mandag den 20. oktober 2014

Efterårsfarver fra haven

På grund af regnen har vi ekstra mange svampe i græsplænen
Lige nu har vi opholdsvejr, som vi på samme tid havde det i går morges. Men efter vi havde nydt det sjældne solskin, fik det, lidt over middag, også ben at gå på! Så resten af dagen stod det mere eller mindre ned i stænger.

Det efterår har vi bare ikke været ret heldig med - bare spørg nordjyderne! Og her på Bornholm er "Solskinsøen" ved at gå helt ind i sig selv, for alt er sjask vådt!

Efterårsfarver er ret dekorative 







Efteråret

En kort tur rundt i haven afslører da også, at efteråret har fået fat. Det meget våde vejr har fået mange svampe frem i græsplænen - og det er ikke bare i vor plæne, næh, de er over det hele.

Jeg nåede at tælle fire forskellige svampe i både græsplæne og blomsterbede, og navnlig bedene trænger til en tur med haveredskaberne, men det er helt umuligt i denne tid.

Hvis vejret bliver ved på denne måde risikerer vi, at det bliver vinter før vi er klar til det.

Parykbusken er langt inde i efteråret

Mange planter er forvirret

Når jeg så går videre rundt i haven, finder jeg blomster i deres pragtfulde sommerfarver - på trods af årstiden. Den meget lange og varme sommer, efterfulgt af et varmt - men vådt efterår, har gjort flere planter forvirret, så de er kommet med endnu et sæt blomster.

En meget smuk klematis - i anden halvdel af oktober måned












Og klematisen på brændeskuret er ingen undtagelse. Den nu står med sit andet sæt blomster i år, og den er meget smuk, som den står i blomst på siden af skuret, men alligevel er det akavet med de øvrige planter, der er i deres begyndende efterfarver.

Lige så smuk som vor klematis, lige så træls er vor græsplæne - lige nu, og græsplænen trænger i den grad til at blive slået.

I mellemtiden kan jeg så glæde mig over de mange farver, som efteråret byder på for tiden.

Foto: Erik Krog

Ingen kommentarer:

Send en kommentar