mandag den 9. februar 2015

Er foråret allerede godt på vej?

Sol over havnen i Tejn
Da vi gik en lille tur omkring havnen i dag - i 6 graders varme - kunne vi høre fuglene i forårshumør, lidt underligt når vi ikke engang er midt i februar endnu.

I min barn- og ungdom, var februar altid den koldeste måned om vinteren. Jeg kan stadig huske frostgrader på over 20 minusgrader, hvor sneen knasede og luftledningerne var tykke af rimfrost.

Nu vil jeg slet ikke komme ind på de frostgrader, som familien slås med i Norge, for her er de omtalte 20 minusgrader næsten at betegne som en hedebølge om vinteren!

Svanen i havnen





Sol over Tejn

Men i dag - her i Tejn på Bornholm - var der både forårsfornemmelser og sol over Tejn!

Ude på den store mole på havnen, kom en svane "sejlende" hen imod os, ganske sikker på, at vi havde fyldt vore lommer med brød, men den måtte skuffet svømme længere ind i havnen for at finde lidt føde, hvilket nok ikke er så svært, med den milde vinter vi har på disse breddegrader for tiden.


Dagli'Brugsen

Forårsblomsterne er langt fremme - her i februar
Inden vi gik hjem igen, var vi lige en tur i Dagli'Brugsen, som ligger lige op til havnen. Vi får løbende sms'er fra Brugsen om helt specielle tilbud (joh, der er skam konkurrence butikkerne imellem), men man skal lige huske at se sin bon efter, for det sker næsten for tit, at Brugsen glemmer at justere kassen efter de annoncerede tilbud - hvilket også skete denne gang!

Det værste er næsten, at kassedamen tillader sig at spørge, om man ønsker kassebonen. Uden en kassebon har jeg ingen mulighed for, at dokumentere Brugsens mere eller mindre bevidste snyderi!


Forårsblomster

Vi gik bag om "kirkestien" til haven, og søreme om ikke de første forårsbebudere, erantis, allerede var langt fremme.

- og inden vi forlod havnen, tog jeg lige en hurtig video af svanens videre vej ind til inderhavnen i Tejn havn.


Foto og video: Erik Krog

Ingen kommentarer:

Send en kommentar