lørdag den 30. august 2014

Den syriske rose

De syriske roser er klar til udplantning (aftenfoto)
Jeg bruger en hel del tid i haven, men jeg må indrømme, at jeg nok mere passer haven og tager mig af det grove og praktiske end det modsatte.

Det med blomster aner jeg ikke en skid pind om - det har jeg folk til. Derfor har min hustru helt overtaget den del af haven, fordi det er hun meget bedre til end jeg.


Frø af den syriske rose

Men! En gammel cykelkammerat, Olaf Riisgaard, som jeg lærte at kende helt tilbage i 1960, forærede os nogle frø af en hvid syrisk rose for tre år siden. Min gamle ven bor i Lyngby ved København, og han er efterhånden lidt af en specialist i denne plante, så der en del i nabolaget i Lyngby, der nu har syriske roser.

Jeg indhegnede en lille kvadratmeter jord, hvor jeg dryssede frøene ud over - så var der bare at vente. Nu varer det altså en del tid, før man kan øjne noget som helst, og så er der også en hel del ukrudt, der kommer op samtidig, så her skal man lige lære at skelne, hvad der er hvad.

Der er knopper på de hvide syriske roser i drivhuset
Der kom noget op af jorden, men det var alligevel, som det stod i stampe, så da de små stilke kun var mellem 3 og 5 cm her i foråret, havde jeg mine store tvivl.

Vi havde taget et par stilke sidste år, og drevet dem frem i udestuen, og det gav en hel del, men der skulle ligesom lidt mere til i det afgrænsede jordstykke.


Tålmodighed er nøgleordet

Olaf havde fortalt os, at lige pludselig ville de små planter tage fat - og han fik ret. Jeg skal lige love for, at der er kommet liv i de små stilke fra foråret, der nu er vokset lidt over en halv meter siden, og er klar til udplantning.

Vi har tre planter i drivhuset, hvor der er allerede kommet blomsterknopper på, så vi er lidt spændt på, om de når at springe ud i år, for vi er ret tæt på sensommeren.


Den røde syriske rose på bagskrænten
Et gavekort fra naboen

Sidste år modtog jeg et gavekort fra vor nabo, da jeg havde hjulpet hende med at klippe hækken - som jeg plejer at gøre. Gavekortet var til indkøb af planter ved en planteskole, så ud over en ribs- og solbærbusk, købte vi en rød syrisk rose, som jeg plantede på bagskrænten i haven.

Denne plante er også kommet godt i år, så den står i øjeblikket i blomst. Til næste år, vil vi kunne se den skyde endnu mere, da den nu har fået rigtig godt fat.


Andre farver

Min gamle ven fra Lyngby har flere farver end den hvide syriske rose, så han har nu sendt os frø af disse. Med den erfaring jeg har nu med fremavl af denne plante, tror jeg det vil være en god ide, at afse et hjørne i drivhuset til dette projekt, for ellers kan jeg afvente et sted mellem 3-5 år inden jeg ser en blomst på de planter.

Foto: Erik Krog

Ingen kommentarer:

Send en kommentar