torsdag den 25. december 2014

Den 27. dec. 2010 i Tejn

"Indkørsel" fra Ågade til Krogen. Her kommer ingen ud.
For et par dage siden skrev jeg om den store snestorm på Bornholm for fire år siden, en snestorm, der forhindrede os i at komme af sted til en juleaften i Sønderjylland. Først den 29. december var der hul igennem til Rønne.

Jeg har nogle billeder fra den 27. december, der fortæller lidt om situationen i Tejn, som slet ikke var så hårdt ramt, som den øvrige del af Bornholm.

Det ser ikke så slemt ud, men hækken er lidt
over 2 m høj, så her ligger mindst 1½ m sne.











Fire år efter

Her, fire år efter, kan det godt føles lidt paradoks, at sidde her i juledagene, hvor regnen har haft overtaget juleaften, og når jeg så samtidig ser billederne, kommer situationen helt op til overfladen.

En ting var at grave sig ud, men hvor skulle jeg gøre af sneen?
Og så lå der endnu en god meter sne på carportens tag.




Carporten

Da vi havde gravet os ud på vejen, kunne jeg se taget på vor carport var tynget af sneen. Den tunge sne truede med, at carportens tag kunne bryde sammen, hvis der bare kom lidt mere sne. Derfor måtte jeg op på taget for at rydde sne, men helt let var det nu ikke, da det var gennemsigtige tagplastplader, der ikke kunne tåle man gik på dem, så jeg måtte først skrue nogle plader sammen, som jeg kunne stå på.

Bygningen med havnekontoret i Tejn havn, lignede en dybfryser


Havnen

Jeg har set på TV 2 Bornholm, hvordan der så ud på resten af øen, men med den sne vi havde fået her, havde jeg lidt svært ved at forstå det.

For godt nok havde vi fået så hatten passer, men de meldinger vi hørte og så fra resten af øen, slog vore snemængder i Tejn med flere længder.

Da jeg gik en tur ned på havnen, kunne jeg godt se, at bygningerne lignede noget, der havde fået frost.

I frost, sne og slud - fiskekutteren skal ud! Er han mon ved sine fulde fem?
Det var dog ikke de samme dynger sne, som lå lidt længere oppe i byen, hvilket der var en naturlig forklaring på. Havnefogeden havde fået fat i en traktor, der kunne skrabe sne - direkte ned i havnen.


På fisketur

I inderhavnen var der sågar en lille fiskekutter, der gjorde klar til en tur på Østersøen. Den havde jeg til gengæld lidt svært ved at forstå! Men vi var selvfølgelig meget tæt på nytår, så måske var det nytårstorsken, der skulle fanges?

video

Dog giver billederne og video'en alligevel en julestemning, selv efter fire år - i disse regnvejrstider! Men i dag, på første juledag, er sneen igen, lige så stille, begyndt at falde her på Bornholm.

Foto og video: Erik Krog

Ingen kommentarer:

Send en kommentar