mandag den 10. november 2014

Grænsekontrol Friedrichstraβe i Østberlin

I disse dage er det 25 år siden muren faldt i Berlin, og dermed blev Øst- og Vesttyskland genforenet til ét samlet Tyskland - 44 år efter anden verdenskrigs afslutning. I min aldersklasse er vi en del, der har set og oplevet den tid med muren, så her vil jeg give et enkelt bidrag til den historiske fortælling.

Efter min sidste arbejdsperiode på Færøerne var slut, tog jeg tilbage til Danmark lige før jul i 1970. En god del af mine sidste nytårsaftener, havde jeg fejret med indtagelse spiritus, så dette år besluttede jeg, at jeg skulle gå ædru ind i det nye år. Derfor tog jeg nattoget til Berlin nytårsaften - så skulle der ikke være mange chancer for, at dette gode tiltag ville mislykkes.


Opstanden i Tjekkoslovakiet i 1968

Nu var der bare det, at der havde været en opstand i Tjekkoslovakiet i 1968, og dengang mødte en ung dansk mand en ung tjekkisk pige hinanden under urolighederne i Prag. Dette udviklede sig til gensiddig kærlighed, så de unge mennesker besluttede, at gifte sig lige efter årsskiftet til 1971. Derfor var der et stort dansk bryllupselskab med i samme togvogn, som jeg befandt mig i. Behøver jeg at nævne, at jeg dårligt husker sejlturen over til Østtyskland?


Østberlin

Nu var der også bund i det danske bryllupsselskab, så lige inden vi ankom til banegården ved Friedrichstraβe, var jeg tilbage til noget, der kunne tangere en ædru tilstand. Toget standsede lidt før banegården, og jeg blev helt ædru, da jeg så ud af togvinduet, for rundt om toget var der en del Vopo'er (det Østtyske folkepoliti) med maskinpistoler, der sørgede for, at ingen kom nær toget, samt blev toget undersøgt meget grundigt under vognene. Så lige så hurtigt som jeg åbnede togvinduet, lige så hurtigt fik jeg lukket det igen - og den sidste rest af spiritustågerne forsvandt på samme tid.

Et stykke efter fortsatte toget det sidste stykke ind til banegården, og os, der skulle videre til Vestberlin, skulle af her på Friedrichstraβe i Østberlin, da vi skulle gå den sidste del af vejen gennem en slags tunnel under banegården - og det var noget af en oplevelse.


Østtysk grænsekontrol

Jeg kom først til "en stor kasse", som stod plantet ved indgangen, der førte over til Vestberlin. "Kassen" var vel omkring 6x4 meter (mener jeg) og lidt over 2 meter høj.

På den side af "kassen", hvor grænsevagten var placeret, var der en slags brevsprække i kassen. Der har sikkert været en dør på den anden side, men den så jeg ikke. Vinduer var der slet ikke noget af. Ud for kassen blev jeg stoppet af den østtyske grænsevagt, der ville se mit pas. Passet blev nøje undersøgt, for derefter at forsvinde gennem den nævnte brevsprække.

Vagten bad mig sidde på en bænk imens, og ca. et kvarter senere kom passet retur gennem brevsprækken. Jeg var ret sikker på, at mit pas var blevet gennemfotograferet, samt, de derinde i kassen, havde undersøgt min person meget nøje.

Grænsevagten gennemgik mit pas igen, medens han nøje holdt øje med mine bevægelser (sådan følte jeg det) - først herefter fik jeg passet retur, og jeg kunne fortsætte videre i tunnellen til næste post.

Næste post var endnu en østtysker, som ville se mit pas, og efter en endnu nøje gennemgang af min person, kunne jeg gå videre til næste post, som var endnu en østtysk paskontrol. Den fjerde og sidste kontrol var også en østtysk paskontrol, men dog lidt anderledes, idet han også ville undersøge min kuffert for porno. Da han meget slukøret ikke kunne finde det han ledte efter, konfiskerede han mit Ekstra Bladet, da det var meget på kanten af det tilladelige. Kontrolposterne lå ikke i en lige linje, så derfor skulle man hele tiden skifte retning. Det var helt sikkert noget, der var gennemtænkt meget nøje.


Vestberlin

Jeg fortsatte herefter over noget, der mindede om et "Ingenmandsland" - og videre til en amerikansk soldat. Nu var jeg nærmest blevet hjernevasket over på den østtyske side i, at personel i uniformer først af alt ville se og studere mit pas, så det havde jeg parat til min amerikanske ven. Men nej, han gad overhovedet ikke se mit pas - eller bare noget som helst i den retning, for når jeg kunne komme igennem den østtyske kontrol uden anmærkninger (amerikanerne havde sikkert observeret mig hele vejen igennem det østtyske system), så var jeg i den henseende ganske uinteressant.

Derefter fortsatte jeg videre ind i Vestberlin. Alle grænsevagter - på begge sider af grænsen, var svært bevæbnet, så der var en lidt anderledes spænding, end den man oplever ved at krydse grænsen ved Kruså.

Foto: Fra nettet

Ingen kommentarer:

Send en kommentar