søndag den 16. november 2014

Den færøske kirkesanger

Fra det gamle Thorshavn
For en del år siden tog jeg på en tur til Færøerne, da jeg efter lægens anbefalinger trængte til at koble "lidt" af fra mit arbejder. Derfor var valget slet ikke så svært, da jeg valgte de nordatlantiske øer til dette formål.

Jeg ringede til min gamle ven i Fuglefjord, og et par dage efter stod jeg i Billund Lufthavn, og ventede på et fly fra Atlantic Airways - det færøske flyselskab, som skulle bringe mig til Vágar Airport, der er den eneste lufthavn på Færøerne.

En flyvetur til Færøerne er altid en oplevelse værd. Færingerne er én stor familie - har jeg fået følelsen af. Man kan næsten ikke nævne en person på de vindomsuste øer for en færing, før et eller andet slægts- eller bekendskab dukker op i samtalen, så jeg var ret spændt på, om jeg stødte ind i gamle bekendte, som jeg kunne slå en sludder af med.

Jeg fik en siddeplads midt i flyet ved siden af en lidt nervøs dansker, der hele tiden så sig tilbage i flyet. Da jeg så spurgte om, hvad der var galt, fik jeg en længere forklaring om, at han var på vej til Thorshavn sammen med sin lille søn - men de havde ikke kunnet få pladser ved siden af hinanden, da flyet var fyldt helt op. "Det problem kan vi da hurtigt løse", sagde jeg til ham, "jeg byttede da bare plads med din søn"!

På vej ned til sønnen, stødte jeg ind i en ældre dame, som jeg straks genkendte Men vi havde en længere flyvetur foran os, så jeg skulle nok få lejlighed til at hilse på min gamle bekendt.


Er der noget at sige til, at jeg holder meget af Færøerne?
En færøsk kirkesanger

Da jeg havde byttet til min nye plads, hilste jeg på min nye rejsekammerat - en mand som var meget løs i håndleddet, og da han begyndte at tale til mig, var jeg slet ikke i tvivl om, at manden var homoseksuel, hvilket ikke altid er lige velset på Færøerne. Den meget flinke mand var kirkesanger og degn i en kirke i Nordjylland, men han var også færing, med alt hvad dette indebærer.

Thorshavn Kirke
Efter en lille halv times flyvning,  gik jeg hen for at hilse på den ældre dame fra før. Først da jeg præsenterede mig for hende, kom genkendelsen frem i hendes øjne, og vi fik en længere sludder om alle de år, der var gået siden sidst.


Poul F. Joensen

Idet flyet var på vej ind over Færøerne, med kurs mod Vágar, rejste min sidekammerat sig op og begyndte at synge en af Poul F. Joensen's meget kendte færøske sange. Og hvilken stemme den mand kunne synge med. Jeg var rørt til tårer, men jeg har også et særligt forhold til Færøerne - og forstår meget færøsk. Det meste af flyet sang med, men på en sådan måde, at de ikke overdøvede kirkesangerens stemme.

Da flyet satte sine landingshjul på Váger Airport's landingsbane (der er kun den ene landings- og startsbane) klappede alle i flyet, hvilket nærmest er blevet en tradition på Færøerne når et fly lander.

Jeg mener, at den flyvning er omkring 12 år tilbage i tiden, men den dag i dag mindes jeg med glæde den færøske kirkesangers stemme i flyet.

Foto: Erik Krog

Ingen kommentarer:

Send en kommentar