søndag den 15. februar 2015

Den lurende fare i Østersøen

For nogle dage siden fik en bornholmsk fisker det værst tænkelige i garnet - en stor bombe fyldt med sennepsgas - et grumt minde fra anden verdenskrig, som stadig dukker op af havet omkring Bornholm.


Sennepsgas

Og hvad er så sennepsgas for en "tingest", for problemet dukker hele tiden op med jævne mellemrum her i området omkring Østersøen - og ikke mindst, hvem har egentlig ansvaret for det "grimme stads" er blevet dumpet udenfor Bornholm?

I sin rene form er sennepsgassen en farveløs og lugtfri væske, men af urenheder kommer der en blandet lugt af sennep, hvidløg og peberrod - deraf navnet "sennepsgas". Nu vil jeg spare læseren for den kemiske formel, for den har kun en kemiker "glæde" af - for den siger heller ikke mig noget.

Så vi kan konkludere, at sennepsgas ikke har det mindste at gøre med sennep. På den anden side, er der heller ikke hunde i hundekiks!


Bomben i Østersøen

Sennepsgassen forårsager celledød og kræft, så det er bestemt ikke noget man skal spøge med, derfor er det en meget ubehagelig oplevelse for fiskerne, når de ser en sådan i nettet. Men hvem kan dog finde på, at dumpe så farlig en gift i havet, hvor vi samtidig høster en stor del af vore fødevarer?

Den farlige gas er blevet anvendt i begge verdenskrige, og under den seneste verdenskrig, blev den produceret af både Tyskland og USA. Jeg har læst mig til, at efter krigen blev store mængder af den tyske gas dumpet i Østersøen, og dermed må det have været de sejrende magter, der har gjort dette - om det så er russerne eller repræsentanter fra Vesten, har jeg ikke kunnet finde ud af, men det er ikke småting denne gas har gjort af ulykker, siden den blev dumpet!


Det var her i Tejn havn sennepsgassen blev landet
Sennepsgassen i Tejn havn

Den sidste fundne gasbombe, blev fragtet til Tejn havn, for at myndighederne kunne undersøge den nærmere. Vi fik at vide, at den ikke kunne springe i luften - men nu taler vi altså om en bombe, og ikke bare en lynkineser!

Siden anden verdenskrig, har de krigsførende nationer fyldt Kattegat og Østersøen med kemiske våben, så måske er det derfor vor sild har en helt speciel smag?

- lidt at tænke over

Foto: Erik Krog

Ingen kommentarer:

Send en kommentar