tirsdag den 4. november 2014

Det offentlige og digital post

Her, den 1. november, var det skæringsdagen for, at alle borgere i Danmark nu modtager post via e-boks. Undtaget er de personer, som ikke kan finde ud af en computer - og dem er der en del af, når vi kommer ind på folkepensionister.


Mange er ikke klar

Jeg har været ude for, at flere yngre mennesker tror, at den ældre generation ikke gider sætte sig ind i systemet!?! De personer udtaler sig om noget, de ikke aner en skid om (undskyld udtrykket - men her er det helt på sin plads!)


Stat, region og kommune

En ting er de (vi) ældre (en del af os klarer den) - men hvad så med stat, regioner og kommuner, de må da være helt klar til at sende deres digitale post fra den 1. november? Vi andre skal jo være klar - det siger loven jo!

Men nej, sådan spiller klaveret ikke i det offentlige. Ifølge Flensborg Avis vil al offentlig digital post først være helt klar langt ind i 2016, udtaler formanden for de kommunale borgerservice-chefer i Danmark, Jane Ussing, fra Vejen kommune til TV-syd.

I bedste fald vil visse kommuner kun komme op på at sende 60-70 procent af deres digitale post, hvor regionerne er helt nede på 50 procent, men forventer at være oppe på omkring 80 procent ved årsskiftet. Det er helt frit at tro på det!

Når vi så ser reklamen i TV 2 om, at al post fra det offentlige er digitalt fra den 1. november 2014, så er det en sandhed med modifikationer, for der kan stadig komme rudekuverter i postkassen - men det fortæller reklamen ikke det mindste om!

Så stat, region og kommune - hvordan syntes I selv det går?

Foto: Fra Facebook

Ingen kommentarer:

Send en kommentar