den sidste handel jeg havde med Ernst Nielsen var min hustrus cykel. Den har vi stadig

Dengang var cykelforretningen også en større forretning, set i datidens øjne, da den handlede både med knallerter, cykler og den meget kendte barnevogn, Oddervognen.


Indgangen til Selandia Cykler i dag



Motionscykelklubberne i Odder

Efter Ernst Nielsens død, overtog Jørn Bitsch forretningen. Jørn er 3. generation hos Selandia Cykler, så selve forretningen har efterhånden 100 år "i sadlen".

Jørn har været på værkstedet siden han var 12 år, så kunne hans farfar ikke længere holde ham væk fra værkstedet.

Det var først da jeg købte en racercykel ved Selandia Cykler, at jeg begyndte at komme lidt ind på personen Jørn Bitsch - eller rettere omvendt. Jeg har altid været en lidt reserveret type, så Jørn skulle bruge lidt mere end sin jyske stædighed, for at komme lidt videre med mig i den ny motionscykelklub, hvilket han til sidst fik held med.

Selandia Cykler er igang med ombygningen.
Jeg havde et par år før, sammen med bl.a. min gamle ven i Odder, Erik T. Hansen, startet Team Odder, men af forskellige grunde forlod vi klubben for at starte en ny klub, hvilket så blev en realitet sammen med Selandia Cykler.

I denne periode var Selandia Cykler inde i Fri-kæden, så dengang var navnet "Fri Cykler Selandia".

Klubben varede i nogle år, hvor vi bl.a. deltog som hold i Danmarks største motionscykelløb "Aarhus-København". På et tidspunkt havde vi John Hamburger (far til Bo) ovre, hvor han holdt et foredrag i Odder hallen om cykling. Vi samlede over 100 tilhører til dette arrangement.


Vort klubhus er væk, og kælderen til tilbygningen tager form
Selandia Cykler skifter udseende

På det tidspunkt gik Jørn Bitsch rundt i byggetanker. Han havde planer om at udvide sin forretning, hvilket også indebar det lille hus, som lå umiddelbar i forlængelse af cykelforretningen. Huset havde klubben fået lov til, at anvende som midlertidig klubhus.

Det var ikke helt uden problemer, at få en tilladelse til en nybygning, for den skulle falde godt ind i bybilledet.
Udgravningen set mod Kvicklysiden

Men her lykkedes det Jørn Bitsch at finde det helt rigtige udseende til de idéer han havde for udvidelsen. Jeg er ret sikker på, at hans afdøde far, Ernst Nielsen, ville være rævestolt af sin søn, hvis han havde vidst, hvad der var under udvikling.

Da hele byggeriet var klar til indflytning, var der ikke den store interesse for motionscykelklubbens medlemmer, så gik klubben lige så stille i sig selv.

Kort efter gik Jørn i tanker om at gå ud af Fri-kæden, hvilket det lige tog ham et par år at konfirmere - men så havde han også besluttet sig. Han har flere gange sagt til mig, at han først blev helt fri, dengang han gik ud af Fri-kæden, hvilket godt kan lyde lidt selvmodsigende. Herefter tog cykelforretningen navnet "Selandia Cykler", som forretningen hedder den dag i dag.  http://www.selandiacykler.dk/


Ikke meget er overladt til tilfældighederne her
En fornem cykelforretning

Jeg vil gå så vidt at påstå, at Selandia Cykler ligger mellem de 10 flotteste cykelforretninger i Danmark i dag. Jørn Bitsch har virkelig skabt en forretning, som han kan være stolt af - ja, en forretning som hele Odder kan være stolt af.

Når man kommer ud på værkstedet, får man en helt klar fornemmelse af, at her er orden i sagerne, for Jørn gør en dyd ud af, at de er cykelsmede, med tryk på smede. Hvilket vil sige, at det som en kunde ønsker, vil de være i stand til at udføre, selv om det ikke lige kan bestilles direkte. I de tilfælde laver de selv reservedelen.

En af Danmarks flotteste cykelforretninger? Døm selv







Et langt venskab

Mit venskab til Jørn har efterhånden overlevet en del år, og selv om vi flyttede til Bornholm i 2004, har det ikke betydet nogen ændring i det venskab. Jørn ringer 2-3 gange hver måned, hvor vi så får vendt hele verdensituationen.

Og naturligvis betyder dette også, at alle de cykeldele jeg har brug for, køber jeg i Odder, for selv om jeg er næsten 70 år, kan man stadig se mig på racercykel på de bornholmske landeveje, for så længe jeg kan cykle uden stok, bliver jeg ved.

Foto: John Grønbæk Jacobsen og Erik Krog

Ingen kommentarer:

Send en kommentar