mandag den 9. juni 2014

En beretning i billeder om vejhvepsen

Her er det første billede af vejhvepsen - på jagt
Jeg har lige modtaget en mail fra fotografen, Joel Andersen, der i sin "juni hilsen" til mig, har sendt en billedserie om vejhvepsen, og den billedserie, med historie, er slet ikke uinteressant.

Historien strækker sig over to dage, så det beviser, at man skal være meget ihærdig for at gøre sig i insektlivet med billeder, samt, er det slet ikke uvæsentligt, at have lidt kendskab til det der skal fotograferes.

Vejhvepsen er ude på en rekognoscering i terrænet

Melby Overdrev

Vejhvepsen i sin hule, jagten efter første dag er slået fejl
Melby Overdrev er Sjællands største hedeområde. Heden må betegnes, som det vigtigste fredet område i hele Halsnæs kommune, så derfor er det slet ingen tilfældighed, at Joel Andersen vælger dette område for sine "udflugter", når han går på jagt efter motiver af bl.a. danske insekter.

Melby Overdrev, på Nordsjællands nordkyst, må siges at være meget ideelt til dette formål, derfor ville Joel Andersen da også  tage sine billeder af sandspringeren i dette meget specielle område. Men en vejhveps kom i vejen for fotografens planer!


Vejhvepsen

Pludselig dukkede en vejhveps op, og da Joel Andersen før havde set billeder (ligesom jeg har) af vejhvepsens specielle adfærd, når det gælder jagt på edderkopper - med efterfølgende æglægning, var opmærksomheden på vejhvepsen helt i top. Disse billeder, som andre havde været så heldige at optage - og få dem udgivet, ville vor fotograf hellere end gerne have i kassen. Derfor blev sandspringeren lige så stille gemt væk til en anden dag.

To vejhvepse slås om byttet


Den første dag på heden

Det er altså ikke bare lige noget man gør for at få disse billeder i kassen, så den gode fotograf måtte ned på jorden, hvor han måtte mave sig frem som en bedre jægersoldat i felten.

En edderkop bliver lammet af vejhvepsen
Nu var vejhvepsen ikke i humør til at vise Joel Andersen sin metode i fangstøjemed, eller også var der ikke rigtig noget den dag for "jægeren", for de tre første billeder, var den eneste, der kom i kassen den dag.


Dag to i felten med kameraet

Arbejdet med edderkoppen er først lige begyndt
Hvor dag ét kun bestod af tre billeder, så var der meget mere held i den næste dag, så det betaler sig at være tålmodig i dette fag - og det skal jeg love for, at vor fotograf er.

Den dag havde vejhvepsen virkelig held i sin jagt på en edderkop, og Joel Andersen havde det held, at der var to hvepse, der sloges om byttet. Det må da siges at være en god bonus for tålmodigheden

Vejhvepsen dræber ikke sit bytte, men lammer den i stedet, hvilket bestemt ikke er til fordel for edderkoppen, som må se frem til en grufuld død, for vejhvepsen har en hel speciel plan med den lammede edderkop.

Der skal lægges store kræfter i arbejdet

Formålet med edderkoppen

Det er fortrinsvis en hun ulveedderkop, som vejhvepsen går efter, da denne er fuld af æg. Efter at have lammet edderkoppen, slæber hvepsen sit offer ned i reden under jorden. Herefter lægger vejhvepsen sine æg i edderkoppen.

Nu har vejhvepsens larver - til den tid - frisk føde i en levende - men lammet edderkop! En noget makaber situation - syntes vi, men sådan er naturen nu engang indrettet.


Vejhvepsen på vej mod hulen, som er under jorden



Oplysninger om vejhvepsen

Helt enestående billeder af naturens gang
Når jeg søger oplysninger på nettet om vejhvepsen, er det lignende billeder som dem Joel Andersen har sendt mig. Dog vil jeg sige til disse billeder her på bloggen, at de fortæller en helt enestående historie.

At vi så også har fået en kamp om byttet, hvor to hvepse slås om edderkoppen, og videre på vejen til byttes anbringelse i hvepsens hule under jorden, gør ikke historien dårligere - tværtimod.

Derfor er jeg ret glad for, at Joel Andersen vil dele denne oplevelse med mig, som jeg så kan viderebringe til mine læsere på min blog. For skal jeg være helt ærlig, så burde disse billeder nok vises et helt andet sted end på min blog.

Der kan være langt til hulen under jorden

Selv stenforhindringer bliver overvundet





"Børnehave for edderkopper"


For ikke så længe siden, havde jeg et billede af en "børnehave for edderkopper" i et spin på vor terrasse. Det er faktisk ret mange edderkoppebørn i sådan en "børnehave", som egentlig er et spin, hvor de små edderkopper befinder sig en tid.

Der kom en del tilbagemeldinger om alle de små edderkopper, for langt de fleste mennesker afskyr edderkopper. Nu har vi ingen farlige edderkopper i Danmark, hvor det i Australien er en helt anden historie. Her skal man virkelig passe godt på ikke at blive bidt.

Joel Andersen læste også dette indlæg på min blog, og sendte samtidig nogle andre billeder fra en troldhassel fra haven i Kregme.

Disse billeder vil jeg vise en anden gang, da jeg besluttede at vise hele billedserien om vejhvepsen.

Foto: Joel Andersen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar