tirsdag den 2. december 2014

LLR burde gå af som formand for Venstre

Den nye portrætbog om Lars Løkke Rasmussen (V), "LLR", (jeg har endnu ikke læst bogen, men det kommer jeg til) afslører åbenbart endnu flere detaljer om Venstres formand, end dem der allerede belaster formanden i slige sager.

I de seneste indlæg, jeg har skrevet om Lars Løkke Rasmussen, har jeg ikke lagt skjul på, at manden er til skade for sit parti Venstre - og burde tage konsekvensen af dette ved at træde tilbage.

Hvem, der i så fald skulle overtage formandsposten, har jeg ikke nogen mening om, dog har jeg ikke megen fidus til næstformand Kristian Jensen, men det finder Venstre nok selv ud af. Når det så er sagt, så kan jeg ikke lade være at tænke på, om bogens udgivelse er "et bestilt arbejde" fra den modsatte part i Folketinget - så tæt på et folketingsvalg?


DF - den sorte hest

For over et år siden blev Søren Espersen (DF) spurgt om, hvorfor Dansk Folkeparti havde Lars Løkke Rasmussen som statsministeremne? Svaret lå lige til højrebenet, idet Venstre jo var Danmarks største politiske parti, og da de konservative næsten havde udraderet sig selv, var der ikke mange andre i den borgerlige lejr, som de kunne pege på - derfor.

På det tidspunkt, var Dansk Folkeparti det tredje største politiske parti i Danmark, og ville med hensyn til en egen statsministerkandidat, ikke have ret meget at skulle have sagt. Desuden var DF heller ikke selv interesseret i, at gå ind i et regeringssamarbejde - kun som støtteparti!


En anden situation

For bare et par dage siden, var der et resultat af en ny undersøgelse om Danmarks politiske partier. Undersøgelsen viser, for første gang nogen sinde, at Dansk Folkeparti er Danmarks største politiske parti - men med Venstre lige i hælene.

Nu kunne det være ret så interessant, at stille Søren Espersen det samme spørgsmål igen, om hvem der nu er DF's statsministerkandidat? Og jeg tror spørgsmålet kan blive endnu mere aktuelt, når vi ser resultatet af de "ødelæggelser", som bogen, "LLR", i værste fald kan blive for Lars Løkke Rasmussen - og dermed for partiet Venstre.

Jeg kan godt komme lidt i tvivl om, hvem der eventuelt kan have "bestilt bogen LLR"? For udgivelsen kan blive dråben, der kan ændre det politiske billede i Danmark - ret markant! Ingredienserne er i hvert fald tilstede.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar