fredag den 3. oktober 2014

En dag på klippeøen

Erik Krog, min høje alder kræver en fornyelse af kørekortet
Fornyelse af kørekortet

I går skulle jeg en tur til Rønne for af få mit kørekort fornyet ved Bornholms Regionskommune. Jeg havde været ved lægen i tirsdags, for at få en lægeerklæring til samme formål, så jeg havde alt med til en fornyelse af "kortet" for de næste 4 år.

Blot havde jeg håbet, at vore politikere på Christiansborg også handlede lidt hurtigere med deres planer for fornyelse af kørekortet.

Men planer, der er til gavn for den almindelige borger, er nok mere ment som et element for at skaffe stemmer. Det jeg tænker på her er, at for to år siden kom der nogle tanker på bordet om, at vore kørekort skulle gælde til vi blev 75 år, da vi ældre i dag er i langt bedre form, end dengang loven blev vedtaget for aldersgrænsen på de 70 år. Nå, som sædvanligt er det bare blevet til nogle tanker på "Borgen", der heller ikke er kommet videre - men de "gode tanker" skal nok give et par stemmer, og så er målet jo nået.

Nå!!! - men min ansøgning om fornyelse af kortet, skal nok en tur omkring embedslægen, på grund af min diabetes, selv om jeg aldrig har haft problemer med det!


En tur omkring "KA"

Næste stop på min tur til Hovedstaden på Bornholm var hos "KA". KA er en pensioneret politimand, som jeg af og til hjælper lidt, når jeg er i Rønne. KA hedder egentligt noget helt andet, men for nemhedens skyld kalder jeg ham for KA.

Birthe, min hustru, havde strikket KA et par uldne sokker til brug for den kommende vinter, samt havde jeg også en skål æblekage med til den gamle panser. Det var meget tæt på, at jeg havde reddet mig et kram, hvis ikke den pensionerede politimand pludselig kom i tanke om sit tidligere hverv - men OK, jeg kunne tydelig se, at KA var glad for begge dele.

Inden jeg kørte videre, fik vi lige ordnet et par indkøb ved den lokale købmand, samt en tur på Apoteket. Da KA kom ud fra Apoteket, sagde han med et lunt glimt i øjet, "det kunne købmanden lære af"! "Hvad", spurgte jeg lidt forvirret, hvortil KA svarede, "Apotekeren spørger altid - og det skal vel være det billigste produkt?"


Den sidste af de syriske roser, som lige er sprunget ud
Hjem til brunkål

Da jeg kom hjem, stod der brunkål på menuen - herligt. Det er en ret, der ikke kræver så mange enheder insulin, så det er en rigtig god diabetikerkost.

Birthe havde taget to af de syriske roser fra drivhuset ind i havestuen, da de stod i potter - og det havde resulteret i, at de begge var sprunget ud med blomst. En rød og en blå af slagsen. Herefter havde jeg fat i kameraet, for det var et par flotte eksemplarer i havestuen!


I haven

De sidste par dages milde regn og varme havde givet græsplænen så meget liv, at den trængte til en omgang - men den var stadig for våd til havetraktoren, så derfor kom kun trimmeren i arbejde, og det havde skrænten i baghaven godt gavn af. Der er lovet høj sol i weekenden, så er det der, jeg tager resten af græsplænen.

Herefter begyndte mørket at falde på - og jeg har jo også en blog at passe. Det der med en "morfar", er noget jeg aldrig gør, det er dagen sgu alt for kort til ;-)

Foto: Erik Rudolf og Erik Krog

Ingen kommentarer:

Send en kommentar